10 store feriehuse i Malaga med egen pool

Vil du nyde solen, slappe af og have masser af frihed på din næste ferie i Malaga, kan et stort feriehus med plads til hele familien være lige den luksus, der skaber den perfekte ramme for uendelige sommerdage med kvalitetstid.

5 store feriehuse i Malaga med egen pool

Luk blot øjnene og drøm dig væk til en dejlig ferie under sydens sol, hvor du kan slippe alle bekymringer og mærke velbehaget strømme gennem din krop. Forestil dig fred og ro ved en privat pool, som du kan have helt for dig selv sammen med dine nærmeste. Sådan en ferie kan være guld værd, fordi du efter en uge vil føle dig som genfødt.

Det kan være ren luksus at forkæle sig selv med ekstra plads, egen pool, fabelagtig udsigt, kølige drinks og privatliv. Muligheden er der. Et feriehus nær populære Malaga behøver ikke at sprænge feriebudgettet, for udvalget er stort og varieret. Du kan leje både små og store feriehuse ved vandet eller i bjergene med eller uden pool. 

Vil du samle hele familien til jeres livs ferie, kan et stort feriehus i Malaga med egen pool være jeres private ferieparadis. Lad børnene boltre sig i vandet, mens du med fred i sindet kan se til fra vandkanten. Slip for kampen om en liggestol ved en overfyldt pool og højlydte samtaler blandt andre gæster. Nyd i stedet friheden ved at være blandt familie og venner i en drøm af et hus med nem adgang til alt det, som gør din ferie helt perfekt.

Traditionelt spansk feriehus med pool og kort afstand til toget direkte ind til Malaga

Traditionelt spansk feriehus med pool og kort afstand til toget direkte ind til Malaga

Vil I bo i autentiske omgivelser, er det landligt beliggende feriehus Antigua Estación de Campanillas en mulighed. Det er et halvt dobbelthus med egen swimmingpool. Huset er traditionelt spansk med fliser på gulvene, vinduesskodder og tunge mørke træmøbler. Her er plads til en stor gruppe på op til 12 personer fordelt i 4 soveværelser. Der er 3 badeværelser, så køen til et bad bliver ikke alt for lang. Med egen pool, udendørs grill og legefaciliteter til børnene kan I rigtig nyde sommerlivet i den afskærmede gård. Køreturen fra Malagas lufthavn til Antigua Estación de Campanillas er ganske kort. Det er endda nemt at komme hertil uden bil, da huset ligger en lille gåtur fra en togstation. Toget kører direkte ind til Malagas centrum, så I snart kan stå midt i byens liv, hvis I får en impulsiv trang til at shoppe eller gå på sightseeing.

Luksus feriehus med stor pool i Malagas bjerge

Luksus feriehus med stor pool i Malagas bjerge

Øst for Malaga by ligger den pragtfulde spanske ferievilla Era del Puerto med egen pool og en afskærmet have omkranset af bjerge. Huset ligger for sig selv med passende afstand til naboerne. Det flotte hvide hus er 133 kvadratmeter stort, så her er god plads til 11 personer, som kan sove her. Indretningen er moderne, men de spanske rødder fornægter sig ikke. Køkkenet har alt, hvad I skal bruge for at lave mad, hvis I da ikke vil gøre som de lokale og mødes til tapas inde i byen. Den private pool er stor, så alle vandhunde kan have det sjovt. Trænger I til afveksling, er der få kilometer ud til den børnevenlige strand i La Cala del Moral.

Spansk villa med privat pool og kort afstand til strand og by

Spansk villa med privat pool og kort afstand til strand og by

På en bjergskråning i Benjarafe øst for Malaga gemmer Casa Darren sig. Det er et fantastisk smukt beliggende hus med udsigt til både bjerge og hav. Huset ligger på en lukket vej med minimal trafik, så omgivelserne er stille og rolige. Mere liv finder du nede ved stranden, som du kan nå til fods. Er du glad for at vandre, er der mange muligheder for at gå på opdagelse i de omkransende bjergområder. Er golf mere dig, kan du prøve kræfter med flere udmærkede golfbaner i nærheden. Selve huset er stort og velholdt med 3 soveværelser, 2 badeværelser og et moderne køkken. Den udendørs pool, terrassen og grillfaciliteterne indbyder til at nyde livet ude i det fri præcis, som de lokale har for vane.

Stor villa med privat pool og fantastisk udsigt

Stor villa med privat pool og fantastisk udsigt

Er du på udkig efter en helt fantastisk ferievilla med rigelig plads, stor privat pool og fabelagtig udsigt, skal du se nærmere på Monkó Villa Saguaro. Du kan nyde udsigten i fuld sol i poolen eller i den svale skygge på verandaen, som er indrettet hyggeligt og familiært med bløde havemøbler og spiseplads. Stilen er umiskendelig spansk med møbler i mørkt træ, fliser på gulvene og detaljer i smedejern, men samtidig moderne med behagelige senge og et veludstyret køkken. Her kan du glæde dig til en luksusferie under sydens sol. Op til 10 personer kan bo i huset, som ligger i et roligt villakvarter lige op og ned ad et stort grønt område vest for Malaga. Der er cirka 1½ km til centrum i Alhaurín de la Torre, hvor der er både indkøbsmuligheder, spisesteder og sydlandsk feriestemning i de hyggelige gader. 

