9 dejlige hoteller på Fyn med udsigt over vandet

Trænger du til at geare ned, kan et ophold ved vandet være balsam for sjælen. Lyden af blide bølgeskvulp beroliger sindet og giver et pusterum til det mylder af tanker, som kan trænge sig på i hverdagen.

9 dejlige hoteller på Fyn med udsigt over vandet

Hav og vand gør os godt på mange måder. Luften er renere ude ved vandet end ind i byen. Den monotone lyd af rullende bølger skaber en følelse af fred og harmoni. Vandet reflekterer solen, så alle de gavnlige effekter af det naturlige lys bliver mangedoblet. 

En lille ferie tæt på havet kan booste din mentale sundhed. Gå en tur langs vandet, mærk vinden i håret og luk øjnene for bare at lytte til bølgerne, som taktfast slår ind mod kysten. Giv dig god tid og mærk, hvordan dit sind stille og roligt føles lettere. Det er så lækker en fornemmelse.

Danmarks kystlinje er lang, så der er virkelig mange muligheder for at tage en overnatning eller to på et herligt hotel helt tæt på vandet. På Fyn vrimler det med hyggelige byer, hvor du kan skue ud over hav eller fjord og hvile dit øje på en fjern horisont. Købstæder som Middelfart, Faaborg, Svendborg og Nyborg kan charmere enhver feriegæst med hang til natur, kultur og historie, så her har jeg fundet 9 dejlige hoteller på Fyn med udsigt over vandet.

Fantastisk luksushotel ved Lillebælt

Bo i sus og dus på hotel ved vandet i Middelfart på Fyn

Lige under Den Gamle Lillebæltsbro ligger det 5-stjernede luksushotel Comwell Kongebrogaarden. Det er et hotel med en lang historie først som overfartssted for Kong Frederik den 2 og Christian den 4., siden som indkvartering for bådflygtninge under 1. verdenskrig og i 2018 kåret som Danmarks bedste luksushotel. Værelserne er store og hyggelige med en virkelig dejlig indretning holdt i varme farver, som skaber ro og tryghed. Du kan bestille et værelse med balkon og havudsigt, så du kan nyde den omgivende natur til fulde, selv når du trænger til at hvile dig. Comwell Kongebrogaarden er nemlig omkranset af hav og skov til alle sider. Hyggelige Middelfart ligger cirka en kilometer væk og kan nås via en sti langs vandet med den mest fantastiske udsigt over vandet og de to broer, som forbinder Fyn med Jylland. Vil du bare slappe af, kan du glæde dig over de fantastiske faciliteter og det servicemindede personale på et af Danmarks bedste luksushoteller.

Unikt hotel omgivet af hav og bakker på Sydfyn

Unikt hotel omgivet af hav og bakker på Sydfyn

Længere mod syd åbner Lillebælt sig op og byder på en smuk udsigt over vandet. På en naturskøn halvø mellem Lillebælt og Helnæs Bugt ligger det fornemme Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference omkranset af frodig grønt og bølgende blåt. Beliggenheden er enestående med den smukkeste udsigt – især hvis du bestiller et værelse med vandudsigt over bugten. Værelserne i den historiske hotelbygning med det karakteristiske tårn er alle indrettet lyst og harmonisk, så du vil mærke roen sænke sig i det øjeblik, du træder ind ad døren. I restauranten kan du sætte tænderne i lækre lokale råvarer dyrket og avlet på økologiske gårde og tilberedt med fokus på bæredygtig gastronomi. Men først skal du samle appetit i den enestående natur på Helnæs, hvor Bobakkerne nok skal få din puls op.

Hyggeligt hotel med perfekt beliggenhed ved vand og skov

Hotel Faaborg Fjord ligger lige ned til vandet på Sydfyn

Faaborg er en skøn perle af en by på Sydfyn. Charmerende gamle huse flankerer de smalle gader og hyggelige stræder, hvor mange fine specialbutikker og hyggelige spisesteder skaber liv og aktivitet. Er du historisk interesseret, er du simpelthen nødt til at lægge vejen forbi den gamle byport, som er en ud af blot to velbevarede byporte bygget i Danmark i middelalderen. Den anden ligger i Stege på Møn. Er det først og fremmest vandet, der har lokket dig til Faaborg, kan du glæde dig over det flotte havnebad og den populære marina kun 100 meter fra byens centrum. Hotel Faaborg Fjord byder dig velkommen med åbne arme. Det er de perfekte rammer for dig, der vil slappe af i både krop og sjæl. Du bor lige ud til vandet med skov i baghaven og mulighed for at besøge hotellets moderne wellness-faciliteter eller snuppe dig en frisk dukkert fra den private badebro.

Fredeligt hotel med storslået udsigt over vandet

Hotel Christiansminde i Svendborg har den mest fantastiske udsigt over vandet

Fra Svendborg sejler de små færger i fast rutefart ud til mange af øerne i Det Sydfynske Øhav. Det er et godt udgangspunkt for at tage på øhop enten med færge eller i kajak. I det hele taget er Svendborg et dejligt sted, hvis du er til aktiv ferie uanset, om du helst vil vandre, cykle, sejle, dykke eller fiske. Er du mere til shopping og café-besøg, vil du bestemt heller ikke blive skuffet. Svendborg er kåret som Danmarks hyggeligste handelsby. Vandet, havnen og det aktive byliv skaber tilsammen en helt unik stemning, som bestemt er et besøg værd. På Hotel Christiansminde har du mulighed for at bestille et værelse med havudsigt, så du kan nyde den smukke beliggenhed i fulde drag. Hotellet ligger lige ned til Svendborgsund, så der er udsigt til vandet fra restauranten og terrassen. Omkranset af høje træer og vand vil du føle, at du bor midt ude i naturen, men i virkeligheden er du kun et stenkast fra byen. 

