Málaga

Malaga – din guide til den perfekte ferie i Sydspanien

Er du klar til at bytte regn og rusk ud med tapas og sangria? Malaga byder dig velkommen med åbne arme til en verden af sol, lækker mad og livsglæde! Her kan du slentre langs strandpromenaden med en is i hånden, smage på lækre delikatesser, udforske historiske monumenter og lade dig rive med af passionerede flamenco-rytmer, mens du får farve på næsen.

Malaga er et kalejdoskop af oplevelser – farverig, levende og fuld af overraskelser! Dyp dig i Middelhavets blå bølger under solens stråler, fyld kurven med souvenirs i den historiske bymidte, forkæl dine smagsløg med tapas og sangria, besøg charmerende landsbyer som perler på en snor, udforsk klippelandskabets vilde natur på vandreture, prøv lykken på golfbanen – og meget mere!

Uanset om du trænger til at dovne dagen lang i solens varme, udfordre dig selv på halsbrækkende stier i bjergene, forundre dig over Picassos surrealistiske fantasi, vandre i mauernes fodspor eller måske lidt af det hele, er Malaga absolut et bekendtskab værd.

Smuk bygning i Malaga
Smuk bygning i Malaga
Paella
Paella

Som en bonus er det nemt som en leg at rejse til Malaga. Det er en af Spaniens største byer, hovedbyen på den solrige spanske sydkyst Costa del Sol og en populær feriedestination, så dagligt sætter fly fra både Hamborg, Aalborg og København kursen mod Malaga. Århusianerne følger trop med ugentlige flyvninger fra den jyske hovedstad direkte ned til solkystens velgørende varme.

5 gode grunde til at besøge Malaga

Malaga er et ferieparadis med alt, hvad dit hjerte begærer: Sol, strand, kultur, historie og god mad, der får englene til at synge. Som en ekstra bonus er den andalusiske havneby billigere at besøge end både Madrid og Barcelona.

Hvad kan man opleve i Malaga?

Frister en storbyferie i Malaga, er 3 dage lige tilpas til at opleve alt det bedste i selve byen uden at stresse rundt som en hovedløs kylling. Har du lidt ekstra dage at gøre godt med i sydens sol, er det oplagt at drage på opdagelse i Andalusien, tage på en dagstur til Gibraltar eller måske endda et hurtigt smut til Marokko i selskab med en lokalkendt guide.

Udsigt over Malaga fra borgen Gibralfaro
Udsigt over Malaga fra borgen Gibralfaro

Malagas historiske bymidte eller Centro Histórico er en bilfri labyrint af smalle gader, hvor bygninger med et væld af fine detaljer kaster kærkommen skygge for den til tider ubarmhjertige sol. Midt i det hele strækker palmerne sig mod himlen på insta-værdige Calle Puerta del Mar få skridt fra shoppingmekkaet Calle Marqués de Larios. Mod nord munder gaden ud i Plaza de la Constitución, som åbenbarer sig som en smuk plads med marmorfliser, palmer, springvand og historiske bygninger.

Benyt lejligheden til at svinge forbi Carmen Thyssen Museum og se nærmere på baronessens personlige samling af værdifulde spanske malerier.

Videre går turen til den storslåede katedral med kælenavnet La Manquita, som betyder “den lille enarmede dame”. Det hentyder til tårnet, som troner i majestætisk ensomhed. Egentlig skulle kirken have to tårne, men pengene slap op. Ikke desto mindre er bygningen et imponerende syn med søjler, kupler og et væld af dekorative detaljer, som vidner om katolicismens indflydelsesrige position i Spanien.

Tårnet på Malaga Katedral
Tårnet på Malaga Katedral
Smukke detaljer inde i Malaga Katedral
Smukke detaljer inde i Malaga Katedral

Bag katedralen ligger den fine lille have Jardines de La Catedral. Vil du gå tur i træernes skygge, skal du ned mod vandet til Málaga Park, der strækker sig over 700 meter i længden med springvand, skulpturer, bænke og legeplads til børnene. 

Nu er du næsten nede ved havnepromenaden Palmeral de Las Sorpresas langs lystbådehavnen, hvor du kan lægge vejen forbi Centre Pompidou Malaga med skiftende udstillinger af moderne kunst samt en fast udstilling med værker af navnkundige ikoner som Frida Kahlo, Francis Bacon og Pablo Picasso.

Marinaen i Malaga
Marinaen i Malaga

Malaga er Picassos fødeby, som hædrer ham med Museo Picasso Málaga, hvor du kan nærstudere yderligere 200 af hans værker.

Bagefter kan du kaste anker i shoppingcentret Muello Uno, inden du sætter dig til bords på en af de mange restauranter med udsigt over havnebassinet ind mod bymidten, hvor katedralens tårn og pariserhjulet ved Plaza de La Marina drager øjet.

Borgen Alcazaba er en af Malagas absolut største seværdigheder. De første sten blev lagt af romerne, men siden overtog maurerne og udvidede forsvarsværket. Ringmurene beskyttede paladser og frodige haver i samme stil som hos storebroderen Alhambra. Udgravningen af amfiteatret Teatro Romano de Málaga få skridt derfra vidner om romernes historiske tilstedeværelse på solkysten.

