En hytteferie kan være det gyldne kompromis mellem camping i telt og en ferie i sommerhus. En hytte giver dig fast tag over hovedet, en behagelig seng, et praktisk køkken og dit eget badeværelse. De mest luksuriøse hytter ligner mest af alt et lille sommerhus. Bor du i hytte på en campingplads, kan du vågne op til fuglekvidder i naturskønne omgivelser nær strand eller skov.
Flere og flere har fået øjnene op for hytteferie i Danmark, så mange campingpladser kan efterhånden tilbyde luksushytter, hvor du kan få en behagelig ferie med god søvn og afslapning i rolige omgivelser. Børnene kommer heller ikke til at kede sig, hvis du vælger en familievenlig campingplads med pool og legeplads. Her kan de møde nye legekammerater og slå sig løs, mens du nyder solen.
Nye luksus campinghytter ved Grønninghoved Strand
Med bøgeskov til den ene side og en børnevenlig strand til den anden side ligger denne nye luksushytte helt perfekt. Fra hytten er der havudsigt over Lillebælt og kort afstand til campingpladsens pool og øvrige aktiviteter, så du bor midt i et smørhul. De største hytter er 35 kvadratmeter store, så der er rigelig plads til 4 personer. Der er både bad, køkken, spiseplads og sofa i hytterne, så her kan du bo tæt på naturen i komfortable omgivelser.
Tag hunden med i campinghytte ved Hølken Strand
Syd for Århus kan du tage din hund med og indkvartere dig i en hyggelig hytte på en fin og velholdt campingplads. Alt ånder fred og ro i vandkanten ved Kattegat. Pladsen ligger lige ned til en børnevenlig strand med lavt vand, fint sand og badebro. Hytterne er godt indrettet med et lille tekøkken med køleskab, fryser, køkkenvask og elkedel. Har du brug for ovn eller komfur, er der få skridt over til fælleskøkkenet.
Veludstyret hytte ved Fjellerup Strand på Djursland
I udkanten af et stort sommerhusområde på Norddjurs kan du leje en luksushytte på 25 kvadratmeter med sovepladser til 6 personer, så her kan børnefamilier bo godt og komfortabelt. Hytten indeholder alt, hvad du skal bruge til en luksus campingferie. Der er bad, toilet, kogeplader, ovn, køleskab med frys, kaffemaskine, el-kedel, service, TV med DVD afspiller, el-varme, dyner og puder – men det bedste er næsten pladsens opvarmede pool.
Luksushytte ved Vikær Strand i Sønderjylland
Direkte ned til egen badestrand ligger Vikær Strand Camping helt perfekt, hvis du vil starte dagen med en frisk dukkert. Du kan indkvartere dig i en velindrettet luksushytte med en høj placering, så du kan nyde den fabelagtige udsigt over vandet fra den overdækkede terrasse. Den 25 kvadratmeter store hytte har plads til 4 voksne og 2 børn. Hunden er også velkommen mod et ekstra gebyr. Der er separat soveværelse, hems, toilet, bad og tekøkken med ovn, kogeplader, køleskab, kaffemaskine og elkedel. Feriehytten er desuden udstyret med service, dyner og puder.
Hytte tæt på skov i Vorbasse
Uanset om du vil på en uges sommerferie eller har brug for en enkelt overnatning tæt på Legoland, vil du føle dig velkommen på campingpladsen i Vorbasse. Det er en familievenlig campingplads med flere legepladser, gratis adgang til svømmehal, overdækket bålplads og minigolf. Du kan indlogere dig i en luksushytte med 2 soveværelser, bad, toilet, veludstyret køkken, service, dyner og puder eller i en lidt mindre hytte, hvor køkkenet er nedskaleret. Pladsen har fælles køkken, så du kan sagtens trylle et lækkert måltid mad frem alligevel.
