De 10 største byer på Bornholm

Solskinsøen i Østersøen er en dejlig naturperle, som hvert år tiltrækker talrige turister fra nær og fjern. Du er næppe i tvivl om, at Rønne er den største by på Bornholm, men kender du også navnene på alle de andre bornholmske byer, som er et besøg værd?

De 10 største byer på Bornholm
Allinge er blandt de 10 største byer på Bornholm

Indbyggertallet på Bornholm bliver mangedoblet hver sommer. Til dagligt har omkring 40.000 personer fast bopæl på Bornholm. I 2022 er tallet mere nøjagtigt 39.545. Til sammenligning drager omkring 600.000 turister årligt til Danmarks største klippeø for at slappe af og nyde livet.

Bornholms 10 største byer målt på antal indbyggere med fast bopæl er ifølge Danmarks Statistik som følger:

  1. Rønne – 13.807
  2. Nexø – 3.668
  3. Aakirkeby – 2.119
  4. Hasle – 1.634
  5. Allinge-Sandvig – 1.459
  6. Svaneke – 1.079
  7. Tejn – 858
  8. Gudhjem – 736
  9. Snogebæk – 700
  10. Nyker – 700

Rønne

På Bornholms vestside ligger Rønne, som er Bornholms største by. Det er her, færgerne fra Ystad, Køge og Sassnitz lægger til kaj. Lige uden for Rønne ligger Bornholms Lufthavn, så du kan næsten ikke undgå at stifte bekendtskab med Rønne uanset, om du rejser til Bornholm til fods, på cykel, i bus, i bil eller med fly. 

I Rønne kan du besøge spændende museer som fx Bornholms Forsvarsmuseum og Keramikmuseet Hjorths Fabrik. Du kan også finde masser af flot porcelæn og stentøj fremstillet af øens mange dygtige og kreative keramikere. Der er fine bynære strande på begge sider af Rønne, og der er kort afstand til skov. Du finder masser af spisesteder, kulturoplevelser og shoppingmuligheder i Rønne. Der er et bredt udvalg af overnatningsmuligheder lige fra camping til spahotel, så du kan finde et godt sted at bo uanset dit budget.

Nexø

På Østbornholm ligger Nexø. Det er den næststørste by på Bornholm. Oprindeligt var byen et lille fiskerleje, som fik vokseværk, fordi det gik rigtig godt med fiskeriet i Østersøen. I dag er Nexø den anden vigtigste havneby på Bornholm. Herfra kan du sejle med færge til Polen, hvis du rejser til fods eller på cykel. I Nexø kan du handle ind til din ferie i sommerhuset, spise på restaurant, købe medicin på apoteket eller besøge seværdigheder som Bornholms Sommerfuglepark eller hygge med børnene i byens legeland. En kort køretur tager dig fra Nexø til nogle af Bornholms store naturseværdigheder som fx Rokkestenen og Dueodde Strand, der er kendt som en af Europas bedste sandstrande.

Dueodde Strand

Aakirkeby

De fleste “store” byer på Bornholm ligger ude ved kysten, men Aakirkeby er en undtagelse. Byen ligger inde i landet ved landevejen mellem Rønne og Nexø. Aakirkeby ligger tæt på Almindingen, der er det store skovområde på Midtbornholm. Det er Danmarks 5. største skov, og den skiller sig ud fra andre danske skove med sine mange klipper. Du kan rigtig få syn for sagen, hvis du går en tur i Ekkodalen, som er Bornholms største sprækkedal. Eller du kan gå op i tårnet på Rytterknægten, der er Bornholms højeste punkt, og nyde udsigten over træer og hav.

Hasle

På Bornholms vestkyst ligger Bornholms 4. største by, som er Hasle. Det er en spændende by at besøge, hvis du interesserer dig for kunsthåndværk. Midt i byen ligger Grønbechs Gård, hvor du kan gå på opdagelse og se noget af det ypperste inden for både bornholmsk og international kunsthåndværk. På havnen i Hasle kan du snuppe en dukkert i det flotte havnebad. Er du ikke den store vandhund, kan du i stedet nyde udsigten over havet og havnens indsejling fra de højtliggende siddepladser. Fra Hasle er der ikke langt til enestående naturoplevelser som granitbruddet i Vang og Kultippens måneagtige landskab efter kulgravningen under 2. verdenskrig.

