Tænker du Sunny Beach, når talen falder på en billig all inclusive ferie i Bulgarien? Druk og vilde fester natten lang? Bulgarien er meget mere end det. Landet har 354 km kystlinje ved Sortehavet, hvor den ene badeby efter den anden vil konkurrere om din opmærksomhed, hvis du overvejer en billig all inclusive ferie i Bulgarien.
Badebyerne langs Sortehavet er stedet at tage på ferie, hvis du gerne vil slappe af på stranden, dase ved poolen, nyde solen, plaske i vandet eller have det sjovt i vandland. Går du uden om det vilde natteliv i centrum af Sunny Beach, er Bulgarien faktisk garant for en god familieferie med sol, strand og varmt badevand.
Mange af Bulgariens strande udmærker sig ved at være brede, børnevenlige og bemandet med livreddere. Ikke nok med at strandene er fantastiske. Priserne er også banket helt i bund, for Bulgarien hører til blandt de billigste ferielande i Europa.
Er budgettet slunken, kan du alligevel få en god ferie i Bulgarien. Du kan nemlig sagtens komme på en billig all inclusive ferie i Bulgarien for under DKK 3000,- per person. Det er inklusiv fly, hotel og alle måltider morgen, middag og aften samt snacks, is og drikkevarer.
De billigste rejser finder du i starten af sommeren fx i uge 26, hvor du udover at spare penge også vil opleve, at der er bedre plads på stranden. Booker du din ferie tidligt, kan du endda være heldig at få early bird rabat.
Vil du gerne undgå det vilde natteliv, skal du gå uden om hoteller med en central placering på Sunny Beach. Du kan i stedet bo i den nordlige ende af Sunny Beach, hvor du kan finde familievenlige hoteller som fx Hotel Flora Park.
Tager du på ferie for også at opleve Bulgariens kultur, kan du med fordel overveje nogle af de mange andre badebyer langs Sortehavet, for Sunny Beach kan nemt komme til at føles som lidt af en turistfælde, hvis en rendyrket strandferie ikke lige er dig. Varna, Burgas, Nessebar og Sozopol er gode alternativer, hvis din all inclusive ferie i Bulgarien gerne må byde på lidt mere end fest, farver og glade dage på stranden.
Oplev den bulgarske kultur i Varna
Varna er en malerisk by, som kan spore sin historie helt tilbage til år 4600 f. Kr. Her finder du flotte sandstrande, historiske seværdigheder, adskillige museer, smuk natur, gode restauranter og et rigt butiksliv.
Måske har du set charmerende Varna beskrevet som Bulgariens sommerhovedstad. Det er den største by langs kysten ved Sortehavet og Bulgariens tredje største by med lige omkring 350.000 indbyggere.
Du finder masser af spændende attraktioner i Varna. Et absolut must at besøge er marineparken, som strækker sig flere kilometre langs kysten. Her mødes de lokale til picnics, boldspil, spadsereture og koncerter, hvis de da ikke tager i zoo, akvariet eller delfinariet. Parken summer af liv om sommeren, så her er altid noget at opleve.
Lige syd for parken ligger ruinerne af de romerske bade, som blev bygget i det 2. århundrede. Det er et stort og velbevaret kompleks – faktisk den største romerske ruin i Bulgarien, som vidner om, at landet i flere hundrede år blev regeret af først romerne og siden osmannerne.
Det vrimler med smukke bygninger i Varna. Den ortodokse domkirke med forgyldte kupler tager prisen som den skønneste. Læg også vejen forbi havnen, som er aktiv året rundt. Her mærker man, at søfarten spiller en vigtig rolle i Varna, hvor både færger, fragtskibe og sejlskibe lægger til kaj.
Trænger du til at komme lidt ud af byen, er Pobiti Kamani cirka 25 kilometer uden for Varna et interessant naturområde. Det er et ørkenagtigt landskab, hvor stensøjler rejser sig op til 7 meter op i vejret. En anden attraktion er ruinerne af Aladzha Kloster lidt nord for Varna. Her gravede munkene flere etager af huler ind i klipperne. Et besøg i selve klostret er hurtigt overstået, men det omkringliggende naturreservat med sjældne træsorter er også værd at opleve.
UNESCO verdensarv i Bulgarien
9 lokationer i Bulgarien optræder på UNESCO’s liste over verdensarv. Flere af dem ligger i overkommelig køreafstand fra Sortehavskysten, så du kan sagtens kombinere en all inclusive badeferie med historiske og kulturelle oplevelser i Bulgarien.
I den sammenhæng vil jeg især fremhæve Nessebars gamle bydel, som ligger på en halvø ude i Sortehavet. Det er et 3000 år gammelt kvarter, hvor man kan se levn fra mange forskellige kulturer gennem årene. Både grækerne og osmannerne har kæmpet om herredømmet over den strategisk placerede halvø. Bydelen er nærmest et levende frilandsmuseum med ruiner fra tiden som først en græsk koloni og siden et tilflugtssted for byzantinske aristokrater. Nogle af de gamle ruiner befinder sig i dag under vand, så Nessebar er et yndet mål for en dykkerferie.
Bliver du ikke afskrækket af en køretur på 100 km eller lidt til, ligger der også flere andre UNESCO verdensarvssteder i den østlige del af Bulgarien. Madara-rytteren er et stort stenrelief, som er dateret til omkring år 710. Klippekirkerne i Ivanovo er en samling af kirker, kapeller og klostre, som er hugget ind i en klippe. Den thrakiske grav i Kazanlak er en såkaldt kuppelgrav, som kan dateres tilbage til 300 f. Kr. Naturreservatet i Srebrana er et vigtigt hvilested for trækfugle, hvor over 80 arter lægger vejen forbi. Er du fugleinteresseret, kan du sikkert få flere dage til at gå i dette vådområde.
Børnevenlige strande langs Sortehavet
Bulgarien er lidt af et ferieparadis for familier med små børn, der også skal have det sjovt i vandet. Her er flere børnevenlige strande, hvor vandet er dejligt lavt, havbunden er det fineste sand, og der er kort vej tilbage til hotellet.
Albena er en fredelig ferieby, som er kendt for sin børnevenlige strand, hvor selv de mindste børn kan have det sjovt i vandet. Man skal nemlig ret langt ud, før vandet bliver dybt. Stranden er 5-6 km lang og flankeret af en livlig strandpromenade, hvor der ligger spisesteder, butikker og en legeplads. Natteliv er her ikke meget af, så Albena er et populært feriested for børnefamilier.
Stranden syd for Nessebar tiltrækker også familier med børn. Her er lavvandet, og stranden har fået EU’s Blå Flag, så kvaliteten af badevandet er i orden.
Duni er en forholdsvis ny destination i Bulgarien med fokus på all inclusive ferier. Her ligger en håndfuld hoteller ned til den lange strand med blødt sand og lavt vand.
Pomorie har flere strande. Især den sydlige strand er børnevenlig med lavt vand og sandbund. Her er livreddere, omklædningsrum, beach volley, spisesteder og kort afstand til hotellerne.
Du kan finde fine hoteller hele vejen op og ned langs kysten i Bulgarien. Mange af hotellerne er målrettet all inclusive ophold, så der er gode muligheder for at finde en billig all inclusive ferie i Bulgarien.