Hunde er efterhånden velkomne hos rigtig mange hoteller, kroer, bed & breakfasts og andre overnatningsmuligheder. Hvis du kigger dig lidt omkring og bestiller i god tid, kan du altid komme af sted på et ophold sammen med din hund. Uanset om I tager på en ugelang ferie, hvor I for alvor kobler af, eller blot vil nyde et weekendophold, hvor I kan tage lidt på opdagelse i et hjørne af Danmark som fx Sydfyn, så er du og din hund ofte velkomne.
Husk blot på forhånd at aftale med opholdsstedet, at du gerne vil have din hund med. Mange steder har nemlig kun et begrænset antal værelser, hvor du kan bo sammen med din hund.
Om du foretrækker at bo på hotel, kro eller bed & breakfast er ofte et spørgsmål om temperament. Her har vi fundet fem hyggelige ophold på Sydfyn, hvor du er mere end velkommen til at tage din hund med. Det er steder, som har begejstret tidligere gæster. De fremhæver blandt andet den overdådige morgenmad, det smilende personale og deres imødekommenhed over for de firbenede gæster.
Hotel Ærø i Svendborg
Svendborg er et godt udgangspunkt, hvis du vil opleve alle Sydfyns smukke steder. Hotel Ærø ligger lige ned til færgehavnen. Herfra går færgerne dagligt til Ærø, Skarø, Drejø og Hjortø. Der er også mange velholdte veteranskibe, som lægger til kaj ved træskibsbroen i Svendborg. Flere af hotellets værelser har udsigt over havnen, så du kan fornemme den maritime stemning.
Fra hotellet er der blot 5 minutters gang til centrum af Svendborg, så du er også tæt på byens butikker og spisesteder.
Hotel Ærø er et ældre hotel fuld af charme. Bygningen er nyrenoveret med respekt for den historiske stil, som præger gadens og havnepladsens huse og bygninger. Den ældre stil går igen i indretningen af værelserne, som er hyggelige og sender tankerne i retning af de gode gamle dage. Atmosfæren er afslappet og personalet får mange stjerner og flotte ord med på vejen fra gæsterne. Ord som “søde”, “smilende” og “hjælpsomme” går igen i de mange positive anmeldelser af Hotel Ærø.
Morgenmad er inklusiv i alle overnatninger uanset, om du bestiller et standard dobbeltværelse eller en deluxe-suite. Restauranten serverer også en rigtig god middag om aftenen, hvor du kan spise dig mæt til en fornuftig pris. Hunde er velkomne på Hotel Ærø mod et beskedent ekstra tillæg, som dækker rengøring. Det er også muligt at få et værelse, hvor rygning er tilladt.
Hotel Faaborg Fjord
Faaborg er mindst lige så hyggelig og charmerende som Svendborg. Byen ligger naturskønt omkranset af Det Sydfynske Øhav og Svanninge Bakker. Bymidten er præget af små hyggelige gader med et stort udvalg af specialbutikker, gode spisesteder og historiske bygninger. Havneområdet summer af liv især om sommeren, hvor rigtig mange lystsejlere lægger vejen forbi. Er du en rigtig vandhund, kan du tage dig en frisk dukkert i det flotte havnebad hele året rundt.
Hotel Faaborg Fjord ligger som navnet siger lige ud til Faaborg Fjord. Hotellet kan endda prale af at have sin egen private strand, som om sommeren har egen anløbsbro og strandbar.
Til gengæld er der et par kilometer ind til Faaborg centrum, så der er lidt afstand til byens butikker og spisesteder. Men måske løber dine tænder også i vand, når du ser menukortet fra hotellets egen restaurant. Der er garanti for en gastronomisk oplevelse.
Du finder mange moderne faciliteter på Hotel Faaborg Fjord. Her er blandt andet motionsrum, sauna og aktivitetsrum med bordtennis, dart og billard. Hunden kan du lufte i hotellets egen skov.
Hotellet blev renoveret i 2014, så her får du et skønt hotelværelse med moderne indretning og en komfortabel seng. Der er en fantastisk morgenmad inkluderet i prisen for en overnatning. Din hund er mere end velkommen til at bo sammen med dig på Hotel Faaborg Fjord, hvis du blot giver hotellet besked på forhånd om, at du har en hund med.
