5 hoteller i Alicante ved stranden

Den fine brede strand tæt på Alicante centrum hedder Playa del Postiguet. Fordi den er så centralt placeret, er der også masser af hoteller ganske tæt ved stranden i Alicante.

5 hoteller i Alicante ved stranden

Hvis du ikke er vild med høje temperaturer og stegende sol, er november faktisk et fint tidspunkt at besøge Alicante. Da jeg var dernede i 2018, lå temperaturen omkring 18-19 grader. Det var lige tilpas, da vi gik op til Santa Barbara.

Tager du til Alicante om sommeren, skal du selvfølgelig forvente, at stranden er tæt pakket med mennesker. Til gengæld er du også på det nærmeste garanteret sol og varmt vand.

Jeg har kigget lidt efter hoteller, som både ligger tæt på stranden Playa del Postiguet, den gamle borg Santa Barbara og den gamle bydel i Alicante. I denne del af Alicante er der også masser af spisesteder. Samtidig er du tæt på byens centrum, hvor der er rig mulighed for at shoppe igennem.

 

Hotel tæt på stranden og med udsigt til Santa Barbara

Hotel i Alicante tæt på stranden

Da jeg var i Alicante, boede jeg på Tryp Ciudad de Alicante Hotel. Jeg havde bestilt et premium dobbeltværelse med terrasse til en ganske fornuftig pris, hvis jeg selv skal sige det. Vi fik et værelse på 5. sal, som er øverste etage. Det betyder, at der er rimelig fredeligt. Her blev man ikke vækket tidligt om morgenen af kufferters larmende plastikhjul på hårde fliser. Terrassen var virkelig stor og med udsigt til Santa Barbara, den gamle borg, som troner over Alicante.

Værelset var fornuftigt i størrelsen, og badeværelset var rigtig fint. Der var skrevet en lille hilsen, som tonede frem på spejlet, når dampen fra et varmt bad lagde sig på det.

Stort set alle tv-kanaler var spanske med synkroniserede film og tv-serier. Det er meget normalt i Spanien, men for det meste kan man med et par tryk på fjernbetjeningen ændre sproget til det originale. Det kan man også på dette hotel.

Sengen var dejlig behagelig. Der er ingen dyne, men kun noget der minder om et vattæppe. Det var nu også ganske udmærket at sove med i de temperaturer, som de holder sig i Alicante om vinteren, og jeg er endda den kuldskære type.

Morgenmaden består af en buffet med masser af valgmuligheder. Der var elkedel på værelset, så det var muligt at koge vand til en kop te eller kaffe.

Og så er der jo beliggenheden! Tryp Ciudad de Alicante Hotel ligger få meter fra den populære Playa del Postiguet, så det er nemt og hurtigt at komme ned til vandet. En af de store seværdigheder, Santa Barbara, ligger i gåafstand, hvis du er den aktive type. Hotellet ligger i et kvarter med masser af spisesteder, en god placering i forhold til både den gamle bydel med charmerende små gader og den nye bydel med masser af muligheder for at shoppe.

Det er også nemt at tage bussen til og fra Alicantes lufthavn, hvis du vælger at bo her. Bare hop på linje 6C, som har et stoppested ganske tæt på.

Hvis jeg skal til Alicante igen, vil jeg vælge at bo på Tryp Ciudad de Alicante Hotel endnu en gang. Det er vel næsten den bedste anbefaling, man kan give et hotel.

 

Godt hotel 200 meter fra stranden

Elegant hotel 100 meter fra stranden

I den anden ende af stranden og dermed en anelse tættere på Alicantes centrum finder du det elegante hotel Eurostars Mediterranea Plaza. Hotellet ligger i byens historiske centrum på et torv lige over for Alicantes rådhus. Domkirken Sankt Nicholas og borgen Santa Barbara ligger en kort gåtur fra hotellet.

Lige uden for døren er der masser af barer og restauranter, hvor du kan nyde et glas spansk rødvin eller gå ombord i lækre tapas efter en hyggelig slentretur langs kajen i byens lystbådehavn eller på ramblaen.

