5 lufthavnshoteller nær Københavns Lufthavn i Kastrup

Skal du med et fly før fanden får sko på, og bor du samtidig langt væk fra lufthavnen, kan en overnatning på et lufthavnshotel nogle gange være den mest praktiske løsning.

5 lufthavnshoteller nær Kastrup Lufthavn

Vil du gerne undgå en masse logistisk bøvl på din rejse, gælder det om at planlægge så realistisk og praktisk som muligt. Skal du rejse med tog til København for derefter at tage et fly videre ud i verden, passer togtiderne måske ikke sammen med den der virkelig tidlige afgang for dit fly. Eller måske lander du i Københavns Lufthavn midt om natten og kender dig selv godt nok til at vide, at på det tidspunkt vil du bare se en dyne.

Løsningen kan være en overnatning på et lufthavnshotel. Københavns Lufthavn i Kastrup er Danmarks største lufthavn med mange tusinde rejsende hver dag, så der er heldigvis også adskillige lufthavnshoteller lige i nærheden. Her har jeg fundet 5, som du kan se lidt nærmere på.

Comfort Hotel Copenhagen Airport

Comfort Hotel Copenhagen Airport ligger lige over for Københavns Lufthavn

Skal det være så nemt og praktisk som muligt at komme fra dit hotel til Københavns Lufthavn, er Comfort Hotel Copenhagen Airport et oplagt valg. Hotellet ligger nemlig skråt over for terminal 3. Der er blot 3 minutters gang fra hotellet til lufthavnen, så det kan næsten ikke blive nemmere.

Ankommer du i bil, er der fine parkeringsmuligheder. Rejser du med offentlig transport, kører metroen nærmest lige til døren.

Der er mange forskellige kategorier af værelser at vælge mellem. Du kan få dit eget værelse, hvis du rejser alene. Rejser du i en større gruppe, kan I få et værelse med plads til op til 6 personer. Det kan fx være ideelt til den store familie, som er på vej på ferie.

Skal du tidligt ud af fjerene, har du muligvis mest lyst til at springe morgenmaden over. Heldigvis kan du booke et værelse både med og uden morgenmad, så du undgår at betale for en service, som du ikke vil gøre brug af.

Dette lufthavnshotel ved Københavns Lufthavn får topkarakterer af tidligere gæster for beliggenhed. Alt i alt har gæsterne meget pænt at sige om Comfort Hotel Copenhagen Airport, så en overnatning her kan være en rigtig god start på dagen, hvis du har købt billet til en virkelig tidlig flyafgang.

Clarion Hotel Copenhagen Airport

Clarion Hotel Copenhagen Airport er et lufthavnshotel lige over for Københavns Lufthavn

Må og skal du bare bo så tæt på Københavns Lufthavn som overhovedet muligt, er Clarion Hotel Copenhagen Airport din redning. Det er et 4-stjernet lufthavnshotel lige over for Københavns Lufthavn. Er vejret dårligt, kan du gå fra hotellets lobby til terminal 3 gennem en overdækket gangvej, så du bliver hverken våd eller kold. Du skal heller ikke krydse den trafikerede vej, men kan få en rolig og stressfri start på din rejse.

Selv de mindste værelser på Clarion Hotel Copenhagen Airport er store, så her er god plads til al din bagage. På alle værelser er der aircondition, wi-fi, tv, minibar og alt, hvad hjertet ellers kan begære af moderne komfort. Hotellet har fitness-faciliteter, spa, bar og restaurant, så du kan forkæle dig selv, inden du skal ud at rejse. Værelserne er lydisoleret, så du kan få en god nats søvn og vågne veludhvilet op. Du kan booke et værelse med eller uden morgenmad alt efter, hvad der passer dig bedst.

Kort sagt tilbyder Clarion Hotel Copenhagen Airport dig en behagelig og bekvem overnatning, så du bare skal huske at stille dit vækkeur.

Copenhagen Go Hotel

Copenhagen Go Hotel er et billigt hotel tæt på Københavns Lufthavn

Rejser du på budget, eller vil du gerne have en billig overnatning på et hotel i nærheden af lufthavnen? Har du ene og alene brug for en seng for en enkelt nat, kan det give god mening at gå efter et billigt lufthavnshotel. Svaret på dine bønner kan fx være Copenhagen Go Hotel.