Granitbruddet i Vang nær Hasle

Allinge-Sandvig

I virkeligheden er her tale om 2 byer, som er vokset sammen til en. Allinge-Sandvig ligger på nordspidsen af Bornholm. Nærmeste nabo til Sandvig er på det nærmeste den kendte borgruin Hammershus og Hammerknuden, som er et stort klippeområde, der rejser sig op af havet. Her er flere historiske seværdigheder og en fantastisk udsigt over havet. I klart vejr kan du ude på Hammerknuden se helt til Sverige. Vil du til Bornholm for at opleve naturen, øens historie og de klippefyldte vandrestier, er Sandvig en god base. Det vrimler med overnatningsmuligheder i Allinge-Sandvig, som hvert år huser Folkemødet i uge 24.

Svaneke

Danmarks mindste købstad er Svaneke, hvor der bor cirka 1100 personer. Det er en lille havneby på Bornholms østkyst. Også her kan du støde på mange kunsthåndværkere, men derudover er Svaneke kendt for et væld af gourmetoplevelser. Det var i Svaneke, Bülow åbnede sin første lakridsbutik. Har du en sød tand, kan du også besøge byens chokoladeri, karamelleri, bolchekogeri og ismejeri. Tørsten kan du slukke på Svaneke Bryghus. Interesserer du dig for arkitektur, skal du lægge vejen forbi Svaneke Vandtårn, som blev tegnet af Jørn Utzon. Skal børnene slå sig løs, kan I besøge forlystelsesparken Brændegårdshaven lige uden for Svaneke.

Tejn

Trods Tejns beskedne størrelse kan byen fremvise en flot og velbesøgt havn. Her er alt, hvad lystsejlere kan få brug for. Tejn lægger hvert år havn til en stor konkurrence om at fange Østersøens største laks. Der er mulighed for at bade i vildmarksbad og gå i sauna på havnen, men det er en god idé at booke tid på forhånd. Fra Tejn er der også gode muligheder for at vandre langs kysten mod Allinge-Sandvig eller Gudhjem.

Gudhjem

Smukt placeret mellem kyst og klipper ligger Gudhjem. De smalle og til tider stejle gader er flankeret af charmerende gamle huse, så et godt tip er at parkere bilen på en af parkeringspladserne ved gennemfartsvejen og opleve Gudhjem til fods. Det vrimler med gamle røgerier, for det var her, man i sin tid startede med at røge sild. Vil du besøge Christiansø eller se Helligdomsklipperne fra søsiden, kan du hoppe om bord på en båd i Gudhjems havn. I Gudhjem kan du købe flot glaskunst og keramik, du kan spise lækker mad, eller du kan gå en tur langs den forrevne klippekyst. Her er også mange aktiviteter for børnene som fx minigolf, disc golf og klatrebaner.

Helligdomsklipperne

Snogebæk

Tæt på Dueodde Strand ligger Snogebæk. Det er stedet at bo, hvis du elsker at bade i havet og nyde solen på en lækker sandstrand. Ikke nok med, at der er kort afstand til Dueodde Strand, som er en af Europas bedste sandstrande. Endnu tættere på ligger Balka Strand, som er en kilometerlang sandstrand med lavt vand. Det er en børnevenlig strand, hvor de mindste kan boltre sig i timevis. Er du interesseret i nyere historie, er Bornholmertårnet og kanonstillingerne ved Dueodde Strand absolut et besøg værd. Her kan du lære en masse om Bornholms rolle under 2. verdenskrig og det efterfølgende år, hvor øen var besat af Sovjetunionen.

Nyker

Lidt tilbagetrukket fra kysten ligger Nyker mellem Rønne og Hasle. Byen er primært kendt for sin rundkirke, som er den mindste og formentlig yngste af Bornholms fire rundkirker. Alle fire rundkirker blev bygget i middelalderen omkring år 1150 – 1250. Kirkerne er runde, fordi de skulle fungere som forsvarsværker i tilfælde af krig og uroligheder.