Vesterhavet drager folk fra nær og fjern. Den friske vestenvind og bølgernes rytmiske brusen sætter hverdagen på pause for en stund, mens du går en lang tur på stranden. Skridt for skridt indfinder den indre harmoni sig, mens den friske luft fylder dine lunger og fornyer din energi. Øjet finder ro i den uforstyrrede udsigt over hvide skumtoppe, hvor himmel og hav hilser på hinanden. Det er et fristed af de sjældne, som mange sætter pris på.
Den afslappede stemning gennemsyrer også de hyggelige hoteller langs Vesterhavet. De inviterer dig til at rive et par dage ud af kalenderen, hvor du slukker for stress og støj. Ved kysten finder du små oaser af ro, hvor tiden går i stå, mens skønheden i de uspolerede omgivelser sniger sig ind på dig. Vesterhavet er det perfekte fristed for dig, der finder energi i naturens enkelhed.
Henne Mølle Å Badehotel
Ganske få af de vestjyske badehoteller ligger så tæt på Vesterhavet, som Henne Mølle Å Badehotel gør. Alligevel kan det være svært at få øje på, når du går på den brede sandstrand. Poul Henningsen tegnede og opførte hotellet med en drøm om at skabe et fristed, der falder i et med det omgivende klitlandskab. Alt fra stole til lamper er designet af den kendte danske arkitekt, så det er som at træde ind i en lille tidslomme. Her bliver du ført tilbage til en tid, hvor folk søgte mod havet for at rekreere med promenader på stranden, havbadning og frisk luft – præcis som mange gør den dag i dag. Den brede bilfri strand i Henne er et herligt sted for både børn, voksne og hunde, som alle er velkomne til at bo på Henne Mølle Å Badehotel.
Seaside Hotel Thyborøn
Thyborøns gamle sømandshjem er genopstået som et lille hyggeligt hotel med en fantastisk placering ved indsejlingen til Limfjorden. Thyborøn Seaside Hotel ligger på havnefronten i den vestjyske fiskerby, som nu til dags også spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Flere af værelserne har udsigt over havnen, så du kan følge med i livet på kajen, mens du venter på, at elkedlen koger vand til din kaffe. Havet spiller ganske naturligt en stor rolle i området. Rundt om hjørnet ligger byens børnevenlige badestrand, hvor store høfder bryder bølgerne og minimerer strømmen i vandet. Traver du lange ture på stranden i vintermånederne, kan du være heldig at finde rav, når vinden har pisket Vesterhavet hvidt. I Limfjordens mere rolige vand hviler nysgerrige sæler på sandbankerne tæt på færgeruten mellem Thyborøn og Agger, mens de betragter de mange turister, som har booket plads på de populære sælsafarier.
Guesthouse Klitmøller
Tradition og fornyelse krydser spor i Klitmøller, som er et gammelt autentisk fiskerleje på Thys vestkyst. Små fiskerbåde ligger trukket op på stranden uden for rækkevidden af de store bølger, som surferne jagter. Deres autocampere holder parkeret med front mod de små hvide fiskerhytter, der står som for 100 år siden. Lige midt i smørhullet ligger Guesthouse Klitmøller kun 300 meter fra Vesterhavet. Du er velkommen til at tage din hund med, så den også kan nyde den smukke natur. Indretningen er hyggelig og nordisk med små fine detaljer over alt. Nogle værelser har eget bad, mens andre deles om 3 store badeværelser, hvoraf det ene er handicapvenligt. I fælleskøkkenet kan du koge vand til din morgenkaffe, inden du sætter kurs mod stranden.
Hanstholm Madbar
På grænsen mellem civilisationen og vildmarken i Thy troner et usædvanligt sted med en afslappet atmosfære, lækker mad og den mest betagende udsigt over strand og havn. Du vil spærre øjnene op over den finurlige indretning med fine secondhand detaljer og flotte farver på væggene, som rammer et moderne udtryk. Hos Hanstholm Madbar kan du indkvartere dig i en af de to store hundevenlige ferielejligheder med køkken, terrasse og havudsigt. Du kan følge med i arbejdet i byens travle industrihavn, skue ud over Vesterhavet, udforske gamle bunkere eller drage på eventyr i nationalparken, hvor du måske er heldig at få et glimt af en kronhjort.
Hotel Nor – Badehotellet
Gæsterne har stemt. I 2023 blev Hotel Nor i Slettestrand kåret som Danmarks bedste badehotel. En overnatning her er nærmest et lille luksusophold. De 23 værelser er elegant indrettet med Jensen-senge, tidløse kvalitetsmøbler, moderne badeværelser og en farvepalette, som afspejler hotellets unikke placering i det dramatiske landskab ved Vesterhavet. Morgenmaden bliver tilberedt med kærlighed. Restauranten står også klar til at forkæle dine smagsløg med kulinariske lækkerier om aftenen. Udsigten er intet mindre end spektakulær. Hotellet ligger på et af de højeste punkter i den fredede natur, så du kan kigge ud over havet fra terrassen – eller fra dit værelse, hvis du vælger at bo med havudsigt.
Hotel Tannishus
Bølgerne skvulper blidt over det fine sand på Tversted Strand, som flankeres af høje klitter. Lige siden Hotel Tannishus slog dørene op i 1896 som et af Danmarks ældste badehoteller, har den børnevenlige kyststrækning i Nordjylland lokket et væld af badeglade feriegæster. I dag råder hotellet over 103 tidssvarende ferielejligheder, som alle er udstyret med et lille tekøkken. Der er plads til 2-6 personer i lejlighederne, der varierer i størrelse. Hunde er velkomne efter aftale. Viser vejret tænder, kan du hoppe i den indendørs swimmingpool eller slappe af i saunaen.
Ruths Hotel
Det ikoniske badehotel Ruths Hotel i Skagen har efterhånden mange år på bagen, men det er vedligeholdt efter alle kunstens regler. Alle værelser er nyrenoverede med respekt for stedets historie og sjæl. Hvide træpaneler på væggene, sarte naturfarver og elegante kurvemøbler slår en klassisk stil an, mens sauna, dampbad, opvarmet pool, fitness og mulighed for massage leverer luksus til fem stjerner. Det hundevenlige hotel ligger få skridt fra en endeløs sandstrand, som inviterer til lange gåture langs Vesterhavets kyst. Godt blæst igennem har du sikret samlet appetit og er klar til at sætte dig til bords i hotellets restaurant, som byder på kulinariske oplevelser af den anden verden.