12 romantiske hoteller i Skåne

Vil du overraske dit hjertes udkårne med et dejligt romantisk ophold på hotel i Skåne, gælder det om at holde kortene tæt til kroppen. Her er lidt hjælp til at finde et romantisk hotel med charme og atmosfære, som kan slå den helt rigtige stemning an.

12 romantiske hoteller i Skåne

Skåne lige over på den anden side af Øresund kan føles som en helt anden verden med de mange smukke naturområder, gode shoppingmuligheder og kulinariske oplevelser. Det er anderledes, men alligevel genkendeligt, så I kan slappe af og bare nyde livet og hinanden. 

Romantik er en helt særlig stemning, som kan hjælpes på vej af de perfekte rammer. Et lækkert værelse, udsøgt mad og smilende service kan nok vække følelserne til live hos de fleste, når dagen er afsat til at fejre kærligheden. 

Det vrimler med dejlige hoteller og overnatningsmuligheder i Skåne lige fra lækre spahoteller med overdådig luksus som deres varemærke til små familiedrevne gårdhoteller i idylliske omgivelser. Et romantisk ophold kan også være en anledning til at besøge en ny by og sammen gå på oplevelse i Sydsverige. Der er adskillige romantiske hoteller i store skånske byer som Malmø og Helsingborg. Mange andre stemningsfulde byer i Skåne som fx Lund, Båstad, Ystad og Simrishamn kan også være en god base for et dejligt ophold i romantiske omgivelser.

Mayfair Hotel Tunneln i Malmø

Mayfair Hotel Tunneln i Malmø

Lige i hjertet af Malmø ligger Mayfair Hotel Tunneln, som har hjemme i historiske bygninger. Både danske og svenske konger har lagt vejen forbi huset, som tidligere var bolig for en generalguvernør. Alle værelser er individuelt indrettet i en stil, som står godt til de fantastiske historiske rammer, men samtidig harmonerer med moderne menneskers ønske om komfort. Omgivelserne er rolige og alligevel er beliggenheden perfekt i forhold til shopping og spisesteder i Malmøs centrum. Du bor simpelthen i gå-afstand til det hele. Når du er mæt af oplevelser, kan du slappe af på værelset eller i det smukke bibliotek med pejs og afslappet atmosfære.

MJ’s i Malmø

MJ's i Malmø

Vil du bo hipt og unikt helt centralt i Malmø, er MJ’s hotellet for dig. Det er et dejligt og virkelig anderledes hotel, som er en oplevelse i sig selv. Stilen er gennemført med bløde gulvtæpper, stormønstrede tapeter, gulv-til-loft-gardiner og behagelige møbler. Dette boutique hotel ligger godt placeret til en romantisk weekend i Malmø med kort afstand til historiske seværdigheder, romantiske parker, endeløs shopping og kulinariske oplevelser. Hotellets atmosfære er fantastisk og livlig med gang i baren om aftenen. Det er perfekt, hvis I vil fejre hinanden med drinks og fest.

Hotel 1622 i Rydebäck

Hotel 1622 i Rydebäck

Mellem Landskrona og Helsingborg ligger den lille by Rydebäck, som er kendt for sin fine sandstrand. Blot et stenkast fra stranden ligger Hotel 1622 i idylliske omgivelser omkranset af grønt. Værelserne i den historiske lade er smagfuldt indrettet med fokus på at bibeholde den hyggelige og autentiske stemning. Her er charmerende loftsbjælker, karnapper eller ovenlysvinduer, rolige farver, smukke mønstre, behagelige senge med sengetøj i den ypperste kvalitet og dejlige siddepladser til en hyggelig stund. Hotellet har en luksuriøs spa med pool, jacuzzi, isbruser, varme bænke, dampsauna og traditionel sauna.

The Vault Hotel i Helsingborg

The Vault Hotel i Helsingborg

Lige på den anden side af Øresund ligger Helsingborg, som kan byde på historiske seværdigheder, gode shoppingmuligheder, lækker mad og romantiske omgivelser. Midt i alle herlighederne ligger The Vault Hotel, som har hjemme i en storslået bygning, der oprindeligt var en bank. Indretningen er overdådig og romantisk med smukke paneler, storblomstret tapet og varme farver. I kan nyde et glas boblende champagne i hotellets bar, slappe af i saunaen eller sætte tænderne i lækker italiensk mad i hotellets restaurant.

Hotel Kullaberg i Mölle på Kullen

Hotel Kullaberg i Mölle på Kullen

Mölle er en lille malerisk by ude på spidsen af Kullen. Med udsigt over Kattegat og den lille havn ligger det romantiske Hotel Kullaberg ganske centralt i Mölle. Det er den helt perfekte base for jer, der har hang til friluftsliv med dykning, golf, kajak, vandring eller klatring, men samtidig gerne vil nyde lidt selvforkælelse. Hotellet slog dørene op for første gang i 1890, og værelserne emmer stadig af historie med fine træmøbler, gulvlange gardiner og landskabelige malerier på væggene. Her er hyggeligt som i gamle dage, så det er intet under, at Hotel Kullaberg er en favorit blandt tidligere gæster.