Alcazaba og det romerske teater i Malaga
Alcazaba og det romerske teater i Malaga

Har du fundet de gode travesko frem, kan turen gå videre op mod Castillo de Gibralfaro. Det er et gammelt borganlæg, som er endnu et håndgribeligt bevis på den arabiske indflydelse i Andalusien. Turen op er til tider stejl, men du bliver belønnet med en fabelagtig udsigt. 

Når du kigger ud mod vandet, kan du næsten ikke undgå at få øje på den store cirkelformede bygning Plaza de toros de La Malagueta. Det er tyrefægtningsarenaen, hvor spansk tradition og historie går hånd i hånd. I Malaga er det stadig muligt at se en tyr kæmpe mod en tyrefægter – blandt andet i forbindelse med den årlige byfest Feria de Málaga i august, hvor du også kan se følelsesladede flamenco-opvisninger og farvestrålende fyrværkeri.

Playa de la Malagueta er Malagas bynære strand
Playa de la Malagueta er Malagas bynære strand

Trænger du til at blive kølet af i Middelhavets blå bølger, er den bynære strand Playa de la Malagueta et kærkomment afbræk med mørkt sand og eksotiske palmer. Melder sulten sig, kan du ovre på den modsatte side af marinaen besøge Mercado Central de Atarazanas og købe ind til et godt måltid mad. Boderne bugner af fisk, kød, ost, frugt og grøntsager, så tænderne løber i vand.

Befinder du dig på disse kanter, bør du unde dig selv at gå en tur i gaderne i bydelen Soho. Det er et kreativt kvarter, som kom på landkortet takket være street art-kollektivet MAUS, der har beriget gaderne i Soho med mange eksempler på gadekunst.

Hvad skal man ellers opleve i Andalusien?

Med Malaga som base ligger Andalusiens skatte lige for dine fødder. Hop på toget og lad landskabet rulle forbi vinduerne, mens du nipper til en kop kaffe i selskab med en god bog. Eller tag med på en guidet bustur og sug den lokale atmosfære til dig, mens du smalltalker med andre turister. Er du mere eventyrlysten, kan du leje en bil og suse af sted på eventyr ad de krøllede bjergveje.

Alhambra i Granada er et mesterværk ud i maurisk byggekunst. Her kan du se unikke eksempler på utrolig detaljeret islamisk kunst og storslåede haver med bassiner og kanaler. Det gigantiske palads ligger 150 km fra Malaga og er Andalusiens absolut mest besøgte attraktion med over 3 millioner besøgende år efter år, så det er en god idé at købe billet på forhånd. 

Klipperne i kystbyen Nerja 60 km øst for Malaga gemmer på et netværk af imponerende drypstenshuler. De største huler er flere etager høje. Neandertalere levede her for over 42.000 år siden og har udsmykket nogle af grotterne med hulemalerier, som desværre er lukket område for offentligheden. I stedet kan du se en kopi af dem på Nerja Museum.

Lidt nord for Nerja ligger Frigiliana, som flere gange er kåret som Spaniens smukkeste landsby. Det er en af de charmerende hvide byer, som putter sig i de andalusiske bjerge. Fine hvidkalkede huse flankerer en labyrint af smalle gader med en belægning af små sten lagt i flotte mønstre. Langs mange af stræderne står grønne planter i potter af terrakotta og pynter, mens døre malet i klare farver skaber kontrast til alt det hvide.

Frigiliana er Spaniens flotteste by

Vil du mærke adrenalinen bruse i blodet, er den gamle kongesti Caminito del Rey en times kørsel nordvest for Malaga en populær vandrerute. Med frit fald til den ene side bugter en sti sig af sted langs klippevæggene. Udsigten over dalen og floden er virkelig smuk med rå klipper brudt af grøn bevoksning hist og pist.

Har du hang til enestående naturoplevelser, er nationalparken Torcal de Antequera 50 km nord for Malaga noget helt særligt. For mange millioner år siden var disse formationer af kalksten dækket af havvand. Sedimenter har lagt sig i horisontale lag og siden har vind og vejr formet et helt unikt landskab. Går du en tur langs en af de markerede vandreruter, kan du være heldig at få øje på en grib i luften eller en bjergged mellem klipperne.

Lige i nærheden af nationalparken ligger byen Antequera, som kan spore sin historie helt tilbage til bronzealderen. Det er en spændende by, hvis du er historisk interesseret. Gravkamrene Dolmens de Antequera er lige så gamle som Stonehenge. Et andet trækplaster er ruinerne af et romersk bad. Over byen troner en velholdt maurisk borg med udsigt over de mange hvide huse. Byen er også fyldt med kirker og klostre.

Halvanden times kørsel mod vest gennem Andalusiens tørre kuperede landskab fører dig til nogle af Spaniens ældste byer. Det vrimler med historiske seværdigheder i Ronda, som især er berømt for den buede bro Puente Nuevo, som forbinder byen hen over en afgrundsdyb kløft. Traditionen med tyrefægtning blev formentlig født i Ronda, som også er kendt for arenaen Plaza de Toros de Ronda.