Broholm Slot
Vil du nyde et ophold i historiske og romantiske omgivelser, hvor din hund også er velkommen, står Broholm Slot klar til at tage mod jer. Man fristes næsten til at sige, at selvfølgelig er hunde velkomne på Broholm Slot. Slottet har nemlig lagt navn til en sjælden dansk hunderace – broholmeren.
Broholm Slot tilbyder ophold til dig, der vil have en helt unik overnatning. Værelserne er individuelt indrettet med respekt for historien, så her kan du bo mellem fine antikke møbler fri for forstyrrende fjernsyn og telefoner. Her kan du få et lille pusterum fra hverdagens travlhed i fredfyldte omgivelser, mens du måske drømmer dig tilbage til en svunden tid. Du kan fx gå på opdagelse på slottet og forestille dig, hvordan grever og grevinder har levet og mærker historiens vingesus.
De flotte omgivelser bliver akkompagneret af en forrygende service, overdådig morgenmad og mulighed for en formidabel frokost eller middag på slottets egen restaurant.
Husk at give Broholm Slot besked på forhånd, hvis du tager din hund med. Derudover koster det et ekstra tillæg pr. døgn, når du tager din firbenede ven med. Katte er også velkomne.
Korinth Bed & Breakfast
Masser af hjemlige hygge i landlige omgivelser er nøgleordene hos Korinth Bed & Breakfast, hvor du kan snuppe en overnatning i selskab med din hund. Korinth er en lille by 10 km nordøst for Faaborg. Skoven ligger lige i baghaven. Den er stor, så her kan du og din hund trække masser af frisk luft i fred og ro. Tæt på ligger Arreskov Sø, som er Fyns største sø. Her er et rigt dyreliv med gode muligheder for at få et glimt af havørne, hejrer og dådyr.
Når du er mæt af naturoplevelser, kan du opleve moderne kunst i Galleri Korinth, som ligger sammen med Korinth Bed & Breakfast. Vil du ud og opleve, hvad Fyn ellers har at byde på, er det nemt at komme til fx Egeskov Slot og Svanninge Bakker.
Alle værelserne ligger på første sal, og der er fælles badeværelse. Til gengæld er der fri adgang til en hyggelig gårdhave, hvor du kan tænde op i grillen, når der er sol og sommer. Du kan også lave aftensmad i køkkenet, hvis du ikke har lyst til at spise ude. Der er fjernsyn og wifi på alle værelser. Atmosfæren er dejligt afslappet, og værterne deler gerne ud af deres viden om lokalområdet.
Ét er sikkert: Du rejser ikke sulten videre fra Korinth Bed & Breakfast. Værterne serverer en simpel, men virkelig lækker morgenmad med hjemmebagt brød, blødkogte æg, friskbrygget kaffe, god juice og pålæg som skinke, ost og marmelade. Hvis du har allergi og gør opmærksom på det, tilpasser de gerne morgenmaden, så du kan få en god start på dagen.
Strandhuset i Faaborg
Har ro og en fantastisk beliggenhed høj prioritet hos dig, vil du falde pladask for Strand Huset. Det er et hyggeligt lille hus lidt uden for Faaborg. Det ligger i absolut første række ned til vandet og har egen badebro. Her kan du slappe af til lyden af bølgernes stille klukken og fuglenes kvidren, mens skibene roligt glider forbi ude i horisonten.
Huset er indrettet med to soveværelser, hvor der i alt er plads til 4 personer. Her kan hele familien slappe af, og hunden er selvfølgelig også velkommen. I kan sidde ude i den lille gårdhave og nyde udsigten og den friske luft, eller I kan trække indenfor, hvor der er alle moderne bekvemmeligheder som fx fjernsyn, vaskemaskine, tørretumbler, fuldt udstyret køkken med blandt andet opvaskemaskine, køleskab og brødrister. Her mangler i sandhed ikke noget til en ferie, hvor afslapning er i højsædet.
Værterne giver gerne tips til, hvad I kan opleve i området. Der venter mange gode oplevelser inde i Faaborg, som er en hyggelig købstad med en historisk atmosfære, mange specialbutikker og gode spisesteder. Trænger I til lidt afveksling fra stranden, er der kort afstand til skoven, hvor du kan gå mange dejlige ture med din hund.