20 anderledes weekendophold i det danske land

22 anderledes weekendophold i det danske land

Der er ikke langt fra den ene ende af Danmark til den anden, men alligevel veksler landskabet fra rå klipper over bølgende bakker til fine sandstrande.

Der er ikke langt fra den ene ende af Danmark til den anden, men alligevel veksler landskabet fra rå klipper over bølgende bakker til fine sandstrande.

Lad dig ikke narre af størrelsen. Trods vort lille lands beskedne format på verdenskortet kan du inden for landets grænser opleve en utrolig variation af naturskønne områder. Det gør Danmark perfekt til et anderledes weekendophold tæt på naturen, for de gode oplevelser venter næsten lige uden for døren.

Uanset om du foretrækker de vilde klippeformationer på Bornholm, de skovklædte bakker i Midtjylland eller de brede sandstrande langs Vestkysten, kan du på kort tid stå midt i den smukkeste natur og glæde dig til et afslappende weekendophold.

Tag med på opdagelse blandt de mange muligheder, hvor du kan kombinere en fredfyldt stund i naturen med en god overnatning, så du kan få et velfortjent pusterum fra hverdagen.

Under Canvas Bornholm

Under Canvas Bornholm tilbyder en unik overnatning i naturskønne omgivelser

Midt inde på Bornholm kan du lytte til fuglenes kvidren i naturskønne omgivelser hos Under Canvas Bornholm. De store luksustelte er et dejligt alternativ til et hotel, når du vil bo tæt på skov i sommersæsonen. Teltene ligger faktisk lige mellem Ølene Fuglereservat og Bisonskoven, så du kan opleve både små og store dyr i løbet af en weekend. Komforten er i top med gode senge og moderne faciliteter som gasgrill, køleskab og elkedel. Fjernsynet er erstattet af den smukkeste udsigt over marker og skov. Toilet og bad deler du med andre gæster.

Fjælstavn Bornholm

Du kan bo på en båd hvis du vil prøve en anderledes overnatning på Bornholm

På vestsiden af Bornholm ligger det gamle fiskerleje Hasle med marina, havnebad og røgeri. Den unikke stemning får fuld skrue med et weekendophold på Fjælstavn, som er en charmerende fiskekutter fra 1954. Fra dækket kan du nyde udsigten til Østersøen, mens du slapper af i hængekøjen og følger med i livet på havnen. Båden er indrettet med sovepladser til 2 personer. Der er et lille køkken med vand, elkedel og det originale gasblus, så det er muligt at lave kaffe eller varme lidt mad.

The Light House på Møn

Fyrtårnet ved Møns Klint er en anderledes overnatning i Danmarks smukke natur

Fra fyrtårnet på østsiden af Møn kan du se ud over havet mod den endeløse horisont. Beliggenheden er unik med kort afstand til Møns Klint. Fyrtårnet er stadig aktivt og guider sejlende på rette kurs. Huset er indrettet lyst og indbydende med inspiration fra naturens egne farver. Her er god plads til den børnerige familie, og hunde er også velkomne. Foruden 3 soveværelser er der en stue og et stort køkken. Havemøblerne og udendørs grill skaber gode rammer for at nyde sommerlivet, og prikken over i’et er saunaen med havudsigt. Det er de perfekte rammer til et vellykket weekendophold tæt på naturen.

Treehouse B&B på Falster

Treehouse B&B er et godt sted til et anderledes weekendophold på Falster

En overnatning i en rustik trætophytte i 4-5 meters højde er et sjovt lille eventyr, når du sukker efter et anderledes weekendophold. Det er netop, hvad Treehouse B&B på Falster tilbyder. Her kan du falde i søvn i en stor seng med kig til stjernerne gennem loftsvinduet. Næste morgen vågner du op til fuglekvidder. Har du tilkøbt morgenmad, kan du snart mæske dig i hjemmebagte pandekager med hjemmelavet syltetøj og nylavet kaffe leveret til hytten. Der er fælles terrasse oppe i træet, så du kan hygge og nyde udsigten. Der er kort vej til stranden, hvor du kan tage en dukkert.

Kirkely Bed and Breakfast på Lolland

KirkeLy Bed and Breakfast ligger i smuk natur på Lolland

Den landlige idyl hos Kirkely Bed and Breakfast byder dig velkommen til et skønt weekendophold, hvor du kan hilse på geder, høns og katte. Stedet ligger perfekt til en overnatning på en cykelferie, hvor du udforsker de mange små kroge af Lolland. Den søde værtinde byder dig velkommen med smil og forkæler dig med en fantastisk morgenmad. Der er 3 værelser, fælles bad og et fælles køkken med alt, hvad du skal bruge til at lave lidt mad, hvis du ikke vil spise ude om aftenen. Skinner solen, kan du slå dig ned på tagterrassen med udsigt til marker. Alt er indrettet med sans for detaljerne, så du kan nyde et ukompliceret ophold.