Ronda
Ronda
Setenil de las Bodegas
Setenil de las Bodegas

I nabolaget ligger også byen Setenil de las Bodegas. Det er endnu en hvid by, men den skiller sig ud fra mængden, fordi mange af husene i virkeligheden er facader på huler ind i klipperne. I gamle dage var klippehulerne kølige boliger, som skærmede for solens ubønhørlige stråler, eller de blev brugt til opbevaring af afgrøder. En af de små gader, Calle Cuevas de la Sombra, er helt overdækket af en klippe. Flere af hulerne er i dag indrettet som små butikker, så du har mulighed for at opleve køligheden på egen krop.

Andalusiens historiske hovedstad er Cordoba. Du kan tage et tog direkte fra Malaga til Cordoba, så rejsetiden er kun omkring en time. Romersk, arabisk og jødisk kultur har sat sit præg på den gamle smukke by, hvis vartegn er moské-katedralen La Mezquita. En gang var det verdens største moské. Da katolikkerne genvandt magten, besluttede den spanske konge at opføre en katedral inde i moskéen.

La Mezquita i Cordoba
La Mezquita i Cordoba
Plaza de España i Sevilla
Plaza de España i Sevilla

Nu til dags bliver Andalusien regeret fra Sevilla, som er større end Malaga. Også denne by kan du nå med tog. Hovedstaden kan fremvise flere UNESCO-fredede arkitektoniske perler som verdens største gotiske katedral med det sigende navn Sevilla Katedral, hvor de jordiske rester af Columbus er stedt til hvile, og det mauriske kongepalads Real Alcázar de Sevilla. Den enorme plads Plaza de España kan også nemt tage et par timer af din tid – måske er du heldig at opleve et flamencoshow, for netop i Sevilla blev den fyrige dans født. 

På sydspidsen af den iberiske halvø ligger den britiske koloni Gibraltar. En 426 meter høj klippe dominerer omgivelserne, der også er præget af stedets fortid som en vigtig flådebase. I denne lille bid af England kan du shoppe toldfrit, slukke tørsten med en pint på en pub, tage svævebanen op til klippetoppen, møde de frække berberaber eller udforske drypstenshulen St. Michaels Grotte.

Er du klar på en hel dag fuld af eventyr, kan du sejle fra Tarifa til Tanger i Marokko. Færgelejet ligger tæt på medinaen, som er den gamle bydel med et virvar af smalle gader. Duften af krydderier breder sig blandt de små butikker, hvor du kan købe tæpper, lædervarer og andet håndværk. På en bakketop ligger Kasbah, som er en fæstning bygget i 1400-tallet. En gammel bymur omkranser medinaen og vidner om, at mange forskellige lande har kæmpet om at kontrollere Tanger. 

Tangier
Tangier
Chaouen
Chaouen

Fyrtårnet på Kap Spartel guider skibsfarten, men er også et virkelig smukt sted med udsigt over Atlanterhavet. Længere nede ad kysten ligger Herkules’ Grotte, som er en stor turistattraktion takket være myten om, at den græske gud Herkules opholdt sig her.

En virkelig spektakulær oplevelse venter 110 km inde i Marokko. Her ligger byen Chaouen, som er kendt for sine blå huse. Den største attraktion er netop at gå rundt i gaderne, indsnuse atmosfæren, handle lidt lokal håndværk i souken, drikke en kop myntete og smage på autentisk marokkansk mad.

Hvor skal man shoppe i Malaga?

Shopaholics vil elske Malaga. Udvalget af butikker er stort, og tøj er billigere her end i Danmark. I forhold til de gennemsnitlige priser i Europa er tøj 8% billigere i Spanien, så der kan være gode penge at spare. Til gengæld er der ikke så store chancer for at gøre et kup, hvis du trænger til nye sko.

Mange af butiksgaderne i Malagas historiske bymidte er bilfri gågader, så du kan kigge nærmere på de forskellige butikker i ro og mag uden distraktioner fra trafikken.

Start din shoppingtur på ikoniske Calle Larios, hvor du finder alt fra trendy tøj til kosmetik og smykker.  Drej ned ad sidegaderne og se, hvad der gemmer sig af butikker der, inden du lander på Calle Nueva, som var det gamle hovedstrøg. 

Er du på udkig efter mere unikke fund, er vintagebutikkerne på Calle Mártires det perfekte sted at starte skattejagten.

Langs kajkanten ligger Muello One, hvor du både kan gå i butikker, spadsere en tur langs vandet og kigge på bådene, der vugger i vandet.

Der er adskillige gode shopping centre i Malaga
Der er adskillige gode shopping centre i Malaga

Tæt på Málaga-Maria Zambrano, som er hovedbanegården i Malaga, ligger flere shoppingcentre. Tager du toget fra lufthavnen ind til Malaga centrum, vil du støde på Vialia Centro Comercial. Adskillige biludlejningsfirmaer har kontor her, men der er naturligvis også et bredt udvalg af butikker. 

Desuden er her en stor biograf men vær opmærksom på at mange udenlandske film bliver synkroniseret til spansk. Skal de amerikanske og engelske skuespiller tale, som de plejer, skal du gå efter skilte med “V.O.”, som står for voz original – altså originale stemmer.

Et par hundrede meter nord for stationen ligger Centro Comercial Larios Centro, som er et populært shoppingcenter med et væld af internationale kædebutikker fordelt på to etager.

Fortsætter du til fods ind mod den gamle bymidte, kommer du forbi El Corte Inglés, som er et stort hyggeligt shoppingcenter i stil med Magasin og Illum. På øverste etage ligger flere spisesteder med en god udsigt over Malaga.