Eurostars Mediterranea Plaza har kort sagt en ideel placering, hvis du vil opleve alt det bedste, som Alicante har at byde på. Hotellet har også en tagterrasse med en fantastisk udsigt til blandt andet Santa Barbara.

Værelserne er moderne indrettet med aircondition, fladskærms-tv med mange kanaler og minibar. I receptionen hjælper personalet dig gerne med fx at leje en bil eller reservere billetter til guidede ture.

Hotellets tidligere gæster lovpriser især det hjælpsomme personale men også de komfortable senge og hotellets beliggenhed, hvor du er i gåafstand til alle Alicantes seværdigheder.

 

Forkæl dig selv med et luksusophold på Melia Alicante

Forkæl dig selv med et luksusophold på Melia Alicante

Lige mellem stranden og lystbådehavnen ligger Melia Alicante. Det er et lidt dyrere hotel, men her er også tale om et elegant 4-stjernet hotel med alle de faciliteter, som du kan ønske dig.

Beliggenheden er fantastisk og værelserne har balkon, så du kan nyde udsigten og solens stråler. Vil du helst have morgensol, skal du vælge et værelse, der vender ud mod Middelhavet. Foretrækker du aftensol, skal du vælge et værelse med udsigt ud over lystbådehavnen.

Værelserne er moderne og så velholdte, at de nærmest fremstår som nye. Sengen er dejlig stor og behagelig. Alle værelser har aircondition, fladskærmstv med satellitkanaler, minibar og værdiboks. På badeværelset finder du et udvalg af toiletartikler og hårtørrer, så du er fri for at pakke din egen med i kufferten.

Der er selvfølgelig gratis wifi over alt på hotellet og udendørs pool, som du kan benytte dig af, hvis du foretrækker den frem for stranden.

Vil du rigtig forkæle dig selv, har du nem adgang til et wellness-center, som dog koster et tillægsgebyr. Du kan også få rabat på spa-faciliteterne.

Morgenmaden er overdådig med noget for enhver smag, og hotellets egen restaurant serverer lækre risretter og friske fiske- og skaldyrsretter.

 

Billigt værelse tæt på stranden i Alicante

Billigt værelse tæt på stranden i Alicante

Man kan finde overnatningsmuligheder i alle prisklasser i Alicante. Værelserne på Socorro 11 hører til i den billige ende af skalaen. Hvis du ved, at du kun vil opholde dig på værelset, når du skal sove, er der jo ingen grund til at betale i dyre domme for et mere luksuriøst hotel. Når det er sagt, så er tidligere gæster begejstrede for dette sted, som blandt andet byder på en flot udsigt ud over Middelhavet.

Der er køkken med mikrobølgeovn, ovn, kogeplader, køleskab, brødrister og kaffemaskine, så du har mulighed for fx at købe ind til morgenmad uden at skulle tænke over, om maden kan holde sig frisk. Der er gratis wifi, og værterne er imødekommende og hjælpsomme.

Der er kort afstand til stranden, og Santa Barbara ligger på det nærmeste lige rundt om hjørnet. Tæt på ligger det gamle kvarter, som byder på mange små hyggelige spisesteder.

 

Billigt hotel tæt på stranden og ramblaen

Billigt hotel tæt på stranden i Alicante

Vil du have lidt mere komfort end et værelse i en delt lejlighed, kan du også finde hoteller i den billige ende af skalaen. Ja, du kan selvfølgelig finde hoteller i alle prisklasser i Alicante. Explanada Hotel Alicante er et budgetvenligt hotel til dig, der kan leve med, at indretningen er lidt gammeldags, og at der er risiko for trafikstøj om natten.

Prisen taget i betragtning får du stadig meget for pengene. Morgenmaden bliver rost af tidligere gæster, værelserne er rene, og personalet er søde, hjælpsomme og glade for at svare på dine spørgsmål.

Alle værelser er udstyret med fladskærms-tv, aircondition og varmeanlæg. Samtlige værelser har eget badeværelse med hårtørrer og brusebad, som dog ikke er verdens største.

Explanada Hotel Alicante ligger ganske tæt på stranden, ramblaen, lystbådehavnen og et bredt udvalg af caféer og restauranter. Det er også nemt at komme til dette hotel fra lufthavnen, hvis du tager bussen ind til Alicante.