Det er ikke et lufthavnshotel som sådan, men Copenhagen Go Hotel ligger i overkommelig afstand fra Københavns Lufthavn. Med en placering 200 meter fra Tårnby Station er det nemt at hoppe på toget ud til Københavns Lufthavn, hvis du rejser let. Selve togrejsen fra Tårnby Station til Københavns Lufthavn tager kun 3 minutter, så den er overkommelig for de fleste.

Copenhagen Go Hotel har både små og store værelser. De største værelser har plads til 8 personer. Du må gerne tage din hund med, men det koster lidt ekstra. Morgenmaden bliver serveret allerede fra kl. 5. Vil du tjekke ud fra hotellet tidligere end det, skal du selvfølgelig ikke betale for morgenmad.

Best Western Plus Airport Hotel

Best Western Plus Airport Hotel er et lufthavnshotel i gå-afstand fra Københavns Lufthavn

I gå-afstand fra Københavns Lufthavn ligger Best Western Plus Airport Hotel. Her er værelser både til den enlige forretningsrejsende og til familien, der skal på ferie. Hunde er også velkomne på enkelte af værelserne mod et tillæg. Er du udfordret af et handicap, har Best Western Plus Airport Hotel også enkelte handicapvenlige værelser.

Værelserne er pæne, rene og moderne indrettet. Her er gratis wi-fi, tv, værdiskab, el-kedel og hvad du ellers vil forvente af et godt hotel. Har du brug for at få lidt gang i blodomløbet, kan du få pulsen op i fitness-afdelingen eller løbe en tur i den nærliggende Amager Strandpark. Om aftenen kan du slappe af med en drink i lobbyens hyggelige bar. Restauranten serverer både morgenmad, frokost og aftensmad, så du kan få stillet sulten. Skal du hurtigt af sted om morgenen, er du velkommen til at tage morgenmad med på farten.

Park Inn by Radisson Copenhagen

Park Inn by Radisson Copenhagen Airport ligger tæt på metroen ud til lufthavnen

Lidt længere væk fra Københavns Lufthavn ligger Park Inn by Radisson Copenhagen. Beliggenheden er ret ideel, da dette lufthavnshotel ligger lige ved siden af en metrostation. Hop på metroen, og du er i lufthavnen fem minutter senere.

Har du tid og lyst til at opleve lidt af København, når du alligevel er i byen, kan du også køre med metroen ind til centrum. Vil du hellere have lidt fred og ro, kan Amager Strandpark måske lokke med en gåtur langs vandet. Er vejret dårligt, kan du skifte gå- eller løbeturen ud med et besøg i hotellets fitnesscenter. Eller hop en tur i swimmingpoolen og slut af med sauna. Vil du bare slappe af oven på en anstrengende rejse, er der selvfølgelig tv og gratis wi-fi på alle værelser.

Du kan booke et værelse til en, to eller tre personer alt afhængig af, om du rejser alene eller sammen med andre. Morgenmad er inklusiv i prisen og bliver serveret fra kl. 5.30. Trænger du til en drink, kan du lægge vejen forbi hotellets bar – måske efter at have nydt en kulinarisk à la carte middag i restauranten, som er lidt ud over det sædvanlige.

Lufthavnshoteller i København til ethvert behov

Der er mange muligheder, hvis du har brug for en overnatning på et lufthavnshotel nær Københavns Lufthavn i Kastrup. En del hoteller har noget unikt at tilbyde som fx værelser til store grupper på helt op til 8 personer, en placering lige over for lufthavnen, værelser hvor hunde må medbringes, handicapvenlige værelser eller billige værelser.

Hvor du vælger at bo vil selvfølgelig afhænge af både dit behov og dit budget. For nogle vil et billigt lufthavnshotel eller sågar et billigt vandrehjem lidt væk fra Københavns Lufthavn være at foretrække, mens andre vil foretrække et lufthavnshotel så tæt på Københavns Lufthavn i Kastrup som overhovedet mulig.