Pragtfuld feriebolig med egen pool og udsigt til bjerge i horisonten

Pragtfuld feriebolig med egen pool og udsigt til bjerge i horisonten

Interesserer by og strand dig ikke så meget, er der også et utal af muligheder for at bo godt tæt på vandreruter i Malagas bjergområder. Holiday Home El Encinar ligger i Alcaucín ved bjergkæden Sierra Tejeda, som rejser sig 2000 meter over havets overflade. Fra Alcuacin udgår adskillige vandrestier, så det er en god base for en vandreferie, hvor alt ånder fred og idyl. Efter en lang aktiv dag kan I glæde jer over at bo i denne perle af en feriebolig med en stor privat pool, der inviterer til afslapning. Huset er stort og rummeligt med plads til 8 personer. Her er køkken med alle faciliteter til at lave mad, hvis I da ikke falder for fristelsen til at spise på nogle af byens hyggelige små restauranter nærmest lige rundt om hjørnet.

Stor luksusvilla tæt på strand og golf i Torremolinos

Stor luksusvilla tæt på strand og golf i Torremolinos

Elsker du golf, luksus og livet ved stranden, er Villa Olga i Torremolinos svaret på din drøm om en god ferie ved Middelhavets kyst. Her kan du bo 600 meter fra den nærmeste strand og et par kilometer fra Parador de Malaga Golf, som er Andalusiens ældste golfbane. Det er en udfordrende golfbane, hvor der er spillet flere professionelle turneringer. Vil du ind til Malaga by, kan du hoppe på toget nærmest lige uden for døren. Der er plads til hele 15 personer i denne luksusvilla, som fx kan være en perfekt ramme for et arbejdsophold, hvor der også skal være tid til at slappe af.

Dejligt feriehus med egen pool centralt i Benalmadena

Stort feriehus med egen pool centralt i Benalmadena

Længere nede ad solkysten ligger Benalmadena, som er en populær feriedestination kendt for sin lange strandpromenade, eksklusive marina og det store udvalg af restauranter. Her er masser af aktiviteter for børnefamilier, der kan bruge timevis i akvariet, sommerfugleparken, delfinariet og forlystelsesparken. Vil I ud og opleve naturen, er det nemt at komme ud i bjergene med svævebanen, som tager jer op til toppen af Monte Calamorro 800 meter over havet. Herfra kan I se helt til Marokko på en klar dag. Skal hele den store familie på ferie sammen, kan I bo i sus og dus i et lækkert feriehus med egen pool ganske tæt på lystbådehavnen og stranden. Her er 7 soveværelser med plads til i alt 12 personer. Huset er 170 kvadratmeter stort, og der er en dejlig have med masser af udendørs plads fordelt rundt om poolen med blandt andet overdækkede terrasser og en stor balkon på første sal.

Perfekt feriebolig til en solferie med egen pool i fredelige omgivelser

Perfekt feriebolig til en solferie med egen pool i fredelige omgivelser

I bjergene uden for den idylliske landsby Almáchar mellem Malaga og Torre del Mar kan du bo i fred og ro i det fineste spanske feriehus. Her er du ude på landet med god afstand til naboerne, så du kan være helt uforstyrret. Fra den private swimming pool kan du nyde den mest fantastiske udsigt over de grønne bjergskråninger, som omkranser huset. Bliver solen for varm, kan I trække jer tilbage til skyggen på den overdækkede terrasse, hvor der er gode muligheder for at grille eller bare dase i havemøblerne. Huset har plads til 8 personer fordelt i 4 værelser. Indretningen er typisk spansk med flisegulv, rundbuer, tunge træmøbler og smedejern. Det er den perfekte feriebolig til familien, der bare vil nyde livet under sydens varme sol.

Lækkert feriehus med pool og kort afstand til stranden i Marbella

Lækkert feriehus med pool og kort afstand til stranden i Marbella

Bliver du tiltrukket af glamour og luksus, er Marbella det helt rigtige sted for dig at holde ferie. Den lange strandpromenade er flankeret af talrige designerbutikker, internationale restauranter og eksklusive strandklubber. Det er intet mindre end et paradis for golfentusiaster og lystsejlere. Den gamle bydel med appelsintræer, smalle gader og hvide huse udsmykket med frodige planter og fine gitre i smedejern emmer af nostalgi og romantik, så Marbella er en smuk og kontrastfuld by. Med en placering næsten midt mellem Malaga og Gibraltar er der mange muligheder for at tage på dagsture, hvis du da ikke bare vil slappe af ved poolen i det mest fantastiske feriehus tæt på Marbellas fine strand. Casa Blanca er en lækkert og topmoderne ferievilla. Indretningen er meget skandinavisk, så her vil du føle dig hjemme, så snart du træder ind ad døren. Huset har simpelthen alt, hvad du kan ønske dig til dit livs bedste ferie på den spanske solkyst.

Sol, strand og egen pool i charmerende feriehus nær Malaga

Sol, pool og strand i charmerende feriehus nær Malaga

I et typisk spansk kvarter tæt på grønne områder kan du bo godt og behageligt sammen med din familie. Det charmerende hus ligger i et roligt kvarter i Torremolinos vest for Malaga tæt på indkøbsmuligheder og spisesteder. Den populære sandstrand og livlige strandpromenade kan du nå til fods i løbet af et kvarter. Børnene vil elske de vilde vandrutsjebaner i Aqualand Torremolinos, som ligger blot 1½ km væk. Lige ved siden af har krokodilleparken hjemme. Vil I ind til Malaga og se nærmere på de mange seværdigheder der, er det nemt at hoppe på toget. Huset er indrettet lyst og indbydende med en dejlig stue, gode senge og et fint køkken. Udearealerne er afskærmet for nysgerrige blikke, så hele familien kan slænge sig ugenert i havemøblerne eller snuppe en svalende dukkert i jeres egen private pool, som nærmest er obligatorisk, når man lejer et feriehus i Malaga.