Mercado Central de Atarazanas er det navnkundige madmarked i Malaga
Mercado Central de Atarazanas er det navnkundige madmarked i Malaga

Mercado Central de Atarazanas er Malagas indendørs madmarked, som mange turister valfarter til bare for at snuse til stemningen. Boderne bugner med friske råvarer lige fra farverige frugter til saftigt kød og friskfanget fisk. Hallens smukke arkitektur bidrager til den charmerende atmosfære. Melder sulten sig, kan du snuppe lidt tapas her, inden turen går videre.

Det vrimler med loppemarkeder i Malaga. Det største er Rastro de Malaga på Calle Antonio Rodriguez Sánchez med 300 boder, hvor handlende falbyder varer hver søndag. Her kan du finde alt fra tøj og unika smykker til slik og blomster. 

Malagas største shoppingcenter er Plaza Mayor, som er nabo til lufthavnen. Bor du i Malaga centrum, er det nemt at tage tog eller bus derud. Over 300 butikker venter på dig med alt fra high-street mode til eksklusive mærker. Er du på jagt efter endnu bedre tilbud på luksusbrands, ligger McArthurGlen Designer Outlet Málaga lige ved siden af.

Er du klar til at fortsætte luksusoplevelsen, skal du drage på en udflugt til Puerto Banus i Marbella. I bil kan du tilbagelægge de 65 km fra Malaga i løbet af en times tid. Med sine eksklusive butikker, fantastiske strande og lækre spisesteder er den elegante marina det perfekte sted at forkæle dig selv og afslutte din shoppingtur med stil.

Puerto Banus er synonym med eksklusiv shopping
Puerto Banus er synonym med eksklusiv shopping

Hvilken strand er den bedste i Malaga?

Får du lyst til at mærke sandet mellem tæerne, ligger Playa de la Malagueta tættest på Malagas bymidte. Det mørke sand strækker sig fra marinaens kaj 1,2 km mod en bølgebryder, hvor Playa de la Caleta tager over.

I sommermånederne er Playa de la Malagueta tæt pakket med lokale og turister. Det skorter ikke på faciliteter. Du kan leje en liggestol, købe snacks og drikkevarer i strandbarer, spille volleyball, skylle saltvandet af under brusere og se dine børn fornøje sig på legepladserne. Derudover er der toiletter og handicapvenlig adgang. I højsæsonen holder livreddere godt øje med de badende. Det blå flag vejrer i flagstangen, men vandet bliver dybt ret hurtigt, så det er desværre ikke et sted for små børn at soppe på egen hånd.

Playa de la Malagueta
Playa de la Malagueta

Der er lidt mindre trængsel på Playa de la Misericordia, som er en lang bred strand cirka 1,5 km vest for havnen i Malaga. Færgen fra Melilla passerer tæt forbi og skaber lidt bølger, så pas på med at efterlade dine ting for tæt på vandet, hvis du starter dagen med en tidlig dukkert i Middelhavet.

Går du ud mod strandens vestlige ende, finder du den bedste badestrand til børn i Malaga. Langs hele stranden er faciliteterne i top med et væld af strandbarer, mulighed for at leje liggestole og parasoller, brusere, legepladser, strandpromenade, livreddere og et blåt flag i flagstangen.  

Har du fået nok af andre turister, skal du søge mod Playa del Palo øst for Malaga city. Det er en strand i mere autentiske omgivelser, hvor mange både er trukket op på stranden. Det lave vand, det fine sand og den rolige atmosfære gør stranden perfekt til en familieudflugt.

Palmetræer tilbyder skygge fra middagssolen. De små spisesteder langs promenaden er billigere end restauranterne langs Malagas mere populære og bynære strande. Til gengæld er der også færre faciliteter, men du kan stadig styrke musklerne i de udendørs træningsfaciliteter, leje en liggestol og se børn få afløb for deres energi på legepladsen.

Hvad sker hvornår i Malaga

Spanien summer af festivaler og festlige højtider året rundt. Malaga er ingen undtagelse. Kalenderen er proppet med begivenheder, som får gaderne til at sitre af liv og glæde. Fra farverige parader til hyggelige bålfester er der altid noget at fejre i Malaga.

Året begynder med et brag den 5. januar, når Cabalgata de los Reyes Magos tager turen gennem Malagas gader. Optoget hylder de tre vise mænd, som bragte gaver til Jesus. Det starter ved rådhuset og ender i den historiske bymidte, og undervejs kan børnene fange slik, som bliver kastet ud fra paradevognene.

I februar eller marts (afhængig af påskens placering) er det tid til karneval. Malagas gader bliver forvandlet til en festlig scene med glade rytmer, satiriske sange og spraglede kostumer. Musik og underholdning fylder luften i adskillige dage, og festen er for alle aldre.

Smukke kostumer til karneval
Smukke kostumer til karneval

I marts bliver den røde løber rullet ud til ære for de mange skuespillere og filmfolk, som gæster byen i forbindelse med den årlige filmfestival Festival de Malaga med fokus på spanske film. Du kan følge med i gallafesterne og prisoverrækkelserne på en storskærm på byens torv, eller du kan gå i biografen og se film, hvis du føler dig hjemme i det spanske sprog.

