Hundevenlige hoteller i Sønderjylland står klar med åbne arme, når du træder ind i receptionen i selskab med din hund. Hvem kan også stå for de bedårende brune øjne og den ivrigt logrende hale, når en glad og nysgerrig hund kommer en i møde? Hunden er familiens hengivne familiemedlem, som slapper bedst af i selskab med netop dig, så selvfølgelig skal den også med på ferie. Sammen kan I få mange sjove oplevelser og hyggelige stunder samtidig med, at du undgår dårlig samvittighed over at efterlade din elskede hund hos en hundepasser.
Heldigvis slår flere og flere hoteller dørene op for kæledyr. Når du bestiller en overnatning på et hundevenligt hotel i Sønderjylland, bør du gøre hotellet opmærksom på, at du har hund med, så de kan reservere et af deres kæledyrsvenlige værelser til dig. Desuden skal du forvente, at det koster lidt ekstra at have din hund med på hotel. Til gengæld vil din hund også blive budt velkommen efter alle kunstens regler.
Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld
De snorlige brostensbelagte gader i Christiansfeld slår den historiske stemning an. Byen er på UNESCO’s liste over verdensarv som en helt unik by, der blev planlagt inden opførelsen. Brødremenigheden stod for byggeriet af den nye kristne by, og midt i centrum ligger Brødremenighedens Hotel. Tidens ånd er bibeholdt på det dejlige hotel, hvilket især kommer til udtryk i restauranten. Værelserne er indrettet pænt og enkelt i rolige farver med god plads, og der hersker en fredfyldt atmosfære på hotellet, som også byder hunde velkommen. Efter en god nats søvn kan du glæde dig til at starte dagen med en fabelagtig morgenmad fuld af velsmag og sunde råvarer, inden det er tid til at gå på opdagelse i byens gader.
Hotel Europa i Aabenraa
Når du træder ind i receptionen hos Hotel Europa, bliver du mødt med varme smil. Den sønderjyske gæstfrihed og afslappede atmosfære slår tonen an på et skønt weekendophold i den maritime by. Parkering af din bil foregår let og smertefrit lige ved hotellet. Har du brug for at lade din elbil op, kan det ske mod betaling. Du og din hund kan glæde jer til at blive indkvarteret i et 4-stjernet hotel med en rigtig god beliggenhed tæt på både stationen, teater og spillesteder samt i gåafstand til dyrskuepladsen, hvor Danmarks største ringriderfest hvert år samler flere hundrede ryttere, som dyster om at spidde en ganske lille ring med lanse. Trods den centrale placering er der kun lige knap en kilometer ud til Jørgensgård Skov, hvor stier fører jer ned til vandkanten ved Aabenraa Fjord. Dagens oplevelser kan du fordøje i hotellets skotske pub, som er kendt viden om for sine spareribs og enorme udvalg af specialøl. Efter en god nats søvn på et stilfuldt værelse med aircondition, minibar og Nespresso-maskine kan du spise dig mæt i en overdådig morgenmad med alt, hvad du kan ønske dig.
Alsik Hotel & Spa i Sønderborg
Din hund bliver budt velkommen med lækre godbidder hos Sønderjyllands eksklusive spahotel, hvor du kan forkæle dig selv med et enestående ophold. Her er intet overladt til tilfældighederne. Sønderborgs nye luksushotel Steigenberger Alsik – Hotel & Spa ligger lige ved kajkanten, så udsigten er fænomenal fra værelserne på de øverste etager. Som gæst kan du endda tage elevatoren op til 16. etage og skue ud over by og vand fra 64 meters højde. Lyset vælder ind ad de store vinduer på værelserne, som i bedste skandinaviske stil kombinerer hygge og elegance. Indretningen er moderne og lækker i de rummelige værelser, så komforten er helt i top med faciliteter som morgenkåbe, aircondition, svaleskab, pengeskab, fladskærm, espressomaskine, elkedel og det skønneste badeværelse. Morgenbuffeten er virkelig fremragende med et kæmpe udvalg af brød, frugt, lunt og sødt, som lokker gæster til lige at tage en bid mere. Vil du slappe af, venter Danmarks største spa med eksklusiv wellness og massage. Prikken over i’et er den udendørs infinity pool med byens bedste udsigt. Vær dog opmærksom på, at adgang til spaen er et tilkøb for hotellets gæster.
Benniksgaard Hotel i Gråsten
Blot 5 km syd for den charmerende slotsby Gråsten, hvor Dronning Ingrid gennem mange år havde sin sommerresidens, ligger Benniksgaard Hotel. Det 4-stjernede hotel ligger naturskønt ved Flensborg Fjord og byder på enestående rammer til et romantisk ophold tæt på historiske mindesmærker som Dybbøl Banke, Dybbøl Mølle, Sønderborg Slot og Frøslevlejren. De rummelige dobbeltværelser ligger i den gamle stald. Vil du have kig til vandet, skal du booke en suite eller lejlighed. Du er velkommen til at tage din hund med. Holder I af at gå lange ture i naturen, ligger Gendarmstien ganske tæt på Benniksgaard Hotel. Det er en 84 km lang vandrerute langs den dansk-tyske grænse fra Padborg til Sydals. I gamle dage gik grænsegendarmerne her og holdt udkig efter smuglere. Stien bugter sig langs Flensborg Fjord, hvor I kan opleve et kuperet landskab, som har mange myter og historier knyttet til sig. Er du mere til golf, ligger hotellets egen golfbane ned mod fjorden med den første tee lige uden for hotellets restaurant.