Dambækgaard på Stevns

Dambækgaard tilbyder et anderledes weekendophold på Stevns

En rigtig bondegårdsferie hos Dambækgaard på Stevns er et anderledes weekendophold, som vil falde i god jord hos mange børn. Her kan alle komme ned i gear, mens værterne kræser om gæsterne med god økologisk mad lavet helt fra bunden af. Er familiens yngste med på ferie, vil de møde nye legekammerater og stifte bekendtskab med hunde, grise, geder, høns og ænder. I kan hjælpe med at fodre dyrene eller slappe af under havens skyggefulde træer. Stalden er ombygget til værelser med eget bad og toilet. Indretningen er rustik med fokus på bæredygtige materialer og genbrug, som tilføjer personlighed og charme.

Hytte med hot tub ved Holbæk Fjord

Slap af på et anderledes weekendophold i en hytte med hot tub og udsigt

Du kan næppe bo tættere på vandet end i denne hytte med vildmarksbad. Alt ånder fred og ro her ved bredden af Holbæk Fjord, hvor du kan slå dig ned i havemøblerne, lukke øjnene og lytte til det skvulpende vand. Dit ophold bliver fuldendt, når du sænker dig ned i den udendørs hot tub og mærker den velgørende varme brede sig i din krop. Når sulten melder sig, kan du spadsere en kort tur hen til den nærliggende kro, som er kendt for sin gode mad. Du kan naturligvis også selv trylle i hyttens tekøkken, som er udstyret med alt det nødvendige til en vellykket weekend.

Tiny house ved Isefjord

Tiny house er en anderledes overnatning ved Isefjord på Sjælland

Midt i den skønne natur ved Isefjord venter det hyggeligste tiny house bare på dig. Indretningen er præget af en fin fornemmelse for detaljer, som fuldender indtrykket. Pladsen i den lille hytte er godt udnyttet og udstyret med et lille køleskab, så du kan holde drikkevarer og mad kølige. Om morgenen synger fuglene solen op, mens du vågner blidt til synet af grønne marker og kig til vandet. Har du tilkøbt morgenmad, står der en kurv uden for døren med nybagte boller og alt, hvad du ellers kan ønske dig til en god start på dagen. Du er velkommen til at låne en kajak eller samle brænde i haven, så du kan tænde bål.

Bjælkehytte på Nordsjælland

Naturhytten er perfekt til en anderledes overnatning tæt på København

På den skønneste plet nord for København finder du det perfekte sted til en romantisk getaway. Design og indretning i den lille bjælkehytte er gennemført ned til mindste detalje med en god seng, bløde skind, nostalgisk brændeovn og hyggelige stearinlys. Om aftenen kan du lytte til musik på pladespilleren eller nyde den velgørende varme i saunaen. Den gæstfrie vært serverer en overdådig morgenmad, som du kan nyde ude på terrassen eller inde i hytten med udsigt til en smuk have og heste på folden.

Hytte tæt på strand

I Gilleleje kan du bo i hytte på et romantisk weekendophold i naturen

Nyd det bedste fra alle verdener med et uforstyrret ophold i den fineste hytte hos Gilleleje Badehotel. Det er stedet for dig, der ønsker lidt mere privatliv eller en anelse ekstra luksus på et weekendophold med udsigt til en lille sø, kort afstand til stranden og smuk udsigt over Kattegat. Hytten er indrettet med en dejlig seng fra Hästens, mini-køleskab, fjernsyn og et badeværelse med brusebad og hårtørrer. Efter en tur i bølgerne kan du få varmen igen i hotellets sauna eller dampbad. Morgenmaden bliver serveret i restauranten, hvor den åbne pejs i samspil med de lyse vægpaneler og udskårne træstole skaber en herlig nostalgisk stemning.

