Sæt kursen mod nord, når du forlader færgelejet i Helsingborg. Den brede landevej skærer sig gennem landskabet, så det tager under en time at køre til naturreservatet på Kullen. Har du god tid, kan du dreje fra og trille af sted på nogle af de mindre veje, som snor sig gennem stemningsfulde skove og hyggelige landsbyer.
Inden du får set dig om, lander du på Kullen, som er populær blandt både danskere og svenskere med hang til friluftsliv. Her kan du vandre, klatre, dykke og gå på opdagelse i grotter, som havet har skåret ind i klippeformationerne. Du kan såmænd også spille golf samtidig med, at du nyder synet af det fantastiske landskab.
Vil du overnatte på Kullen, vrimler det med gode muligheder lige fra charmerende hoteller til hyggelige bed and breakfasts. De ligger især langs Skåneleden, som er en vandrerute, der følger kystlinjen på Kullen. Etapen på Kullen går også under navnet Kullaleden. Vil du overnatte under åben himmel, er der også mulighed for at sove i telt eller shelter på Kullen.
Med andre ord skal det nok lykkes dig at finde et godt sted at bo på Kullen, hvis du vil blive lidt længere i det svenske. Her er lidt inspiration, som du kan starte med at se nærmere på.
Hotel Kullaberg i Mölle
Mölle er den by, der ligger længst ude på Kullen. Herfra er der cirka 4 kilometer til Kullens Fyr, som du kan vandre ud til ad afmærkede stier. Det er også muligt at køre i bil helt ud til fyret. Nede ved Mölles lille havn ligger Hotel Kullaberg. Det er et smukt gammel hotel med stil og atmosfære. Ikke to værelser er ens. Mange af værelserne har balkon, hvorfra du kan nyde udsigten over Kattegat. Restauranten serverer Sveriges bedste rejemad, men morgenmaden er nu heller ikke at kimse ad. Er I flere, som rejser sammen, er det muligt at bo på sammenhængende værelser, og hunden er også velkommen.
Kullagårdens Wärdshus ved golfbanen på Kullen
Vil du bo rigtig godt midt i den skønne natur på Kullen, byder Kullagårdens Wärdshus dig ind til et fantastisk ophold. Det er en hyggelig kro, hvor alt ånder fred, ro og idyl. Fra værelserne kan du nyde udsigten over den omkringliggende skov og marker. Nærmeste nabo er Kullens fyr, som har inspireret til en indretning i New England-stil med maritime farver, møbler i mørkt træ eller læder, lamper i messing og andre detaljer, der leder tankerne hen på hav og strand. Al mad bliver tilberedt med omtanke og kærlighed, så du kan glæde dig til et fremragende måltid i Kullagårdens Wärdshus’ restaurant. Kroen er hundevenlig, så du kan endda tage din hund med på tur til Kullen.
Hotell Rusthållargården på nordsiden af Kullen
Det familiedrevne Hotell Rusthållargården ligger midt i den idylliske landsby Arild på nordsiden af Kullen. Hotellets historie strækker sig helt tilbage til 1675. Oprindeligt var det en gård, som siden fik status som kro og tilladelse til at servere brændevin. Det er de perfekte rammer til en romantisk weekend omgivet af smuk natur. Hotellets værelser er alle individuelt indrettet. Mange af værelserne er holdt i en gammeldags stil, mens andre er renoveret og mere moderne med farver inspireret af Kullens klipper, skove, strande og hav. Alle værelser ligger på første sal, så du har mulighed for at booke et værelse med en flot havudsigt.
Børnevenlig campingplads midt på Kullen
Leder du efter en billig overnatning på Kullen, er campinghytterne hos First Camp Mölle en mulighed. Det er en lille hyggelig campingplads ved landevejen mod Mölle. Er du på cykelferie, kan du glæde dig over, at pladsen ligger tæt på Möllebanan, som er en gammel nedlagt jernbane. Her kan du cykle eller gå på en fin grussti, som går gennem landsbyer og landområder langs kysten. Hytterne har plads til 4-6 personer. Vil du bo så billigt som muligt, kan du leje en hytte med fælles bad. Alle hytter har terrasse eller en overdækket veranda med siddepladser, hvor du kan slappe af på en solskinsdag. Er du af sted med børn, vil de sikkert elske swimmingpoolen.
