Den verdenskendte legetøjsproducent har allerede åbnet et LEGO Discovery Center i Bruxelles, og Hamborg følger trop i marts 2024. Den nye familievenlige attraktion breder sig over 3000 kvadratmeter, hvor børn mellem 2 og 10 år kan lade deres fantasi få frit løb, når de kaster sig ud i sjov med millioner af legoklodser.
Centret vil være inddelt i 12 tematiserede legezoner, hvor familiens yngste blandt andet kan designe deres egne minifigurer, sætte sig til rette i en 4D-biograf eller begive sig ind i en laserlabyrint. Kan dine børn slet ikke vente på at gå på opdagelse i alle herlighederne, kan I lade jeres næste ferie gå til Bruxelles, som fik æren af at lægge by til Europas første LEGO Discovery Center.
Det spritnye udflugtsmål bliver placeret i HafenCity, som er Hamborgs nyopførte bydel med en beliggenhed i umiddelbar forlængelse af den gamle bykerne. Her ligger allerede mange andre interessante oplevelser som fx verdens største modeljernbane i Miniatur Wunderlands og Hamborgs nye vartegn Elbphilharmonie.
Foruden de populære turistmagneter vrimler det også med gode moderne hoteller i HafenCity. Nogle af værelserne har dobbeltseng til forældrene og en sovesofa til børnene. Ønsker I jer mere plads på jeres ferie, er der også rig mulighed for at leje en hotellejlighed eller en ferielejlighed med køkken i det centrale Hamborg, så I selv kan varme mad.
Næsten uanset hvor I vælger at indkvartere jer i Hamborg, er det nemt og bekvemt at komme rundt med offentlig transport. Der kører både U-bahn og busser mellem centrum og HafenCity, så du og din familie kan drage på opdagelse overalt i Hamborg.