Jesu død og opstandelse bliver fejret med maner i Spanien. Malaga er ingen undtagelse. Påskedagene eller Semana Santa er en religiøs og kulturel fest, hvor processioner bevæger sig gennem byens gader. De bærer på forskellige tableauer, som skildrer vigtige hændelser fra den sidste nadver til Jesu korsfæstelse.

Semana Santa i Malaga
Semana Santa i Malaga

Når det lune forårsvejr for alvor har bidt sig fast, er det tid til musikfestivaler i det fri. Dem er der en del af i løbet af sommeren. En af årets første open air festivaler er den familievenlige Oh See! Malaga, hvor du kan lytte til masser af spanske bands. Andre festivaler i løbet af sommeren inkluderer Festival Terral, Galaxy Sound, Brunch Electronik, Brisa Festival, 101 Music Festival og La Térmica.

I Danmark har vi Sankt Hans aften. I Spanien har de Sankt Johns aften – eller Las Hogueras de San Juan, som begivenheden bliver kaldt på spansk. Folk samler sig på strandene, hvor der bliver tændt bål. Når klokken slår midnat, bliver store dukker brændt af. Der er ofte et aktuelt tema som fx krigen i Ukraine. Unge mænd imponerer med spring hen over flammerne, mens fyrværkeri eksploderer på nattehimlen.

Der er bål på stranden til Las Hogueras de San Juan
Der er bål på stranden til Las Hogueras de San Juan

Midt i juli, nærmere bestemt den 16. juli, er det tid til at fejre Jomfru Carmen eller Virgen del Carmen, som er skytshelgen for søens folk. Dagen bliver især markeret i Malagas gamle fiskerlejer.

Tager du ud til nogle af de østlige bydele som Pedregalejo eller El Palo, kan du se en parade af fiskere bære et billede af Jomfru Carmen fra den lokale kirke ud til stranden. Her bliver billedet sat på en blomsterpyntet båd og skubbet ud på havet akkompagneret af dans, sang og fyrværkeri.

Familier og venner samles til sommerbio på strande og offentlige pladser i Malaga hen over sommeren fra juni til august. Det er en del af Malaga Festival eller Feria de Málaga, som kulminerer i august med en ugelang byfest. Åbningen bliver markeret med et stort fyrværkeri, og i dagene efter er der flamenco, marked, tivoli og tyrefægtning.

Feria de Málaga
Feria de Málaga

Festlighederne er delt i to – i dagtimerne er gaderne i den gamle bymidte fyldt med musik, madboder, smil og latter, mens folk slår sig løs natten igennem ude i Recinto Ferial ved Malagas kongrescenter.

Malagas Katedral danner ramme om en vigtig begivenhed den 8. september. Det er dagen for fejring af byens skytsengel Santa María de la Victoria. Den lokale helligdag starter med en messe om morgenen efterfulgt af en procession om eftermiddagen gennem gaderne til kirken Santa María de la Victoria tæt på Monte Victoria, som er en lille fredfyldt lund.

I december er Malagas gader pyntet op til jul. Særligt handelsgaden Calle Larios er berømt for sin juleudsmykning, som lyser op om aftenen. Lysene glimter også omkring Malaga Katedral og i den botaniske have Jardín Botánico de La Concepción. Rundt omkring i byen kan du se fine krybbespil, og trendy Muello Uno på havnen er vært for et hyggeligt julemarked.

Julelys i Calle Larios
Julelys i Calle Larios
Botanisk have er også pyntet op til jul
Botanisk have er også pyntet op til jul

Når spanierne har ønsket feliz navidad til hinanden den 24. december, er der midnatsmesse i stort set enhver kirke i Malaga. Nogle få dage senere er det tid til den spanske aprilsnar, som hedder Día de los Santos Inocentes. Pas derfor på med at tro på alt, hvad du ser og hører den 28. april, hvis du opholder dig i Spanien. 

Samme dag løber Verdiales-festivalen eller Fiesta Mayor de Verdiales af stablen. Verdiales er en genre inden for flamenco.

En musiker til Verdiales-festivalen i Malaga
En musiker til Verdiales-festivalen i Malaga

Til nytår samles folk på Plaza de la Constitución midt i Malagas historiske centrum. Der er musik i gaderne, og når klokken slår midnat, er der tradition for at spise 12 vindruer, som bringer held i det nye år. Intet nytår uden et storslået fyrværkeri og Malaga er naturligvis ingen undtagelse. Efter midnat er der koncert på torvet, og så er der ellers fest på de mange natklubber i Malaga.

Nytår bliver fejret med manér i Malaga
Nytår bliver fejret med manér i Malaga

Hvordan er vejret i Malaga?

Palmer og appelsintræer vidner om, at solen skinner gavmildt i Malaga. I løbet af et år kan du forvente omkring 3000 solskinstimer, så selv i december skinner solen i gennemsnit 5 timer om dagen.

Malaga er den sydligste storby på det europæiske fastland og et af de varmeste steder i Europa om vinteren. Det kan du takke det subtropiske middelhavsklima for. 

Vinteren byder på milde temperaturer omkring 10-12 grader i dagtimerne. Paraplyen skal du finde frem 5-6 dage om måneden i vinterhalvåret. Til gengæld er sommeren varm og tør. Du er virkelig uheldig, hvis det regner i løbet af din sommerferie i Malaga. Termometret kan snige sig op på 30 grader i juli og august.