Hyggeligt feriehus ude på landet
Endnu tættere på Möllebanan og havet kan du leje en fin feriehytte på 65 kvadratmeter. Det ligger på en grusvej i landlige omgivelser lige uden for Nyhamnsläge, som er et gammelt fiskerleje. Fra huset er der kort afstand til stranden. Indretningen er hjemlig og holdt i lyse farver med et strejf af blåt. I køkkenet kan I selv lave mad, som I kan nyde i den hyggelige gårdhave, hvis vejret viser sig fra sin bedste side. På førstesalen er der opholdsområde med en blød sofa og et stort vindue, som lukker lyset ind.
Villa i Arild med havudsigt
Er I en gruppe på op til 7 personer af sted, kan det være hyggeligt at bo sammen, lave mad sammen og spise sammen. Muligheden er der, hvis I lejer en villa. Denne villa ligger i landsbyen Arild på nordsiden af Kullen. Herfra er der kort afstand til vandet. Stranden er præget af klipper, men der er en badebro lige i nærheden. Rejser du med børn, som ikke er så trygge ved at bade i havet, kan de i stedet hoppe i byens udendørs bassin, som ligger få skridt fra villaen. Der er badekar i stedet for brusekabine på badeværelset. Stuen på første sal er hyggeligt indrettet og har udsigt over havet, så læn dig blot tilbage i en af de bløde lænestole og slap af.
Glamping hos Coasters Hideaway Boutique
Glamping er camping med et strejf af glamour – eller med andre ord luksuscamping for dig, der gerne vil bo tæt på naturen uden at give alt for meget afkald på komforten. Hos Coasters Hideaway Boutique kan du få det bedste af begge verdener. Du kan bo i et stort telt med fast bund, gode senge, varme dyner, bløde puder og ekstra tæpper. Der er fælles badeværelse med varmt vand og fælles køkken. Du kommer til at bo ude på landet omringet af vinmarker og blomsterhaver. Her er utrolig fredfyldt, og værten er sød og opmærksom. Coasters Hideaway Boutique er en skjult lille perle, som kunne være et perfekt valg til en romantisk overnatning.
Vidunderlige omgivelser hos Vingården i Arild
Hos Vingården i Arild kan du også bo i telt under fornemme forhold. Det er muligt at booke et glamping-ophold i sommerhalvåret fra maj til september. Hele året kan du leje et hotelværelse på den familiedrevne vingård. Værelserne er små og enkle. Til gengæld kan du glæde dig til en dejlig morgenmad, fabelagtige omgivelser og fantastisk gæstfrihed. Det er muligt at tage hunden med. Som en bonus har Vingården i Arild en ladestation, så kører du Tesla, kan du lade batteriet på din el-bil, så du kan tage endnu mere på opdagelse i Sydsverige.
Pragtfuldt vandrehjem hos Bläsinge Gård
Lidt længere væk fra Kullens spids ligger den lille by Jonstorp smukt ud til bugten Skälderviken. En anelse uden for byen ligger vandrehjemmet Bläsinge Gård i grønne og frodige omgivelser. Her kan du bo godt og billigt, mens du er på Kullen. Værelserne er store og har plads til 2, 3 eller 4 personer. Der er fælles bad og toilet og mulighed for at lave mad i køkkenet. Hele gården er indrettet rigtig hyggeligt, så her er masser af atmosfære og god stemning. I parken kan du spille petanque eller slappe af i de fine havemøbler. Det er et populært vandrehjem, som ofte tager mod store grupper fx i forbindelse med en fest.
Svensk charme hos Kullebygdens Bed & Breakfast
Strategisk placeret mellem motorvejen og Höganäs ligger Kullabygdens Bed & Breakfast. Det er nemt at komme hertil i bil, og prisen for en overnatning ligger i den billige ende af skalaen, hvis du kan leve med, at der er fælles badeværelse. Værelserne er til gengæld rummelige og lyse, og morgenmaden byder på alt, hvad du kan ønske dig. Har du lyst til at udforske området, kan du låne en cykel og fx besøge den fine sandstrand i Farhult.
Kullaberg er et af Sveriges mest besøgte naturreservater. Det afspejler sig i de mange overnatningsmuligheder i området lige fra primitive shelters til naturskøn glamping til charmerende hoteller. Vil du besøge reservatet i sommerhalvåret, kan det være en god idé at booke i god tid, hvis du gerne vil bo et bestemt sted, for der er rift om at bo godt på Kullen.