Hvor er der 30 grader i februar?

Det kommer næppe bag på dig, at du skal sætte kursen mod syd, hvis du sukker efter sol, strand og varme i vinterferien. Men hvor langt sydpå skal du egentlig, før termometret sniger sig op omkring 30 grader i februar?

Hvor er der 30 grader i februar?

Jo tættere du kommer på ækvator, jo mindre varierer temperaturen. Det er her, du finder et væld af varme feriedestinationer i vinterhalvåret. Mange lande ved ækvator kan prale af temperaturer omkring 26-32 grader året rundt. Til gengæld skal du være opmærksom på regntid og orkansæson, hvis du planlægger en ferie på disse breddegrader.

Thailand

Thailand er perfekt til en varm ferie i februar med temperaturer omkring 30 grader

Du kender med garanti nogen, som har været på ferie i Thailand. Det er et yndet feriemål blandt danskerne lige fra eventyrlystne backpackers til forventningsfulde børnefamilier. Palmerne svajer blidt i en svalende brise langs de fantastiske strande på en perlerække af paradisøer med fantastiske strande og klart badevand, som med garanti lokker feriestemningen frem. Phuket, Krabi og Koh Lanta tiltrækker hvert år tusindvis af turister. I Thailand er februar en af de såkaldte kølige måneder, men du vil næppe få stranden for dig selv, hvis din vinterferie går hertil. Til gengæld kan du glæde dig til at mærke solens livgivende stråler, som varmer både luften og vandet op. Dagtemperaturen kan nå op på hele 32 grader, og badevandet er næsten lige så varmt med en temperatur omkring 29 grader.

Vietnam

Long Beach på Phu Quoc i Vietnam kan også levere sol, varme og 30 grader i februar

Drømmer du om en varm ferie med fine sandstrande, spektakulære landskaber, historiske monumenter og eksotisk mad, er Vietnam en værdig konkurrent til Thailand. Phu Quoc er en populær ferieø i den sydligste ende af Vietnam. Tropeøen opfylder enhver solhungrende nordbos feriedrømme om hvide strande, azurblåt vand og grønne palmer. Solen brager ned fra himlen, så temperaturen sniger sig op på 31 grader. Det lune badevand holder en temperatur på 25 grader. Vietnam er et langstrakt land, så vejret er lidt køligere i Da Nang, som også lokker mange feriegæster. Her kan du forvente en dagtemperatur i februar på omkring 26 grader, hvilket jo svarer til en rigtig god dansk sommerdag.

Singapore

Du kan forvente 29-30 grader i februar i Singapore

Er du mere til storbyferie end strandferie, kan multikulturelle Singapore fylde flere dage med oplevelser. Ikoniske bygninger, farvefulde templer, imponerende lysshows, store shoppingcentre, vilde forlystelsesparker, spændende dyreparker og meget mere bidrager til en mindeværdig ferie. Trænger du til at koble lidt af fra det hektiske byliv, kan du tage kabelbanen til de fine sandstrande på øen Sentosa lige syd for Singapore. Det tropiske klima i Singapore sikrer, at temperaturen svinger minimalt hen over året. Her er stort set altid omkring 29-30 grader i dagtimerne. Til gengæld er luftfugtigheden høj, for det regner meget på disse kanter, men du kan trøste dig med, at februar hører til blandt de tørreste måneder.

Bali

Bali er en naturskøn tropeø med 30 grader i februar og resten af året

Lidt syd for ækvator ligger den indonesiske ferieø Bali. Det er en drøm af en tropeø for dig, der bliver begejstret over eksotiske naturoplevelser. Her er lange sandstrande, frodig regnskov, smukke vandfald, dybe kløfter og store vulkaner. Det er populært at snorkle og dykke i det lune vand, som er cirka 25 grader varmt hele året rundt. Solen varmer luften op til dagtemperaturer omkring 29 – 32 grader alle årets dage – men februar ligger i den våde sæson, som strækker sig fra december til marts. Regnen falder som korte intensive byger primært i eftermiddags- og aftentimerne, så med lidt planlægning kan du sagtens få en dejlig varm ferie på Bali i februar.

Australien

Februar er et godt tidspunkt at besøge Australien

Når vintermørket sænker sig over Danmark, stråler solen i Australien. Kontinentet på den anden side af jordkloden ligger syd for ækvator, så her kan du for alvor tanke D-vitamin i februar. Landet er 180 gange større end Danmark og strækker sig over 3 klimazoner: Tropisk i nord, subtropisk i midten og tempereret i syd. Mange af de store australske byer ligger i det sydøstlige hjørne af Australien, hvor klimaet netop er tempereret. I Brisbane ligger dagtemperaturen ofte omkring 30 grader i februar. Lidt længere sydpå ligger Sydney, hvor termometeret sniger sig op på 26 grader, mens det er en anelse køligere i Melbourne i februar. Længere inde i Australien fx ved Alice Springs kan det nemt blive hele stegende 35 grader varmt i februar, så husk rigeligt med vand og solcreme.