Cirkusvognen på Ærø

Anderledes overnatning i cirkusvogn midt i naturen på Ærø

I et skovbryn en anelse uden for Marstal står en gammel cirkusvogn, som er istandsat efter alle kunstens regler. Allerede ved første blik fremstår vognen som noget helt særligt med den kunstneriske udsmykning. Når du træder ind ad døren, står du i en hyggelig lille stue, hvor der virkelig er kræset om indretningen. Også soverum, bad og tekøkken stråler af personlighed. Køkkenet er udstyret med en god kaffemaskine, køleskab, kogeplader og ovn, så du kommer ikke til at mangle noget. Her er lagt op til et anderledes weekendophold i eventyrlige omgivelser, hvor stilheden kun bliver brudt af naturens lyde.

Hesselgaard Glamping på Fyn

Hesselgaard Glamping på Fyn tilbyder en anderledes overnatning i skøn natur

Halvøen Hindsholm på Fyn byder på et lille paradis til dig, der drømmer om en anderledes overnatning i telt uden at gå på kompromis med komforten. De lækre luksustelte hos Hesselgaard Glamping har plads til den store børnefamilie og er placeret i smukke omgivelser tæt på en naturlig strand, så der er lagt op til en tur i vandet. Der er redt op i gode senge, og du kan se frem til et varmt udendørs brusebad, når solen skinner. Vandet bliver nemlig varmet op af solceller. Svigter vejret, kan du tage et bad i stuehuset. Der er adgang til et tekøkken med fælles køleskab og fryser. Du kan grille, hvis du selv husker at tage kul med, eller du kan hygge ved det fælles bålsted med gratis træ. Har du børnene med på ferie, kan de hilse på kaniner, katte, hunde og heste.

Trætophytte på Fyn

Nyd et anderledes weekendophold i en luksus trætophytte på Fyn

Riv et par dage ud af kalenderen og glem alt om hverdagen, når du stiger op mellem træernes kroner hos Treehouse Escape. Det 200 år gamle bøgetræ lægger stamme til en charmerende trætophytte skjult mellem bladene. Den unikke hytte er ikke stor, men det er godt håndværk, og der er kælet for alle detaljer. Udsigten kan du suge til dig fra både det ene og det andet vindue eller fra den lille terrasse med stole, bord og hyggelig belysning. Trænger du til et bad, kan du skylle dig under den udendørs bruser. Sengene er gode, maden smager himmelsk, og du vil blive forkælet med snacks i rigelige mængder.

Glamping på Samsø

Et anderledes weekendophold i et luksustelt venter dig på Samsø

Ud af en grusvej med kurs mod kysten ligger et retreat med en stille og rolig atmosfære. Her hos Mellem-rummet kan du nyde en fredfyldt pause, hvor du sover i telt tæt på Samsøs smukke natur. Hvert telt er indrettet med senge til 2 personer og siddepladser inde såvel som ude. Der er grill og et tekøkken med køleskab. Bad og toilet deler du med de øvrige gæster. Måske savner du lidt komfort, hvis du er vant til at bo på hotel, men det bliver til fulde opvejet af de idylliske omgivelser, hvor du virkelig kan slappe af og klare hovedet.

Krusmølle Glamping i Sønderjylland

Krusmølle Glamping inviterer på anderledes weekendophold i Sønderjylland

Vil du forkæle dig selv med en unik og anderledes overnatning i smuk natur, bliver det ikke meget bedre end Krusmølle Glamping i Sønderjylland. Du kan indkvartere dig i en vogn, som er smukt indrettet med senge, møbler og hylder bygget på mål, så pladsen er udnyttet kreativt. Store vinduer er sat ind i væggene, så du kan se ud på søen og de grønne omgivelser. Nogle vogne er indrettet med eget badeværelse, mens andre har fælles bad og toilet. Det er et spørgsmål om, hvor meget luksus du ønsker på din getaway. Hver vogn er udstyret med et lille tekøkken, kogeplade og elkedel, så du kan koge vand eller lave lidt mad. Du kan booke et ophold med eller uden morgenmad – eller bytte den ud med brunch i caféen, hvis du vil sove længe.

Molsgaarden på Djursland

Molsgaarden på Djursland tilbyder anderledes weekendophold på b&b eller i luksustelt

I gåafstand fra Mols Bjerge ligger Molsgaarden, som har en fortid som kro.  Nu er stedet forvandlet til en fantastisk bed & breakfast, hvor du også har mulighed for at bo i et glampingtelt i sommermånederne. Uanset om du bor i telt eller på værelse, kan du glæde dig til flotte faciliteter, hyggelig indretning og en skøn beliggenhed, hvor du kan opleve det ægte Mols. Vil du udforske lokalområdet, kan du leje cykler, eller du kan snøre vandreskoene og sætte kursen mod Trehøje, hvorfra der er en fantastisk udsigt over nationalparken og vand til både den ene og den anden side.