Forår og efterår i Malaga er som en mild dansk sommer. I marts kan der sagtens være dage med 20 grader, og det samme gør sig gældende i november – hvor der dog også drysser lidt regn fra himlen af og til. Efteråret er en anelse varmere end foråret, så snup en efterårsferie i Malaga, hvis det danske oktobervejr får dig til at sukke efter sol og sommer.

Palmerne trives i Malaga
Palmerne trives i Malaga

Som så mange andre steder i verden er også Malaga påvirket af klimaforandringerne. Om vinteren bliver det mere og mere almindeligt med voldsom regn på enkelte dage. I april 2023 blev der til gengæld målt næsten 34 grader i Malaga, så der kan forekomme afvigelser fra det gennemsnitlige vejr året rundt.

Planlægger du en rigtig badeferie i Malaga, er vandet varmest i juli-september, hvor gennemsnitstemperaturen ligger omkring 22-23 grader.

Hvornår skal man besøge Malaga?

Det bedste tidspunkt at besøge Malaga afhænger både af dine præferencer og planer. Vil du på cykelferie, kulturferie eller badeferie? Generelt er forår og efterår ideelle tidspunkter at besøge Malaga på grund af det milde vejr og et fåtal af turister. 

I marts kan solen skinne fra en skyfri himmel, så overtøjet må af. Det er perfekt vejr til en aktiv ferie med golf, cykling eller vandring – men der kan stadig være enkelte dage med gråvejr og regn. Jo tættere på sommeren, jo mindre regn, men samtidig stiger mængden af turister i takt med, at vejret bliver varmere. Derfor er det tidlige forår ideelt, hvis du vil have en mere autentisk oplevelse af Malaga uden de store folkemængder.

Sommeren i Malaga kan være ulidelig varm. Det er højsæson for strandløver, bikinibabes og krydstogtgæster. Der er travlt på havnen, og de største skibe har over 6000 passagerer med. Når solen går ned, vågner byen for alvor. Bassen pumper på byens mange natklubber, men du kan også tage til flamencoshow, på guidede rundvisninger eller bare spise lidt god mad på stranden sammen med familie og venner.

Malaga er et besøg værd året rundt
Malaga er et besøg værd året rundt

Vil du på solferie, er strandene knapt så overfyldte i september. Børnefamilierne er vendt tilbage til hverdagen, men vejret er stadig varmt som en dansk sommer.

Efteråret er en anelse varmere end foråret, så det er også et godt tidspunkt at besøge Malaga, hvis du gerne vil have sol uden at blive grillet som de stegte sardiner, Malaga er så kendt for  – men husk alligevel solcreme.

Selv vinteren kan være en dejlig tid at besøge Malaga – især hvis du først og fremmest vil udforske Andalusiens kulturelle seværdigheder, dyrke din sport under varmere himmelstrøg eller bare trænger til et afbræk fra det danske gråvejr.

Solen kan stråle fra en skyfri himmel, men der er også en vis sandsynlighed for regn en enkelt dag eller to i løbet af din ferie. Lavsæsonen er til gengæld også lig med færre turister og dermed billigere priser på flybilletter og overnatninger.

Hvor skal man bo i Malaga?

Malaga er en ret kompakt by, hvor langt de fleste interessante steder ligger inden for gåafstand. Alligevel kan det være værd at overveje, om du vil bo midt inde i det historiske kvarter, tæt på stranden eller i mere autentiske omgivelser. Hvor du bor på din ferie er trods alt med til at forme din oplevelse af Malaga.

Centro Histórico er Malagas historiske bymidte, som er et bilfrit kvarter. Det er stedet at bo, hvis du vil udforske byens mange butikker, spisesteder og seværdigheder, for her er du tæt på alt. 

La Malagueta ligger perfekt ved stranden og lystbådehavnen med Muello Unos mange restauranter og små butikker. Samtidig bor du i gåafstand til centrum og seværdigheder som Gibralfaro. Det er et af byens mere eksklusive kvarter, hvilket også afspejler sig i prisniveauet.

Der er mange gode steder at bo i Malaga
Der er mange gode steder at bo i Malaga

Huelin tilbyder en afslappet atmosfære cirka 3 km vest for den historiske bymidte. Det er et familievenligt kvarter ved en god strand med mange faciliteter. Nabolaget huser flere museer som bilmuseet Museo Automovilístico og kunstmuseet Coleccion del Museo Ruso. Som en bonus bor du tæt på togstationen, så det er nemt at tage på opdagelse i resten af Andalusien.

Pedregalejo og El Paso øst for centrum er gamle fiskerlejer. Her kan du bo tæt på børnevenlige strande i rolige omgivelser, men til gengæld er der langt ind til centrum. Det afspejler sig naturligvis også i prisen for en overnatning. Bybusser kører lige forbi i pendulfart, så du ikke skal stresse over trafikken.

Soho er et hipt og kreativt kvarter for dig, der elsker en mere bohemeagtig atmosfære. Det vrimler med spændende kunstgallerier, små lokale butikker, alternative caféer og gode restauranter. Kvarteret ligger mellem havnen og den historiske bymidte, så du bor i gåafstand til seværdighederne.