Indien

Det bliver nemt 30 grader varmt i Goa i februar

Vil du på badeferie, kulturferie, vandreferie eller yogaferie? Det hele er muligt i Indien, hvor solen hamrer ned fra himlen i februar. I Goa venter kilometerlange sandstrande, hvor du kan søge skygge mellem de høje kokospalmer, når det bliver for meget at slikke sol i 30 graders varme. Vandet er nemlig ikke meget køligere. Mange yogarejser går til uspolerede områder i det nordlige Goa. Rejser du ind i landet for fx at besøge Taj Mahal eller New Delhi, falder temperaturen betragteligt til typisk 18-20 grader i februar. Længere mod nord rejser Himalayas bjerge sig, og jo længere du kommer op i højden, jo koldere bliver det. Vil du besøge Ladakh, skal du forvente vintertemperaturer og klaprende gebis, hvis du har glemt at pakke vintertøjet.

Sri Lanka

Du kan holde en varm ferie i februar på Sri Lanka

Ud for Indiens sydspids ligger øriget Sri Lanka, som frister mange rejselystne danskere i februar. Det krystalklare vand slår blidt ind mod de fine sandstrande på den tropiske ferieø, der var en britisk koloni frem til 1948. Mange af de bedste strande ligger på de sydlige kanter. Der er rig mulighed for at prøve kræfter med windsurfing, snorkling og andre vandaktiviteter. Solen varmer luften op til 30-32 grader ude ved kysten, mens det bliver noget køligere oppe i det centrale højland, hvor endeløse rækker af tebuske slynger sig op ad skråningerne.

Maldiverne

Maldiverne er perfekt til en afslappende varm ferie i februar

Skal din solferie bestå af total afslapning og måske et dyk eller to blandt farvestrålende fisk og fascinerende koralrev, er Maldiverne midt ude i Det Indiske Ocean det perfekte ferieparadis. Du kan bo i en bungalow kun et stenkast fra de fineste sandstrande med turkisblåt vand, som strækker sig ud mod horisonten. Tag snorklen med, når du træder ud i det klare vand, for du står nærmest allerede blandt koraller og tropefisk. Det varme vand på 28 grader er også hjemsted for store hvalhajer, eksotiske hajer, flyvende rokker og sjældne havskildpadder. På land varmer solen dejligt og er garant for dagtemperaturer omkring 29-31 grader året rundt.

Mauritius

Mauritius er garanti for en dejlig luksusferie i februar

Ud for Madagascar ligger den selvstændige afrikanske østat Mauritius. Øen er cirka en halv gang større end Lolland. De bløde sandstrande og smukke koralrev gør Mauritius til en oplagt kandidat til en luksuriøs badeferie med snorkling i vandkanten, men øen har meget mere at byde på lige fra shopping til tropisk jungle. Mauritius er en eksklusiv ferieø, hvor det vrimler med luksushoteller. Glem alt om tætpakkede felter med solstole på stranden. Her ånder alt fred og idyl i solrige omgivelser domineret af dagtemperaturer omkring 29 – 30 grader i februar.

Tanzania

Februar er perfekt til safari i Tanzania

En varm vinterferie i februar kan være meget andet end en badeferie. Vil du på safari, er februar tæt på at være det perfekte tidspunkt at besøge Tanzania. I Serengeti Nationalpark kan du se gnuer, zebraer, giraffer, løver, leoparder, elefanter, bøfler og mange andre vilde dyr. I januar og februar kælver dyrene, så det vrimler med dyrebørn, hvilket de store kattedyr udnytter til at spise sig mætte. December – marts er den tørre og varmeste periode i Tanzania. Det er ikke usædvanligt med 30 – 32 grader ude ved kysten, mens det er en anelse køligere inde i landet, hvor du kommer op i højden.

Gambia

Brede sandstrande og 30 grader i februar i Gambia

Syd for Sahara breder Gambia sig som en smal tange ind i nabolandet Senegal. Det er det mindste land på det afrikanske fastland med en kystlinje på blot 80 kilometer ud mod Atlanterhavet. Langs de brede sandstrande omkring hovedstaden Banjul ligger hotellerne side om side. Der er solgaranti i Gambia, hvor solen brager ned fra en skyfri himmel, så husk rigeligt med solcreme. Det er ikke usædvanligt med en dagtemperatur på 30 grader i februar. Vandet er cirka 21 grader varmt, og bølgerne kan være lumske, så rejser du på ferie med børn, kan du overveje at booke et hotel med en lavvandet pool til de mindste. Til gengæld er Gambia et billigt land at besøge, og er du nysgerrig på landets kultur, vil du få en ferieoplevelse ud over det sædvanlige.