Sol-flora i Tjele

Anderledes overnatning i Jylland med vildmarksbad ude i naturen

Kom ned i gear på et weekendophold med vildmarksbad, bål og romantisk stemning. Mellem Viborg og Randers finder du Sol-flora. Det er en renoveret skurvogn, som står på toppen af en bakke med udsigt mod vest, så du kan sidde på terrassen eller i badet og se solen farve himlen gylden, mens den synker ned under horisonten. Vognen er indrettet med en dobbeltseng og et lille tekøkken med køleskab, kogeplader og elkedel. Efter en uforstyrret nattesøvn kan du vågne til en lækker morgenmad med friskbagte boller, knækbrød, ost, pølse, marmelade og frisklagte æg, som du selv kan tilberede over bålet.

Rikke og Franks Svineri i Vestjylland

Rikke og Franks Svineri er fantastisk til et anderledes weekendophold i Vestjyllands natur

Et par kilometer fra det buldrende Vesterhav venter en fantastisk overnatning hos Rikke og Franks Svineri. Værterne har indrettet fem lyse ferielejligheder i den gamle stald, der er renoveret med respekt for den oprindelige bygning, så stilen er rustik og luftig med synlige bjælker, højt til loftet og kreativ genbrug af det gamle inventar. Der er direkte udgang til terrassen, og lyset vælder ind ad de store vinduer, der vender mod sydvest. På gården er der masser af dyr – høns, kyllinger, gæs, grise, får, køer, heste, hunde og katte – som trives i den friske luft.

Limfjordshytte på Salling

Hytterne ved Limfjorden er perfekte til et anderledes weekendophold med natur og ro

Få skridt fra Limfjorden og Sundsøre Strand ligger en stribe feriehytter med den flotteste udsigt over vandet. Indretningen af hytterne er enkel men fin med seng, et lille bord og et par stole. Et ekstra plus er det hyggelige orangeri, der er indrettet som køkken og opholdsrum. Der er fælles badeværelse, men du kan jo også tage en morgendukkert i fjorden. Overnatter du i sommersæsonen, kan du købe en frokostplatte, men ellers skal du selv medbringe mad. Vil du spise godt om aftenen, kan du tage færgen over til den anden side af fjorden, hvor en populær kro serverer lækker mad.

Containerhus i Harboøre

Containerhus i Harboøre er en moderne og anderledes overnatning

I vestjyske Harboøre har kreativiteten fået frit spil. Mellem træer og buske er containere bygget om til små huse, som er indrettet overraskende hyggeligt med en dobbeltseng og et hjørne med spisebord. Sengene er redt, og friske håndklæder ligger klar til dig. Nogle af containerhusene er 2 etager høje med en fantastisk udsigt over landskabet. Når mørket sænker sig, kan du ligge i sengen og se på stjernehimlen. Containerne er en del af et originalt kultursted, hvor mennesker mødes til god musik. Morgenmad indgår ikke i konceptet, men du har adgang til et stort køkken. Også bad og toilet er fælles med andre gæster.

Havkraft Kulturhotel i Thy

Havkraft Kulturhotel i Thy er et dejligt sted til et anderledes weekendophold

I Thy er et gammelt sygehus transformeret til Hawkraft Kulturhotel, som er en bemærkelsesværdig blanding af spillested, café og refugium. Ambitionen er at skabe et anderledes mødested for lokale og besøgende, og at dømme ud fra de mange rosende ord fra gæsterne er det lykkedes til fulde. Det er et hotel med indbydende indretning, grønne planter, kunst på væggene og en vidunderlig atmosfære. Værelserne er vidt forskellige, og der er dejlige fællesarealer, hvor du kan socialisere og hygge. Hunde er velkomne efter aftale, og de vil elske den store have.

Mosehuset i Nordjylland

Mosehuset er den ideelle ramme til et anderledes weekendophold i Nordjylland

I et naturskønt hjørne af Nordjylland gemmer Mosehuset sig bag en væg af grønne træer. Kun 5 km fra Vesterhavets brede sandstrand kan du tage en pause fra hverdagen med en overnatning i et charmerende og velholdt træhus. Hvert værelse er individuelt og hyggeligt indrettet med gode senge, komfortable møbler og lidt kunst på væggene. Der er fjernsyn på værelserne og mulighed for at sidde udenfor, når vejret viser sig fra sin bedste side. Fællesarealerne inkluderer en opholdsstue, badeværelse og køkken. Lokalområdet byder på fine vandremuligheder nærmest lige uden for døren.