Du kan vælge mellem mange dejlige destinationer, når du skal planlægge dit luksusophold i Nordtyskland. Fra Flensburg tæt på den sønderjyske grænse til millionbyen Hamborg til Mecklenburgs naturskønne kystlinje til historiske Schwerin er der et væld af luksuriøse hoteller i Nordtyskland, som står klar til at byde dig velkommen og forkæle dig efter alle kunstens regler.
Med Nordtysklands unikke blanding af internationale metropoler, smukke havnebyer, historiske byer, UNESCO-stemplet verdensarv, rå kystlandskaber og bjergrige naturområder kan du skræddersy et ferieophold lige efter dit hoved.
Du kan shoppe løs, nyde lækker mad, mærke historiens vingesus, gå lange ture, fejre romantikken og slappe af. Hvis du virkelig vil nyde livet, skal du måske have lidt af det hele. Det er helt op til dig. Mulighederne er uendelige, og her har jeg fundet 12 fantastiske luksushoteller, som kan danne rammen om et mageløst luksusophold i Nordtyskland.
Das James
Ganske få kilometer syd for grænsen i Sønderjylland ligger det 5-stjernede spahotel Das James, som slog dørene op i 2020. Her kan du nyde en romantisk getaway i moderne og eksklusive omgivelser. Du kan bo på et stilfuldt hotelværelse eller i en glamourøs penthouselejlighed med den mest fantastiske udsigt over Flensborg Fjord og marinaen.
Når du har fundet dig godt til rette, venter den fabelagtige spa på dig. Her kan du glemme alt omkring dig i et par timer, mens du nyder en afstressende massage, et afslappende øjeblik i stilleområdet eller en opstrammende ansigtsbehandling.
Når det bliver tid til et lækkert måltid mad, kan du vælge mellem flere restauranter på hotellet, som får leveret råvarer fra sin egen gård. Også morgenbuffeten tilbyder masser af lækkerier, så du kan starte dagen glad, mæt og veludhvilet.
Hof Norderlück
Hist hvor Flensborg Fjord slår en bugt ligger det skønneste stråtækte landhus. De velholdte bygninger emmer af historie og rummer i dag det dejlige familiedrevne hotel Hof Norderlück, hvor ro og afslapning er i højsædet. Det vil du mærke i samme øjeblik, du træder ind ad døren til hjemlige rammer og en hyggelig atmosfære.
Alle værelser er individuelt indrettet med inspiration fra det blå havvand og den nordiske stil. Mange af værelserne har balkon med udsigt, og der er masser af hyggelige siddepladser i den store have, hvor du kan lytte til fuglenes kvidren og havets brusen. Hvad hotellet mangler af glamourøse faciliteter som spa og gourmetrestaurant bliver til fulde opvejet af de idylliske omgivelser og en ro, som også kan være en luksus i en travl hverdag.
Morgenmaden lader intet tilbage at ønske. Der bliver serveret et stort og alsidig udvalg af hjemmebagt brød, hjemmelavet marmelade, ost, æg, yoghurt og meget mere, så din dag kan starte helt perfekt. Hunden er også velkommen på dette hotel efter aftale, så du kan nyde en herlig miniferie sammen med familiens firbenede medlem.
Budersand Hotel
I Vadehavet ligger den eksklusive ferieø Sylt – eller Sild, som den hedder på dansk. Selv om afstanden til Danmark er utrolig kort, vil du ikke møde mange danske turister på den brede vindomsuste sandstrand. På øens hovedgader lufter det tyske jetset deres sportsbiler om sommeren, så naturligvis har adskillige luksuriøse strandhoteller hjemme på den nordfrisiske ø.
Budersand Hotel opnåede i 2022 en fornem andenplads i konkurrencen om prisen som Tysklands bedste spahotel og tog desuden prisen som tyskernes foretrukne golfdestination. Standarden er med andre ord høj på Sylts bedste hotel.
De rummelige komfortable værelser har alle egen balkon, minibar og store senge. Spaen tilbyder et væld af behandlinger og faciliteter som finsk sauna, dampbad og isgrotte. Vil du mærke blodet rulle i årerne, kan du få pulsen op i det veludstyrede fitnesscenter eller gå en tur ud mod øens nærliggende sydspids. Når du har samlet appetit, venter en kulinarisk oplevelse på dig, for Budersand Hotel kan såmænd også præsentere en velrenommeret og prisvindende restaurant.
Herrenhaus Borghorst
Herrenhaus Borghorst er som taget ud af et eventyr. Den fredede herregård med en historie helt tilbage til 1400-tallet er nænsomt restaureret og omdannet til et elegant hotel, som er et populært sted at fejre bryllup. De herskabelige omgivelser og idylliske ro virker også som en magnet på mange danske gæster, for det flotte herregårdshotel ligger mellem Slesvig og Kiel kun en times kørsel syd for grænsen.
Alle værelser er individuelt indrettet med nøje udvalgte møbler, som passer ind i herregårdens stil. Det historiske hotel er en perfekt base til et dejligt weekendophold med vandreture, golf eller ridning. I nabolaget ligger der flere gode golfbaner, som kan udfordre selv den bedste golfspiller. Hestefolk kan glæde sig over muligheden for at tage hesten med og endda få rideundervisning på højt plan.