Brasilien

Karnevallet forvandler Rio de Janeiro til en stor fest i februar

Livsglade sambarytmer, skinnende sol og strande i international topklasse er synonymt med Brasilien. Elsker du fest og farver, er Rio de Janeiro det perfekte rejsemål i februar, hvor det verdensberømte karneval forvandler byen til en energisk festbombe 5 dage i træk. Copacabana er Rios berømte strand, hvis gyldne sand strækker sig i det uendelige. Andre store attraktioner i Brasilien er junglen og det kæmpestore vandfald Iguacu. Brasilien er verdens 5. største land, dækker et areal på størrelse med Europa og er gennemskåret af ækvator. Store dele af landet er derfor præget af tropisk klima med høje temperaturer året rundt. I februar kan du forvente 26 – 32 grader alt afhængig af, om du befinder dig i den nordlige eller sydlige ende af landet. Du skal dog også være forberedt på, at det kan regne, da februar er en af de mest regnfulde måneder i Brasilien.

Mexico

Yucatan-halvøen i Mexico er et ferieparadis i februar med 30 grader

Yucatan-halvøen i Mexico er et ferieparadis med strande smukke som et postkort. Hvidt sand, klart vand og svajende palmer tiltrækker hvert år millioner af turister. I tillæg ligger et af verdens syv nye vidundere på den velbesøgte halvø – nemlig Chichén Itzá, som er en antik maya-by. Uanset om du interesserer dig for historie, kultur, natur, mad eller bare ønsker total afslapning, kan Mexico levere varen. Når du først er landet i lufthavnen, kan du glæde dig over billige priser, så du kan forkæle dig selv med et luksusophold. Der er varmt hele året rundt på Yucatan med dagtemperaturer omkring 30 grader i februar. I Mexico City må du i samme måned nøjes med 23 grader, da den tætbefolkede hovedstad ligger 2200 meter over havets overflade.

Aruba

Arubas strande byder dig velkommen i februar

27 kilometer nord for Venezuelas kyst ligger den lille ø Aruba, der er kendt for sine fantastiske sandstrande og utallige casinoer. Øen er velbesøgt af især amerikanske turister, som flokkes på de smukke strande Eagle Beach og Palm Beach nord for hovedstaden Oranjestad. Det giver dig til gengæld gode muligheder for at finde en fredfyldt lomme på en af de mange andre dejlige strande, som ligger spredt langs kysten. Vil du hellere opleve øens grotter og ørkenagtige landskab med et væld af kaktusser, vil den evige passatvind sikkert være et velkomment pust på de varme dage i februar, hvor termometret sniger sig op omkring 28 grader.

Barbados

Vil du opleve Barbados, er februar et godt tidspunkt at besøge den caribiske ø

I den østligste del af Caribien ligger den selvstændige østat Barbados, hvor du kan opleve alt det bedste, som de vestindiske perler kan byde på lige fra fantastiske strande til god mad og dramatisk natur. Østkystens vilde bølger er et hit blandt surfere, mens vestkysten byder på de bedste strande med roligt vand. Sydkystens strande er mindre, men det er til gengæld her, du finder et hav af restauranter, barer og shoppingmuligheder. Uanset hvad du foretrækker, kan du året rundt glæde dig til en dejlig ferie i 28 – 30 graders varme, hvis rejsen går til Barbados. Det er med andre ord oplagt at tage på vinterferie på Barbados, hvis du sukker efter varme. På den tid af året er der ingen risiko for orkaner, som ellers kan ødelægge enhver sommerferie og efterårsferie i Caribien.

Jamaica

Jamaica er garant for en varm og solrig vinterferie i februar

En af de største øer i Caribien er Jamaica, som er cirka en halv gang større end Sjælland. Reggaemusik, rastafari, rom, kaffe, tropestrande og spektakulære vandfald har sat Jamaica på verdenskortet som en feriedestination, der vil fylde dig med autentiske oplevelser og unikke indtryk. Det tropiske klima sikrer dagtemperaturer omkring 30 grader året rundt, mens det lune havvand runder 27 grader. Det bedste tidspunkt at opleve Jamaica er i juleferien, vinterferien eller påskeferien. Fra december til april er vejret varmt og tørt med masser af sol. I maj begynder det at regne og blæse mere, og orkanerne begynder at samle energi i juni og mister først pusten igen i november.