7 billige overnatninger på Sydfyn

Der er adskillige muligheder for at få en dejlig nattesøvn på en billig overnatning, hvis du vil opleve Sydfyns smukke natur og hyggelige købstæder. Uanset om du rejser på budget eller blot har brug for en behagelig seng at sove i, inden du skal videre på din rejse næste dag, kan du bo godt til en fornuftig pris på egnens skønne bed & breakfasts, vandrerhjem og pensionater.

7 billige overnatninger på Sydfyn

Der er så meget at opleve på Sydfyn, at en enkelt dag ikke er nok, hvis det er dit første besøg i dette hjørne af Danmark. Svanninge Bakker, det sydfynske øhav, hyggelige havnebyer, velbevarede slotte og herregårde, historiske steder og meget mere får tiden til at flyve af sted, så det lige pludselig er sengetid. 

Vil du nyde godt af oprigtig gæstfrihed og samtidig bo i de mest charmerende omgivelser, ligger der mange velrenommerede bed & breakfasts og andre billige muligheder for en overnatning på Sydfyn, hvor værten vil byde dig hjerteligt velkommen. Måske er du endda heldig at få nogle personlige tips til spændende steder i området af din vært, som kender egnen som sin egen bukselomme.

Belvedere B&B i Svendborg

Belvedere B&B i Svendborg tilbyder en billig overnatning på Sydfyn

I et roligt villakvarter en lille kilometer uden for Svendborgs bymidte ligger hyggelige Belvedere B&B, hvor den hjælpsomme vært står klar med tips til gode oplevelser i og omkring den stemningsfulde sydfynske havneby. Her kan du sove komfortabelt i dejlige senge og vågne op til en flot morgenmad, som er et tilkøb. Der er fine fællesfaciliteter både inde og ude. Den lukkede have er skøn at opholde sig i på en lun solskinsdag. Trænger du til at strække benene, er der få minutters gang til en lille skov. Du kan også nyde den fantastiske udsigt over Svendborg fra den nærliggende Galgebakke, hvis historie du kan dykke ned i på Svendborg Museum.

Danninghus i Vindeby

Danninghus i Vindeby ligger på Tåsinge lige syd for Svendborg

Postnummeret siger Svendborg, men lokationen er Tåsinge lige på den anden side af sundet. Lige uden for byen kan du bo godt og billigt hos Danninghus – især hvis du ikke har noget imod at dele badeværelse med andre gæster. Overnatningsstedet har hjemme i en ældre æbleplantage, som emmer af hygge og historie. Bygningen er af ældre dato, men alt er pænt og rent. Værelserne er rummelige med gode senge. Der er adgang til fælleskøkken og en overdækket pool, som er sæsonåben. Du kan slå dig ned i haven, som er en skøn oase med borde og bænke rundt omkring. Stemningen er dejlig uformel, og de fritgående høns leverer friske æg til morgenmaden, som du kan tilkøbe.

Hartel House i Ollerup

Hartel House i Ollerup tilbyder en billig overnatning på Sydfyn

Bor du hos Hartel House i landsbyen Ollerup mellem Svendborg og Faaborg, har du et godt udgangspunkt for at udforske Sydfyn. Her er indkøbsmuligheder og kun 1½ km til Øhavsstien, som fører dig gennem egnens smukke kulturlandskab. Du kan indkvartere dig i en studiolejlighed med eget tekøkken og bad, eller du kan vælge et dobbeltværelse med fælles bad som det billigere alternativ. Uanset hvad vil du bo godt og bekvemt i flotte omgivelser med dejlige senge, gode dyner og mulighed for en gratis kop kaffe. Alt er velholdt og rent på dette overnatningssted, som er fyldt med sjæl og varme, så du vil føle dig hjemme i det øjeblik, du træder ind ad døren.

Solbjerggaard i Millinge

Solbjerggaard i Millinge på Sydfyn

Vil du have lidt mere plads til en fornuftig pris, kan en overnatning i en af Solbjerggaards studiolejligheder være en overvejelse værd. Den charmerende stråtækte gård tilbyder store værelser på omkring 34 kvadratmeter med eget bad, toilet og et lille tekøkken. Indretningen kombinerer nyt og gammelt på kreativ vis, og den afslappede atmosfære indbyder til at sætte sig ud i haven med en god kop kaffe. Beliggenheden er perfekt,  hvis du vil rundt til en række af Sydfyns attraktioner som fx Svanninge Bakker, Faaborg eller de sydfynske øer.

Korinth Kro Hostel i Korinth

Korinth Kro Hostel er et vandrehjem i Korinth på Sydfyn

Den gamle landevejskro i Korinth har fået nyt liv som et moderne vandrerhjem med enkelt indrettede værelser, hvor du kan nyde en god nats søvn til en fair pris. Skal hele familien til Sydfyn sammen, kan I sove far, mor og børn på et stort familieværelse med eget bad. De øvrige værelser på Korinth Kro Hostel deles om flere badeværelser, som er pæne, rene og moderne. Der er adgang til et hyggeligt fællesrum og et tekøkken, så du kan koge vand eller riste morgenbrød. Der er mulighed for at tage hunden med, og den vil elske at gå på opdagelse i den smukke natur, som omkranser Korinth.

Palævilla i Stenstrup

Palævilla i Stenstrup tilbyder en billig overnatning på Sydfyn

I landlige omgivelser lige i udkanten af stationsbyen Stenstrup ligger den smukke palævilla, hvor værterne har åbnet deres hjem for overnattende gæster. Det er en stille og rolig bed & breakfast tæt på togstationen, så det er nemt at tage toget direkte til Svendborg eller Odense. Det velbevarede Egeskov Slot ligger også tæt på. Værelserne i palævillaen er godt indrettet, så du kan føle dig hjemme. To værelser deles om et badeværelse. I tekøkkenet er der køleskab, så du kan køle drikkevarer eller tage lidt mad med på dit ophold. Du er også velkommen til at slå dig ned i det fine orangeri eller den frodige have for rigtig at suge stedets stemning til dig.

Aasesminde i Faaborg

Aaseminde i Faaborg er en billig overnatning på Sydfyn

Ned ad en blind vej ligger Aasesminde, som er et lille paradis af en bed & breakfast med hjemlig stemning og søde værter, som hellere end gerne deler ud af deres viden om lokalområdets mange seværdigheder. Værelserne er små, men pæne. Gæsterne deles om et stort og rent badeværelse, hvor der er toilet, bruser og gulvvarme. Der er adgang til køkkenfaciliteter med mikroovn, køleskab og elkedel. Du kan tilkøbe en solid og velsmagende morgenmad, som står klar, når du efter en fredfyldt overnatning skal tanke energi til at begive dig videre ud i det sydfynske land.