La Merced i den nordlige ende af det historiske centrum er stedet, hvis du vil feste natten lang. Om dagen ånder alt fred og ro, men kvarteret undergår en forvandling, når natklubber og barer slår dørene op.

Hvilke områder i Malaga skal man undgå?

Malaga er generelt en meget sikker by at færdes i. Som turist skal du primært tage dig i agt for lommetyve, men de langfingrede tyveknægte er ikke nær så stort et problem som i Madrid og Barcelona.

Har du lejet en bil, bør du ikke lade værdier ligge i den. Udenlandske biler og lejebiler bliver jævnligt udsat for indbrud på alle tider af døgnet. Et trick blandt kreative tyve er at punktere biler parkeret ved lufthavnen for derefter at tilbyde hjælp med at skifte hjul samtidig med, at de ser deres snit til at negle dine ting. Pas også på med at holde ind til siden, hvis fremmede bilister signalerer, at der er noget galt med din bil.

Et af de mest belastede kvarterer i Malaga ligger i den nordlige udkant af byen. Turister rådes til især at undgå La Palmilla, som længe har kæmpet med et ry som et udsat og marginaliseret område med fattigdom og narkokriminalitet.

Der er ingen seværdigheder i dette hjørne af Malaga, så reelt har du ikke så meget at bekymre dig om. Når det er sagt, skal du naturligvis tage de samme forholdsregler på din ferie i Malaga som i andre storbyer såsom at holde øje med dine drinks og lade være med at gå alene på øde mørke gader om natten.

Malaga er generelt en sikker by
Malaga er generelt en sikker by

Hvor skal man spise i Malaga?

Andalusien er et eldorado for madentusiaster. Regionen bugner af friske råvarer, og det varierede køkken kombinerer Middelhavsregionens lokale produkter med arabisk-inspirerede smagsindtryk.

Er du på udkig efter en god autentisk tapasbar i Malaga, skal du lægge vejen forbi La Tranca på Calle Carretería i den nordlige ende af centrum. Menukortet byder på traditionelle tapas og kolde øl, mens spansk musik flyder ud af højtalerne. 

Spanierne elsker fisk, så det vrimler med gode fiskerestauranter i Malaga. Vil du sætte tænderne i frisk fisk akkompagneret af et overvældende udvalg af vin, bliver det ikke meget bedre end hos Restaurante Doramar Puerto på Calle Casas de Campos tæt på havnen.

Kan du slet ikke få nok fisk, vrimler det også med gode spisesteder langs stranden i Pedregalejo.

Den bedste paella får du hos Restaurante Los Reyes på Calle Río Cabrera, som ligger et par kilometer uden for centrum. Faktisk blev deres paella kåret som Spaniens bedste i 2023.

Grillede sardiner
Grillede sardiner
Paella
Paella

Foretrækker du en veltilberedt bøf, er Asador Iñaki på Calle Ayala i Huelin et besøg værd. De serverer møre bøffer stegt til perfektion, så det er en god idé at reservere bord.

De helt ekstraordinære gastronomiske oplevelser finder du hos Malagas to Michelin-restauranter. Kaleja på Calle Marquesa de Moya i det gamle jødiske kvarter og Restaurante José Carlos García på Muello Uno ved havnen er begge belønnet med en stjerne af den berømte Michelin-guide. Begge steder kan du forvente en unik nyfortolkning af traditionelle andalusiske smage, som vil forbløffe dine smagsløg.

Har du en sød tand lige som spanierne, skal du smage på Malagas bedste tortas locas hos Confitería Aparicio på Calle Santa Lucía. De skøre kager har deres oprindelse i Malaga og består af sød vaniljecreme og kirsebær mellem to lag af sprød butterdej.

Vær opmærksom på at i Spanien er det kutyme for restauranter at holde lukket midt på dagen. Frokost bliver typisk serveret 14-17. Når klokken slår 17, lukker mange restauranter for først at åbne igen kl. 21. Bliver du sulten i mellemtiden, kan du snacke lidt tapas i selskab med en kold øl på en af byens mange tapasbarer.

Hvordan kommer man rundt i Malaga?

Noget af det bedste ved Malaga er, at byen er ret kompakt og overskuelig. De fleste oplevelser og seværdigheder er samlet i centrum, så du kan gå fra sted til sted. Når du slentrer gennem de hyggelige bilfri gader, lægger du mærke til mange flere småting i bybilledet, så du virkelig kan tage stemningen ind. 

Vil du udforske lidt mere af Malaga, er der masser af transportmuligheder til rådighed. Hovedbanegården Estación de Málaga-María Zambrano er knudepunktet for offentlig transport. Herfra afgår det lokale tog regelmæssigt hver halve time mod lufthavnen og videre langs kysten til Fuengirola, som er endestationen for linje C1.

Hovedbanegården i Malaga
Hovedbanegården i Malaga

Malaga har også to metrolinjer, der forbinder dig med forskellige dele af byen. Linje 1 fører dig fra centrum til universitetet ved stationen Andalucia Tech, mens linje 2 bringer dig til den store sportsarena Palacio de Deportes, der er vært for alt fra sportsbegivenheder til koncerter.