Flot lille luksushytte i Grindsted
Som taget ud af et eventyr kan du overnatte i en charmerende lille hytte, hvor der er kræset om indretningen for at skabe et funktionelt miljø på minimal plads. Hytten er indrettet med et lille te-køkken, spiseplads, sovesofa samt trappe op til en hems med yderligere sovepladser og udsigt til de grønne omgivelser. Der er fælles bad, toilet og bålhytte med grill. Morgenmad er inkluderet i prisen for en overnatning, så du skal bare slappe af og mærke roen gøre sit indtog i dit sind.
Stor og overdådig superior hytte i Sunds
Ved bredden af Sunds Sø ligger de mest fantastiske campinghytter, som er helt på højde med et lille lækkert sommerhus. Feriehytterne ligger få skridt fra en badebro, så du kan tage en impulsiv dukkert i søen. De 37 kvadratmeter er indrettet med soveværelse, badeværelse, sofa, spiseplads og tekøkken med køleskab, mikroovn, kogeplader, brødrister, elkedel, kaffemaskine og opvasker. På den store afskærmede terrasse kan du nyde solen. Du kan endda parkere din bil lige uden for hytten, så der er tænkt på det hele, hvis du vil af sted på en total luksus campingferie.
Luksus og komfort i lækker campinghytte i Esbjerg
Tæt på den lange sandstrand ved Esbjerg kan du vælge mellem hytter i flere forskellige størrelser. En hytte på 35 kvadratmeter er indrettet med to soveværelser, et lille køkken, spiseplads, sofa, bad og toilet. På den overdækkede terrasse er der havemøbler og grill, så I kan nyde det gode vejr i fulde drag. Campingpladsen har masser af aktiviteter og underholdning for børn og barnlige sjæle, men det største trækplaster er den udendørs opvarmede pool med rutsjebane.
Campinghytte med adgang til badeland ved Vesterhavet
På den smalle landtange mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord kan du bo i de skønneste omgivelser. Den rå natur ligger få skridt fra de rummelige hytter, hvor der er sovepladser med dyner og puder til i alt 5 personer fordelt i et soveværelse samt på hemsen og en sovesofa i opholdsrummet. Er I en større familie, kan du alternativt leje et mobilhome. Hytterne er udstyret med et lille køkken med komfur, køleskab, mikrobølgeovn, kaffemaskine og diverse køkkengrej. Der er spiseplads inden for og havemøbler uden for. Som prikken over i’et er der også bad og toilet i hytten. Børnene vil elske denne campingplads, som kan bryste sig af at have sit eget indendørs badeland.
Veludstyret campinghytte i Thyborøn
Vil du bo i hytte tæt på Vesterhavet, er der også gode muligheder i Thyborøn, som ligger ved Limfjordens munding. Byens campingplads har en velholdt hytteby, hvor hele familien kan bo sammen i en luksushytte på 25 kvadratmeter. Det er også tilladt at tage hunden med, hvis du køber slutrengøring. Hytterne er fuldt udstyret med dyner, puder og køkkengrej til 6 personer, så de er ideelle til en familieferie. De er indrettet med et pænt badeværelse, to soveværelser med senge og en hems med plads til de yngste familiemedlemmer. Nærmeste nabo er byens svømmehal, hvor du kan flyde i bassinets varme vand eller svede godt og grundigt i sauna eller dampbad.
Luksus campinghytte ved en af Jyllands bedste badestrande
De store luksushytter tæt på den brede sandstrand i Løkken har med et areal på 35 kvadratmeter plads til hele 8 personer, hvis sovesofaen i stuen bliver redt op. Hunden er også velkommen mod et ekstra gebyr. De moderne hytter er indrettet med et veludstyret køkken i åben forbindelse med opholdsstuen, 2 soveværelser og en stor hems. Hytterne har eget badeværelse, overdækket terrasse og havemøbler. Det er en fantastisk campingplads for børn, da der er masser af legepladser, vandland, boldbaner og daglige aktiviteter.