Aalernhüs Hotel & Spa
Badebyen Sankt Peter-Ording ligger yderst på den nordfrisiske halvø Ejdersted. Her finder du et enestående og råt landskab præget af Vadehavet med skiftende vandstand, store sandbanker, brede sandstrande, enestående marsklandskab og et rigt dyreliv.
Byen er især kendt for sin 12 km lange strand, som du kan gå ud til ad en lang træbro. Et andet trækplaster er de mange ynglende storke i området. Sidst men ikke mindst er den frisiske by Frederiksstad med sin hollandske byggestil et besøg værd. Der er nok at opleve i dette hjørne af Nordtyskland.
Trænger du til at hvile lidt ud, finder du fred og komfort hos det 5-stjernede Aalernhüs Hotel & Spa, som tilbyder dampbad, sauna, pools, massage, fodbehandling og skønhedsbehandlinger. Du kan booke et værelse med halvpension, som inkluderer aftensmad på hotellets afslappede restaurant og en morgenmad helt i top med et stort udvalg af alt, hvad hjertet kan begære.
Weissenhaus Grand Village
Wauv, ser det ikke bare fantastisk ud? Weissenhaus Grand Village er et fortryllende luksusresort med en afslappende atmosfære. Omkranset af grønt og med havet som nærmeste nabo er det en oase af ro med masser af komfort i de mest fantastiske omgivelser.
I dette smukke paradis kan du forkæle dig selv med en drøm af et luksusophold uden sidestykke. De store værelser er hyggelige og smagfuldt indrettet med individuelle udtryk, som inviterer til afslapning i komfortable omgivelser. I den luksuriøse spa kan du få løsnet op for alle spændinger og genfinde balancen, inden du forkæler dine smagsløg med en kulinarisk oplevelse i restauranten.
Her kan du nemlig få det bedste af alle verdener uanset, om du drømmer om et enestående spaophold eller et stjernebesat gourmetophold på et af Nordtysklands bedste resorts, som er meget mere end et luksushotel.
Radisson Blu Senator Hotel
Lübeck er en charmerende by med en fortid som den største og vigtigste hansestad. Det var en livlig handelsby, hvor der blev bygget på livet løs, for den omfattende handel indbragte mange penge. Den gamle bymidte i Lübeck er endda på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, så den nordtyske by byder på en perlerække af historiske attraktioner. Byens konditorier er et besøg værd for slikmunde med hang til den fineste marcipan, lige som det berømte julemarked hvert år tiltrækker mange tusinde mennesker fra nær og fjern.
Vil du bo eksklusivt med udsigt til den gamle middelalderby, ligger det 5-stjernede luksushotel Radisson Blu Senator Hotel helt centralt. Med en placering lige ned til vandet tæt på den ikoniske byport Holstentor, som beskyttede den gamle middelalderby skal du ikke gå mange skridt, før du står mellem de imponerende høje kirketårne, de karakteriske pakhuse og det smukke rådhus. Med byens bedste beliggenhed er hotellet perfekt til dig, der vil udnytte et weekendophold til at udforske de historiske omgivelser til fods.
Om eftermiddagen kan du pleje din krop og samle ny energi i hotellets pool og sauna, inden du sætter dig til bords i en af hotellets restauranter med udsigt over floden.
The Fontenay
Hamborg har alt, hvad du kan ønske dig til en mindeværdig miniferie i en storby med internationalt format. Ud over shopping, kultur og sightseeing vil et luksusophold på det 5-stjernede hotel The Fontenay være en oplevelse i sig selv. Bygningens sofistikerede arkitektur afspejler mødet mellem den urbane by og de grønne omgivelser. Her kan du bo omgivet af diskret og moderne luksus i et roligt kvarter.
Hotellet er smukt og velindrettet, og de fleste af værelserne har balkon og et fantastisk lysindfald takket være de store vinduer, som går fra loft til gulv. Hele indretningen er gennemtænkt og inspireret af søens blå farver, som bliver tilført varme af et væld af eksklusive materialer i gyldne farver.
Fra den fantastiske beliggenhed med udsigt til Alster-søen er der kun en kort gåtur ind til Hamborgs shoppingmekka på Jungfernstieg. Vil du hellere slappe af, kan du forkæle dig selv med en wellness-behandling i den overdådige spa-afdeling eller lade dig imponere af saunaens panoramaudsigt over Hamborg, mens du nyder masser af varm velvære. Kan du ikke få nok af udsigten, kan du fortsætte over til baren, hvor du kan sippe en cocktail på den udendørs terrasse på sjette sal. Når du har samlet appetit, venter de kulinariske oplevelser på dig i en af hotellets restauranter, inden det er tid til at trække dig tilbage til dit luksuriøse værelse.
Schloss Lüdersburg Golf & Spa
En times kørsel syd for Hamborg kan du koble af med golf og spa på det smukke slotshotel Schloss Lüdersburg Golf & Spa. De naturskønne omgivelser ånder fred og ro, og de luksuriøse spa-faciliteter giver det sidste pift af forkælelse med en beroligende massage, plejende skønhedsbehandling eller velgørende aromaterapi.