Derudover kører der naturligvis bybusser på kryds og tværs af Malaga. Busterminalen Estación de Autobuses de Málaga ligger lige ved siden af hovedbanegården. Her finder du lufthavnsbussen, der sørger for nem transport til og fra lufthavnen. Er du ivrig efter at udforske mere af Costa del Sol, kan du hoppe på en bus til destinationer som det maleriske Nerja.

Vil du se mere af Andalusien, kan du hoppe på et tog til spændende destinationer som Cordoba eller Sevilla. Spanien er kendt for at have et veludbygget jernbanenetværk, så det er overraskende nemt og billigt at rejse rundt i landet med tog.

Det er naturligvis også muligt at praje en taxa eller leje en bil. Når du selv sidder bag rattet, har du den ultimative frihed til at udforske Andalusien, men i centrum af Malaga kan parkering være bøvlet, så det er en god idé at have med i dine overvejelser. Du kan leje en bil i lufthavnen eller ved hovedbanegården, hvor mange biludlejningsfirmaer har kontor.

Du kan gå rundt til mange seværdigheder i Malaga
Du kan gå rundt til mange seværdigheder i Malaga

Hvad skal man ellers vide om Malaga?

Når du rejser til Spanien, skal du huske det blå EU-sygesikringsbevis. Det giver dig ret til behandling på et spansk hospital på samme vilkår som spanske borgere. I Spanien er det gratis at blive behandlet hos det offentlige sundhedsvæsen, og du kan tage på skadestuen uden at ringe først. 

Skadestuen ligger på Hospital Regional Universitario de Málaga, som du finder på Avenida de Carlos Haya cirka 2½ km vest for centrum.

Du kan altid tage på skadestuen i Spanien, hvis du kommer til skade under din ferie.
Du kan altid tage på skadestuen i Spanien, hvis du kommer til skade under din ferie.

Har du akut brug for behandling hos en tandlæge, mens du er på ferie i Spanien, dækker det blå EU-sygesikringsbevis også. 

Hjemtransport er derimod ikke dækket af det blå EU-sygesikringsbevis. Er uheldet ude, skal du selv sørge for at komme hjem, hvis du ikke har tegnet en privat rejseforsikring. Har du tegnet en rejseforsikring, er du også meget bedre stillet, hvis du bliver udsat for tyveri eller kommer til skade under din ferie.

På spansk hedder et apotek “Farmacia”, og du kan kende dem på et lysende grønt kors. Der ligger adskillige apoteker rundt omkring i Malaga. Et enkelt af dem har åben døgnet rundt. Det hedder Farmacia Caffarena og ligger på Alameda Principal.

Du kan komme hurtigt i kontakt med politiet eller på spansk Policía Nacional ved at ringe 091. Har du brug for at anmelde et tyveri, uheld eller lignende til politiet, kan du ringe +34 902 102 112. Det er vigtigt, at du anmelder tyveri og lignende til det lokale politi, hvis du senere skal have erstatning fra dit forsikringsselskab.

Politistationen på Plaza de Manuel Azaña  har åbent 24 timer i døgnet hele ugen, mens politifolk på stationen på Calle Ramos Marín står klar til at hjælpe dig i dagtimerne fredag-lørdag.

Sørg for at have lidt kontanter på dig i Spanien
Sørg for at have lidt kontanter på dig i Spanien

I Danmark er vi vant til at betale selv de mindste beløb med kort. I Spanien skal butikker og restauranter betale en forholdsvis høj afgift for at modtage betaling med udenlandske kort, så du kan godt risikere, at de kun vil tage mod kontanter, når det handler om små beløb. Sørg derfor altid for at have lidt mønter eller sedler på dig. Løber du tør, er der adskillige hæveautomater i Malaga, hvor du kan hæve euro.

En del butikker centralt i Malaga har åben 10-21 eller måske endda 10-22 fredag – lørdag. Til gengæld er søndag lukkedag. Mange museer i Malaga holder også åbent på søndage.

Drikkevandet i Malaga smager kraftigt af klor. Selv om du godt kan drikke vand fra hanen, er det ikke sikkert, at du vil bryde dig om smagen. En løsning kan være at blande vandhanevand med flaskevand, så det smager knap så meget af klor, men ellers kan du købe vand i store dunke hos alle supermarkeder og købmænd i Malaga. 

“Agua sin gas” er vand uden brus, mens “agua con gas” er vand med brus.

Har du sart mave, kan det være en god idé at holde dig til flaskevand, så du undgår at få spoleret din ferie af maveproblemer. Det foretrækker jeg selv bare for at være på den sikre side.

Begiver du dig ud i bjerge eller skove med fyrretræer i forårsmånederne, skal du være opmærksom på processionslarver. Jeg har også hørt om processionslarver på golfbaner i Sydspanien.

De små bæster er nemme at kende, fordi de bevæger sig hen over jorden i en lang række snude mod hale. Larverne er udstyret med små giftige hår, som de sender af sted som pile, hvis de føler sig truet. Vinden kan blæse hårene vidt omkring, så det er svært at vide sig i sikkerhed for larverne ude i naturen.

Bliver du ramt af hårene, begynder det at klø som bare pokker, og du kan få udslæt på huden. Antihistaminer kan dulme kløen, men det er også vigtigt at vaske dit tøj for at fjerne de giftige hår.

Promenaden på Malaga Havn
Promenaden på Malaga Havn