Guide til 3 dages forlænget weekend i Paris med fly og hotel

Bo billigt på 9 pæne lavprishoteller i Paris

Paris er byernes by. Gennem hundreder af år har metropolens skønhed og unikke ånd tiltrukket rejsende fra hele verden. Perler som Louvre, Eiffeltårnet og Notre-Dame fascinerer og understreger byens betydning inden for kunst og arkitektur. De livlige gader i Latinerkvarteret lokker med fransk madkunst. Elegante modehuse som Chanel og Louis Vuitton ligger side om side på den berømte boulevard Champs-Élysées, som leder op til Triumfbuen. Her er alle ingredienserne til en uforglemmelig weekendtur.

Paris er kendt for sin arkitektur, kultur og kulinariske oplevelser. Det kan være en dyr destination at besøge især, hvis du vil bo på et 5-stjernet luksushotel, spise på fine restauranter og shoppe i dyre designerbutikker. Heldigvis er der også gode muligheder for at besøge Paris på et mindre budget.

Prisen for en tur til Paris vil blandt andet afhænge af, hvornår du planlægger at rejse. Både fly og hotel får prismæssigt et ordentligt hak op i sommermånederne, hvor turister fra hele verden vil se Mona Lisas smil, sejle på Seinen og spise croissants. Er du den sparsommelige type, skal du også holde dig væk omkring påske og jul. Sats i stedet på at rive et par dage ud af kalenderen i de kolde måneder til en weekendtur til den franske hovedstad.

Er det din første tur til Paris, og vil du have mest muligt ud af din tid i den franske hovedstad, vil jeg anbefale dig at bo centralt, så du er tæt på alle de populære seværdigheder som Eiffeltårnet, Notre-Dame, Louvre, Triumfbuen, Panthéon og Montmartre. Du kan næppe nå at opleve alt i Paris på en enkelt weekendtur, så kig dig om efter et hotel nær de attraktioner, som du finder mest interessant.

Gaderne i Paris vrimler med små pæne hoteller, hvor du kan bo forholdsvis billigt og godt. Begrebet billigt er dog et relativt begreb, for Paris er bestemt ikke en billig by. Desto mere centralt du vil bo, desto højere kryber prisen op. I stedet kan du overveje at finde et hotel tæt på en metrostation. Der er over 300 stationer, og togene kører i pendulfart fra tidlig morgen til lidt over midnat, så det er en nem og hurtig måde at komme rundt i Paris.

Jeg har set lidt nærmere på mulighederne og fundet et udvalg af relativt billige hoteller, som samtidig får pæne ord med på vejen fra tidligere gæster. De er spredt rundt omkring i Paris, så du kan få et indtryk af service og priser i de forskellige bydele, som jo altid er relevant, hvis du rejser på budget.

Hotel Prince Albert Wagram

Prince Albert Wagram er et hyggeligt lille hotel i det 17. arrondissement i Paris

Vil du snuse til den ægte parisiske stemning, ligger Hotel Prince Albert Wagram ideelt i det rolige kvarter Bastignolles. Booker du et ophold uden morgenmad, vrimler det med små hyggelige cafeer i nabolaget. Du kan gå på opdagelse blandt boderne på det lokale marked, eller du kan hoppe på metroen og stå foran Louvre 20 minutter senere. Efter en dag fuld af oplevelser kan du koble af på det lille hotel, hvor værelserne er pæne og rene med en moderne indretning og komfortable senge.

Ibis Styles Paris Montmartre Nord

ibis Styles Paris Montmartre Nord er et budgetvenligt hotel i det 18. arrondissement i Paris

I Montmartre kan du skue ud over Paris. Den nordlige bydel ligger højt og er især kendt for Sacre Coeur, der er en stor kirke opført i orientalsk stil som et symbol på fred og håb. Herfra er der cirka en halv times gang ad brostensbelagte gader og smalle stræder til det lille hyggelige Ibis Styles Paris Montmartre Nord, hvor værelserne er smukt indrettet i rolige nuancer. Lyset vælder ind ad gulv-til-loft vinduerne på det 3-stjernede budgethotel, hvor de mindste værelser er virkelig små, men til gengæld er gratis morgenmad inkluderet i din overnatning.