Best Western Plus Hus 57 i Ängelholm

Best Western Plus Hus 57 i Ängelholm

I hjertet af den skønne kystby Ängelholm ligger Best Western Plus Hus 57. Byens brede sandstrand er populær blandt solglade feriegæster i sommermånederne, hvor det også er oplagt at padle i kano på Rönne Å, som snor sig gennem Ângelholm. Efter en aktiv dag er der ikke noget skønnere end at synke ned i bløde puder eller en varm pool i de elegante omgivelser hos Best Western Plus Hus 57. Det nye og moderne hotel er indrettet i varme farver med vægt på at skabe en hyggelig og afslappet atmosfære, hvor alle kan føle sig velkomne.

Torekov Hotell på Bjäre

Torekov Hotell på Bjäre-halvøen

Langt fra storbyens hektiske gader ligger det eksklusive Torekov Hotell, hvor ro, rekreation og natur er i højsædet. Hotellet er nyrenoveret og kendt for sin spa med pools både inde og ude, flere saunaer og loungeområder med en fantastisk udsigt over Kattegat. Den smukke omkransende natur har inspireret indretningen af værelserne. Blå og grønne farver komplementeres af varme jordfarver. Det vrimler med fine detaljer udført i naturmaterialer som uld, skind og træ, som skaber en unik atmosfære, der ganske blidt får pulsen til at sænke sig. Omgivelserne på Torekov Hotell er helt perfekte for jer, der nyder ro og afslapning i skønne omgivelser.

Hotel Statt i Hässleholm

Hotel Statt i Hässleholm

Hässleholm er et godt udgangspunkt for vandreture i de skånske skove, som nok skal få jer til at glemme alt om hverdagen for en stund. Når I trænger til et velfortjent hvil, står Hotel Statt klar til at tage imod jer. Det er et historisk hotel midt i byen Hässleholm med virkelig smuk indretning af alle værelser. Ikke to værelser er ens. Tanken er, at hotellet skal føles som at besøge en god vens hjem. Skal I rigtig forkæle jer selv, kan I bo i en junior suite med masser af plads, en dejlig stor seng, sidderrangement og udsigt over byen.

Sydkustens at Pillehill i Skivarp

Sydkustens at Pillehill i Skivarp

Vil I bo hjemligt og hyggeligt og måske endda have hunden med, er gårdhotellet Sydkustens at Pillehill helt fantastisk. Det ligger i fredelige omgivelser med en formidabel udsigt over landskabet. Det er en oase for jer, der forbinder romantik med fred og ro, dejlig mad og måske en afslappende tur i sauna eller det udendørs spabad. I kan endda bo på et luksus dobbeltværelse med badekar. Hotellet har egen restaurant, som byder på en kulinarisk oplevelse baseret på lokale råvarer. Med andre ord er Sydkustens at Pillehill helt perfekt til et romantisk ophold i Skåne, hvis I bare vil slappe af og nyde det bedste af det bedste.

Annas Hotell i Kristianstad

Annas Hotell i Kristianstad

Glæd jer til et helt enestående ophold hos Annas Hotell. Det er et dejligt hotel i Kristianstad med en beliggenhed tæt på både by og natur. Her er masser af atmosfære og hygge, god service og fantastisk mad. I godt vejr kan I sidde ude på verandaen og nyde jeres morgenmad, som byder på mange økologiske og hjemmelavede specialiteter. Aftensmaden er enkel men særdeles velsmagende. Anna har lagt hjerte i at sikre alle gæster et mindeværdigt ophold, så her kan I slappe af og nyde noget kvalitetstid sammen.

Ystad Saltsjöbad i Ystad

Ystad Saltsjöbad i Ystad

Det berømte svenske spahotel Ystad Saltsjöbad ligger smukt placeret ved Skånes sydvendte kyst ud mod Østersøen. Det er et luksushotel, hvor I kan nyde et romantisk wellnessophold i elegante omgivelser. Værelserne er indrettet lyst og hyggeligt med farver og materialer inspireret af havet. Man kommer nemt til at drømme sig tilbage til gamle dage, hvor det bedre borgerskab tilbragte sommeren på et klassisk badehotel. Nyd en afslappende massage i spa-afdelingen eller mærk poolens varme vand smyge sig om din krop. Spis udsøgt mad i hotellets restaurant og skål på en dejlig romantisk dag, inden I trækker jer tilbage til jeres værelse.

Hotell Gäslingen i Skanör

Hotell Gäslingen i Skanör

Er der for langt til Skagen, kan Skanör i Skåne være et godt alternativ. Det er en svensk ferieperle ved kysten i den sydlige ende af Øresund kun 30 minutters kørsel fra Malmø. I det alleryderste af Skanörs gamle by ligger Hotell Gäslingen, som udefra ser beskedent ud, men inden for hersker elegant og smagfuld luksus. Er det ikke lige badevejr, kan I gå i hotellets spa, spadsere en lang tur langs den fine sandstrand eller suge den maritime stemning til jer nede ved havnen. Om aftenen kan hotellets restaurant byde på en velsmagende tre- eller fem-retters menu baseret på lokale råvarer. Det er endnu en mulighed for at lade jer fortrylle på en romantisk ferie i Skåne, hvor det vrimler med dejlige hoteller, som kræser om deres gæster.