Bov Kro i Padborg
Bov Kro er et lille smørhul for dig, der vil udforske det sønderjyske grænseland. Den historiske kro ligger tæt på Hærvejens start i Padborg. Også den smukke Gendarmsti ligger næsten lige uden for døren. Har du din hund med, er du velkommen til at tage den med ind på værelset, så I kan slappe af sammen efter en lang dag med oplevelser. Værelserne er pæne og rene med det, som du skal bruge til en overnatning. Skinner solen, kan I slå jer ned i den hyggelige gårdhave. På en kold vinterdag kan du få varmen ved pejsen. Krostuen tager dig med tilbage til de gode gamle dage med sin autentiske indretning. Her kan du sætte tænderne i veltilberedt dansk kromad til en overkommelig pris. Morgenmaden er gratis og sikrer dig en god bund, inden det er tid til at drage videre ud mod nye oplevelser ved grænsen til Tyskland.
Agerskov Kro & Hotel i Agerskov
I det centrale Sønderjylland midt mellem de 4 gamle købstæder Aabenraa, Tønder, Ribe og Haderslev ligger en af Danmarks bedste kroer. Flere år i træk har gæsterne kåret Agerskov Kro & Hotel som deres favorithotel, fordi de altid bliver budt velkommen med åbne arme. Det er særligt det varme værtskab og den hjemmelavede morgenbuffet, som gæsterne husker, når de vender tilbage til hverdagen. Morgenmaden er da også noget ud over det sædvanlige med tilbud om en lille dram og mulighed for at fylde termokanden med kaffe og smøre en madpakke til turen videre. Hunde bliver også budt velkommen efter alle kunstens regler. Værelserne er enkle og indrettet i traditionel stil med et pænt badeværelse, elkedel, hårtørrer og tv. Kroen har tænkt på alle, så der er mulighed for at bo på et handicapvenligt værelse, og den velsmagende kromad bliver suppleret af et par retter til vegetarer.
Ballum Slusekro ved Vadehavet
Det flade landskab omkring Ballum Slusekro strækker sig så langt, som øjet rækker. Husene er få, så her er utrolig fredfyldt. Egnen er et mekka for fuglekiggere, som kan nyde synet af mere end 40 forskellige fuglearter, som trækker forbi Vadehavet hvert forår, efterår og vinter. Netop Ballum Sluse er et populært sted at se på fugle, fordi udsigten fra diget er god. Vil du bo midt i marsken, kan du få en god nats søvn på Ballum Slusekro, som er en autentisk kro med rigtig god mad. Atmosfæren og indretningen leder tankerne tilbage til gamle dage, hvor kroen blev drevet af slusemesteren. Der er kun 5 værelser på den lille kro, så her bliver sørget godt for dig og din hund, som gerne må komme med ind. De ligger alle på første sal rundt om en fælles stue. Hvert værelse har sit eget badeværelse. Morgenmad er inkluderet i din overnatning og bliver serveret af værten med et smil.
Kammerslusen ved Ribe Å
I hjertet af Nationalpark Vadehavet regulerer Kammerslusen vandstanden i Ribe Å og hjælper skibstrafikken med at passere fra åen til Vadehavet. Vil du på tursejlads, kan du hoppe om bord på en båd ved Kammerslusen og opleve slusen i funktion på nærmeste hold, inden båden glider videre ud blandt sæler og østers. Store flokke af trækkende stære slår sig ned i den omkringliggende Ribemarsk både forår og efterår, så der er gode chancer for at se sort sol. På denne unikke plet tilbyder Kammerslusen en behagelig overnatning med dejlig mad inspireret af marskens spisekammer. Restauranten er populær, så det kan være en god idé at bestille bord, hvis du ikke vil gå sulten i seng. Prisen for en overnatning er overkommelig – især hvis du er indstillet på at dele badeværelse med de øvrige gæster. Vil du have mere luksus, kan du bo i en stor og lys deluxe suite med brændeovn, tekøkken og en balkon med udsigt til morgensol. Hunden må gerne komme med ind på værelset.
Hotel Dagmar i Ribe midtby
På torvet i Ribe ligger det stemningsfulde Hotel Dagmar, som stolt bærer titlen som Danmarks ældste hotel med en historie, der går helt tilbage til 1581. De smukke rammer sætter grænser for værelsernes størrelse, men det bliver til fulde opvejet af den skønne atmosfære, nostalgiske indretning og fantastiske placering. Værelserne er hyggelige og rene, og på nogle af dem er din hund også velkommen. Det gælder blandt andet den 25 kvadratmeter store suite med udsigt til Ribe Domkirke. I de velindrettede gemakker kan du brygge dig en kop kaffe og se lidt tv, mens du breder dig i kingsize sengen. I restauranten får den historiske charme fuld skrue med varme farver, træpaneler og antikke stole, så lokalerne summer af romantisk nostalgi. I sommermånederne kan du slutte en fabelagtig aften med en tur rundt i byens historiske gader sammen med vægteren, som starter sin runde fra torvet.