Hotel Paris Voltaire

Hôtel Paris Voltaire ligger i det 11. arrondissement i Paris

Det behøver ikke at koste en formue at bo tæt på centrum i Paris. Hotel Paris Voltaire er et lille men godt hotel beliggende en kort gåtur fra den berømte kirkegård Père-Lachaise, hvor prominente kunstnere som Jim Morrison, Edith Piaf og Oscar Wilde er stedt til hvile. Receptionisten byder dig velkommen med smil på det charmerende overnatningssted, som ligger tæt på metro i et kvarter fyldt med restauranter og små butikker. Hvert værelse er unikt indrettet på det lille hotel, som har fået mange pæne ord med på vejen fra tidligere gæster.

Hotel Acropole

Hotel Acropole er et godt og billigt hotel i det 14. arrondissement i Paris

I det sydlige Paris ligger det store messecenter Paris Porte de Versailles. Det er lig med et godt udvalg af moderne hoteller som fx Hotel Acropole. Trods de budgetvenlige priser er værelserne indrettet med køleskab, elkedel og pæne badeværelser. De store vinduer er forsynet med mørklægningsgardiner, så du kan lukke byens lys ude, når du går til køjs i de komfortable senge. Metroen ind mod centrum stopper praktisk talt lige uden for døren, så du kan køre direkte ind til alle seværdighederne i Paris.

Hotel des Ecrivains

Hotel des Ecrivains ligger i det 13. arrondissement i Paris

Der er god sammenhæng mellem pris og kvalitet på det lille hyggelige Hotel des Ecrivains, som ligger syd for Seinen i gåafstand fra den botaniske have Jardin des Plantes og det naturhistoriske museum. Er dine fødder trætte efter flere dage fuld af oplevelser i Paris, kan du heldigvis også hoppe på metroen 3-400 meter fra hotellet. Værelserne er nyindrettede med lyse farver på væggene, interiør i varme farver og franske altaner, som lukker masser af lys ind. Morgenmaden byder på lidt af hvert, men du kan også fravælge den, når du booker dit ophold, hvis du hellere vil starte dagen med lidt lækker mad på en af de mange nærliggende caféer.

Ibis Styles Paris Gare Saint Lazare

Ibis Styles Paris Gare Saint Lazare er et billigt hotel i det 8. arrondissement i Paris

Der er spræl på farverne, når du træder ind ad døren til lavprishotellet Ibis Styles Paris Gare Saint Lazare, som ligger i det 8. arrondissement nord for centrum af Paris. Værelserne er større end på mange andre billige hoteller i den franske hovedstad, og gratis morgenmad er inkluderet i dit ophold. Om sommeren kan du blive svalet af aircondition på værelset. Hunde er velkomne efter aftale.  Der er 200 meter til nærmeste metrostation, hvor togene med få minutters mellemrum kører dig ind til den elegante Boulevard Haussmann, hvor butikkernes vinduer frister til at shoppe amok.

Au Pacific Hotel

Au Pacific Hotel er et billigt hotel i det 15. arrondissement i Paris

I et fredeligt kvarter kun 15 minutters gang fra Eiffeltårnet ligger Au Pacific Hotel. Det er et mindre hotel med 56 værelser, som er enkelt indrettet med det, du har brug for til et weekendophold i Paris. Beliggenheden er fremragende, hotellet er pænt og rent, og der er fri adgang til kaffe og vand i receptionen, som er bemandet døgnet rundt. Om søndagen er der marked ved den nærmeste metrostation. Du kan tilkøbe morgenmad, men der ligger også nogle små fantastiske morgenmadssteder lige rundt om hjørnet.

Hotel D’win

D'win er et forholdsvis billigt hotel i det 4. arrondissement i Paris

Vil du bo så centralt og billigt som muligt på din storbyferie til Paris, skal du kaste et blik på Hotel D’win. Det er et hundevenligt hotel i hjertet af Paris kun 800 meter fra den berømte katedral Notre-Dame, så her bor du i gåafstand til et væld af byens seværdigheder. Alle værelser har aircondition, tv og eget badeværelse. Det er ikke luksus, men du får virkelig meget for pengene her i betragtning af beliggenheden.

Hotel de Nesle

Hotel de Nesle er et billigt og centralt hotel i det 6. arrondissement i Paris

Du kan også bo yderst centralt og billigt et stenkast syd for Seinen. Hotel de Nesle ligger i et historisk kvarter i det 6. arrondissement kun 200 meter fra Pont Neuf, som er den ældste bro i Paris. Det er et lille originalt hotel, hvor du kan vælge mellem værelser med eget badeværelse eller fælles toilet. Du skal ikke forvente at få serveret morgenmad på hotellet, men der er rigeligt med spisesteder i nabolaget. Til gengæld kan du slå dig ned med et glas vin i den charmerende gårdhave, når du skal fordøje de mange indtryk på din weekendtur til Paris.