Spiller du golf, kan du glæde dig til masser af udfordringer på deres to 18-hullers golfbaner. Vil du på opdagelse i nabolaget, er der kort afstand til den hyggelige historiske by Lauenburg ved Elben. Vil du hellere bare slappe totalt af i landlige omgivelser, kan du tilbringe hele din wellnessferie på det nordtyske slot, hvis du booker et ophold med halvpension.
De store værelser oser af atmosfære og komfort med behagelige møbler, som det kan være svært at komme op af igen, når man først har slået sig ned.
Schloss Flesensee
Hos Schloss Fleesensee kan du glæde dig til et slotsophold, som vil indfri alle dine drømme og forventninger til et luksusophold. Det pragtfulde barokslot ligger midt i Mecklenburg omkranset af Nordtysklands flotteste natur med smukke søer og store skove. Slottet har været hjem for adelige familier, og nu kan du for en stund følge i deres fodspor, når du indkvarterer dig i et af de elegante værelser.
Minibar, aircondition, fitnesscenter og ladestation til elbiler bidrager til den moderne komfort i de historiske omgivelser. Yderligere kan du glæde dig til 3 golfbaner i verdensklasse, kulinariske smagsoplevelser på gourmetrestaurant og en vidunderlig spa med opvarmet pool, sauna, dampbad, massage og krops- og ansigtsbehandlinger i særklasse. Som prikken over i’et kan du nyde en forfriskende drink i spaens indbydende lounge.
Et luksusophold på Schloss Fleesensee er ganske enkelt en unik oplevelse for livsnydere. Denne magiske verden befinder sig kun en times kørsel fra Rostock i retning mod Berlin, som måske kan friste dig til at afslutte din slotsferie med et par dage i storbyen.
Schlosshotel Burg Schlitz
Schlosshotel Burg Schlitz er intet mindre end et fabelagtigt hideaway i rolige omgivelser kun en times kørsel fra Rostock. Charmerende landsbyer, maleriske landskaber og eventyrlige slotte skaber en idyllisk feriestemning. Det er de ideelle rammer til et eksklusivt luksusophold på et af Nordtysklands bedste hoteller. Du vil mærke pulsen sænke sig allerede ved ankomsten på det prisvindende slotshotel, hvor du bliver budt velkommen med et stort smil af den hjælpsomme receptionist.
Værelserne er ekstravagant store og smagfuldt indrettet i en elegant stil, som står godt til den historiske bygning. Efter en god nats søvn i den himmelske seng kan du starte dagen med en lækker morgenmad, som byder på alt, hvad du kan ønske dig af lokale råvarer og hjemmelavede specialiteter.
Vil du genfinde din indre balance mellem krop og sjæl, står hotellets wellness-afdeling klar med massage og afslappende behandlinger i trygge og rolige omgivelser. Du kan synke ind i dig selv i den indendørs swimmingpool eller blive gennemvarm i saunaen. Bagefter kan du lade dig fortrylle i tesalonen, som serverer afternoon tea i bedste britiske stil, inden det er tid til at forkæle dine smagsløg med en udsøgt gourmetoplevelse i restauranten.
Strandhotel Dünemeer
Kun et par skridt fra Østersøen ligger det eksklusive Strandhotel Dünemeer. Herfra leder en træbro dig ned til det bløde sand på Dierhagen Strand, hvor du kan slå dig ned i en af de karakteristiske tyske strandkurve. Det 5-stjernede voksenhotel er omkranset af uberørt natur, som kan modstå den saltfyldte vind. De store værelser har udsigt til enten hav eller skov, som bidrager til følelsen af fred og ro. Mange af værelserne har balkon, så du kan trække lidt frisk havluft på alle tider af døgnet.
Wellnessafdelingen spreder sig over to etager og byder på en stor indendørs swimmingpool med panoramaudsigt over havet. Saunaen spreder varm velvære og sænker din puls. Den knitrende ild i pejsen spreder hygge, så du bare skal læne dig tilbage i en behagelig stol med en sund smoothie i hånden. Inden du får set dig om, er det tid til at sætte sig til bords i restauranten, som vil forkæle dine smagsløg. Det er opskriften på en velgørende wellnessferie ved Østersøen.
Hvor kan man finde det bedste luksusophold i Nordtyskland?
Smag og behag vil afgøre, hvor du finder det bedste luksusophold i Nordtyskland. Mange byer og egne i Schleswig-Holstein, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern kan fremvise fantastiske hoteller, som lokker med en drøm af et luksusophold, hvor du vil føle dig hensat til en anden verden.
Spørgsmålet er blot, om luksus for dig er synonym med ro i naturskønne omgivelser, passion på golfbanens green eller oplevelser i storbyens pulserende liv. Uanset hvad du foretrækker, er der mange fabelagtige hoteller at vælge mellem på landet, ved kysten og i byen. Vil du undgå skuffelser, kan du lave lidt research og læse tidligere gæsters anbefalinger i jagten på det bedste luksusophold i Nordtyskland.