Gammelt badehotel i hyggelig landsby på Tåsinge

Hotel Troense er et gammelt badehotel lige ned til vandet

Egentlig ligger Hotel Troense på Tåsinge, så det er strengt taget ikke et fynsk hotel, men mon ikke den idylliske beliggenhed kan få dig til at genoverveje dine planer? Udsigten over vandet fejler i hvert fald ikke noget. Tjekker du ind på Hotel Troense, kommer du til at bo på et gammelt badehotel med lystbådehavnen som nærmeste nabo. Der er utrolig smukt med vandudsigt, masser af grønt og fine bindingsværkshuse, hvoraf mange er fredede. Du kan gå en flot tur til Valdemars Slot, som ligger kun en kilometer væk. Hunde er velkomne og hundevenlige værelser har direkte adgang til grønne områder, så det er nemt at komme ud i den friske luft.

Arkitekttegnet hotel ved en af Fyns bedste strande i Nyborg

Hotel Hesselet i Nyborg har udsigt over vandet fra mange af værelserne

Omkranset af bøgeskov ligger det 4-stjernede Hotel Hesselet lige ned til Storebælt. Beliggenheden er helt perfekt, hvis du søger et åndehul med en stilfuld og eksklusiv atmosfære. Vandet slår stille ind mod den børnevenlige strand. Flere badebroer strækker sig ud i bæltet, så du kan hoppe i bølgerne både sommer og vinter, hvis du trænger til en frisk dukkert, som kan få blodet til at rulle i årerne. Stranden strækker sig langs med Storebælt mod både nord og syd, så du kan gå lange ture langs vandet og mærke vinden i håret. Viser vejret tænder, kan du bade i hotellets indendørs swimmingpool eller blive gennemvarm i saunaen, inden du nyder en drink i den klassiske bar. Mange af de store værelser har udsigt over vandet og balkon, så du kan nyde synet af solen, der stiger op over Storebælt om morgenen.

Familiedrevet hotel i hjertet af Kerteminde

Tornøes Hotel har den mest fantastiske beliggenhed ved vandet i Kerteminde

Mellem bugt og fjord hviler Kerteminde. Vandet spiller en central rolle i byens liv. I sommermånederne summer det af aktivitet i den store lystbådehavn, som takket være de fine faciliteter til sejlerne ofte bliver omtalt som en af Danmarks bedste marinaer. Herfra er der kort afstand til byens centrum med butikker, spisesteder, koldkrigsbunker og museer. Ud mod fjorden kan du gå en tur på Lillestranden, hvor du kan opleve resterne af byens oprindelige fiskermiljø. Den gamle havn i Kerteminde var byens livsnerve i flere århundreder, og fiskekuttere lægger stadig til kaj for at losse deres fangst af friske fisk. Lige overfor ligger Tornøes Hotel med en smuk udsigt til den historiske havn og kort afstand til alt det bedste, som Kerteminde kan byde på. Du vil føle dig velkommen i samme øjeblik, du træder ind i receptionen hos det familiedrevne hotel. Atmosfæren er hyggelig, alt er velholdt, indretningen er den gode gammeldags hotelstil, morgenmaden er fantastisk, og personalet byder dig indenfor med et smil.

Klassisk kro i Munkebo med udsigt over vandet

Klassisk kro i Munkebo på Fyn med udsigt over vandet

Munkebo fik vokseværk, da A.P. Møller-Mærsk i 1957 anlagde Lindø-værftet. I de følgende år var Munkebo en stor byggeplads, for der skulle også bygges boliger til den store flok af værftsarbejdere. Derfor blev mange af de gamle gårde revet ned for at skabe plads. Heldigvis kan man stadig finde lidt af den gamle landsbyidyl nede ved fjorden, hvor Munkebo Kro & Hotel har haft hjemme siden 1826. Det er en klassisk kro med bindingsværk og stråtækt tag. I sin tid lå kroen centralt i forhold til trafikken til Kerteminde. Det gør den som sådan stadig med kort afstand til den maritime stemning i Kerteminde, det pulserende byliv i Odense og den maleriske natur på Fyns Hoved. Kroen har sjæl og charme og ligger i fredelige omgivelser med en dejlig udsigt over vandet, som du kan nyde fra restauranten. Efter en lang dag med mange oplevelser kan du trække dig tilbage til dit værelse, som er indrettet i klassisk stil med et strejf af luksus.

Bo lige midt på den gamle havn i Bogense

På bo havnen i Bogense på Fyn lige ved vandet

Sidste stop rundt langs Fyns vandkant er den nordfynske by Bogense. Det er endnu en gammel fynsk købstad med en stor og velrenommeret lystbådehavn, et moderne havnebad og en dejlig sandstrand med lavt vand. Vil du have nem adgang til alle herlighederne, kan du bo på Lunds Hotel, som ligger helt centralt i Bogenses gamle havn. Bølgerne klukker stille på begge sider af det lille hotel, som også kalder sig selv for Danmarks mindste badehotel. Hyggeligt er her i hvert fald, og du kan ikke undgå at fornemme den maritime stemning. Det flotte træskib Castor lægger til kaj lige uden for døren, når det ikke sejler forventningsfulde passagerer på tur til Æbleø, Endelave eller Samsø. Kan du ikke få nok af vand, kan du glæde dig over, at alle 6 værelser på Lunds Hotel har udsigt over vandet i havet eller havnen. Samtidig er der kort afstand til bymidten, så du kan nemt komme rundt til fods for at se nærmere på hyggelige Bogense.