I de naturskønne omgivelser langs Gudenåen er der mange muligheder for at finde en hyggelig overnatning. Uanset om du føler dig bedst tilpas i hjemlige omgivelser på en b&b, har hang til nostalgi på en historisk kro eller elsker at lade dig forkæle på et hjertevarmt hotel, er der gode chancer for, at du kan finde et dejligt sted til en overnatning lige efter dit ønske.
Karensdal B & B
Omkranset af mark og eng ligger Karensdal B & B naturskønt i udkanten af Uldum. Det er en skøn bed & breakfast, hvor du kan bo i et dobbeltværelse med eget køkken og bad. Der er kælet for indretningen med friske blomster og vintagemøbler, som skaber en hjemlig stemning. Ved ankomst ligger nøglen i en nøgleboks, så du kan tjekke ind nærmest, når det passer dig. Er du på vandretur, er der kun et par kilometer fra Karensdal B & B til Uldum Kær, som er det største engområde langs Gudenåen. Fra Gudenåens udspring er der en smuk skiltet vandrerute på 20 km til Uldum Kær, og den sidste bid vej til Karensdal B & B går ad små grusveje.
Lyng Dal Hotel & Restaurant
De sødeste ejere byder dig velkommen, når du ankommer til Lyng Dal Hotel & Restaurant i Gl. Ry. Atmosfæren er enestående, og den imødekommende service får du til at føle, at du er tjekket ind på et eksklusivt luksushotel. Værelserne er ret basale, men til gengæld er morgenmaden fænomenal med lækre delikatesser, som bliver serveret ved bordet. Hotellet ligger i en hyggelig landsby med en købmand lige i nærheden, så du kan forsyne dig med snacks, hvis du skal ud at vandre. Lyngbakkerne udgør den maleriske baghave, og herfra snor en vandrerute sig ned mod en grusvej, som fører dig gennem en skovrig strækning langs Gudenåen i retning mod Ry.
Gl. Skovridergaard
I den sydlige udkant af Silkeborg har Gl. Skovridergaard byens smukkeste beliggenhed. Gudenåen løber dovent forbi 500 meter fra det stilfulde hotel, som ligger midt i en grøn park. Den historiske bygning er indrettet med spændende kunst og klassisk dansk møbeldesign i kombination med moderne detaljer, som skaber en behagelig og charmerende atmosfære. Morgenmaden er en overdådig buffet med friskbagt brød, frugt, ingefærshots, lune pandekager, æg, bacon og hvad du ellers kan ønske dig, når energidepoterne skal fyldes op til en god dag i naturen. Næsten lige uden for hotellet er der stier, som fører dig til Almind Sø, hvor de populære søbade inviterer til at dyppe kroppen i det rene badevand.
Svostrup Kro
En anelse nord for Silkeborg åbenbarer sig en oase, hvor gamle traditioner holdes i hævd. Stedet er Svostrup Kro, som blev kongeligt privilegeret kro i 1834. Det er en lille stemningsfuld tidslomme, hvor værelserne er indrettet i landlig stil med antikke møbler og almuefarver. Gamle malerier, amagerhylder, bornholmerure og andre finurlige detaljer tager dig med tilbage i tiden. Alle værelser har eget badeværelse, så du ikke skal gå på kompromis med komforten. Morgenmaden er sublim, og det smilende personale er søde og opmærksomme. Gudenåen løber forbi i baghaven, så du kan vandre på trækstien, som går hele vejen fra Silkeborg til Randers, hvor åen munder ud i en fjord.
Hotel Kongensbro Kro
Lige syd for Tange Sø slanger Gudenåen sig forbi Hotel Kongensbro Kro. Det er en familiedreven kro med en lang historie bag sig. Stedet slog dørene op for rejsende tilbage i 1663. Der er masser af charme og hygge i krostuen, mens de indbydende værelser er indrettet med komfortable møbler i et mere moderne design. Beliggenheden er helt i top. Kroen ligger lige ned til Gudenåen, hvor trækstien fører dig forbi mange skønne pletter. Du kan gå mod nord i retning af Bjerringbro og tage en afstikker ind til Høj Stene, hvor dronninger og konger blev begravet i jernalderen. Det er et af Nordeuropas største gravmonumenter fra den tid. Går du videre ad stien, åbner åen sig op i den aflange Tange Sø, som er Danmarks største kunstigt anlagte sø. Den slutter ved Tangeværket, som stadig producerer strøm den dag i dag.
Fladbro Kro
Hvor Gudenå løber sammen med Nørreå ligger Fladbro Kro. Det er en historisk landevejskro, som opnåede den fornemme status som kongeligt privilegeret kro i 1739. Du kan lade dig indkvartere på et stort værelse eller i en rummelig ferielejlighed med hems og eget køkken. Din hund er også velkommen her. Der er legeplads til de yngste, og restauranten serverer mad i verdensklasse. Fra kroen kan du gå direkte ud i skoven, eller du kan krydse landevejen og bevæge dig ind i dyrehaven, hvor det vrimler med dådyr. Fladbro er sidste stop, inden Gudenåen får vokseværk og breder sig som en svulmende flod forbi midtbyen i Randers.
Hotel Randers
Som rosinen i pølseenden møder Gudenåen den gamle købstad Randers. Det er en af Jyllands største byer, så her er mange muligheder for at få en hyggelig overnatning ved Gudenåen. Hotel Randers er et 4-stjernet hotel lige i hjertet af byen. Det er et virkelig smukt hotel i en flot gammel bygning. De lyse værelser er elegant indrettet med klassiske antikke møbler, og der er alverdens bekvemmeligheder på værelserne såsom minibar, elkedel, hårtørrer, værdiskab og fjernsyn. Der er mulighed for at tage hunden med mod et ekstra gebyr. Efter en god nats søvn kan du starte dagen med en lækker morgenbuffet, inden det er tid til at gå på opdagelse blandt de mange seværdigheder i Randers. En af de største attraktioner er Randers Regnskov, som ligger lige ved Gudenåens udløb i Randers Fjord. Er du her for at få en storslået naturoplevelse, byder rørskovene og engene langs vandet ud mod Kattegat på et rigt fugleliv med besøg af isfugle, rørhøge og et væld af sangfugle.