Málagas dramatiske drypstenshuler: Tips til en god tur til Cueva de Nerja

Drypstenshulerne i Málaga er en enestående oplevelse, hvis du er fascineret af naturens kræfter og historiske skatte, som kun er opdaget få andre steder i verden.

Drypstenshule i Nerja øst for Malaga by

Øst for Málaga gemmer klipperne på en labyrint af drypstenshuler, der strækker sig næsten 5 kilometer ind i bjerget. Cueva de Nerja, som disse imponerende huler hedder, blev dannet for omkring 5 millioner år siden. Flere af grotterne er enorme og strækker sig over adskillige etager. Det største rum, Sala del Cataclismo eller på dansk Syndflodssalen, er 130 meter langt, 100 meter bredt og 32 meter højt.

Over alt i hulerne hænger stalaktitter fra loftet som massive gardiner, mens stalagmitter strækker sig op fra gulvet. Et særligt sted i grotten mødes de og danner verdens største naturlige søjle. Drypstenene changerer i farve. Nogle er hvide, mens andre er grønne eller gule. Akustikken i den største sal er fantastisk, så i juli og august bliver der jævnligt spillet koncert i de unikke omgivelser.

Verdens første kunstværk – gemt af vejen

Cueva de Nerja blev optaget på UNESCO Verdensarvslisten i 1985 på grund af sin enestående universelle værdi. De er et af verdens bedste eksempler på drypstenshuler.

Samtidig er Cueva de Nerja kendt for at lægge vægge til hulemalerier, som formentlig er helt op til 42.000 år gamle. De ældste af vægmalerierne forestiller sæler, og forskere er af den opfattelse, at de er skabt af neandertalere. Det gør hulemalerierne i Nerjas drypstenshuler til verdens første menneskeskabte kunstværk.

Der er desværre ikke offentlig adgang til de grotter, hvor man har fundet de spektakulære hulemalerier. De er simpelthen for skrøbelige, og det er vigtigt at bevare dem for eftertiden, da de giver et indblik i forhistorisk liv. I stedet kan du se kopier af dem i en udstilling på Nerja Museum på adressen Plaza de España, 4 i centrum af Nerja.

Tag med på en guidet udflugt til Cueva de Nerja

Drypstenshulerne øst for Málaga er en perle, som du ikke må gå glip af, hvis du holder ferie på Solkysten. Hulerne ligger i udkanten af den charmerende by Nerja, hvor den autentiske andalusiske stemning stadig er intakt. Smalle stræder flankeret af hvidkalkede huse med skodder og spanske altaner gør det til en oplevelse i sig selv at gå en tur i byens beboelseskvarterer. Stranden er skøn med klart vand og en fantastisk udsigt, så den lokker mange gæster til. Der er med andre ord mere at opleve i Nerja, når du træder ud fra drypstenshulernes mørke.

Du kan tage med på spændende dagsture til drypstenshulerne i Nerja fra både Málaga, Torremolinos, Benalmadena og Marbella. Efter at have udforsket de fascinerende huler fortsætter turen til den nærliggende by Frigiliana, som er kendt for at være en af Spaniens smukkeste landsbyer.

Frigiliana er Spaniens flotteste by

Det er nemt at hoppe med på en af disse ture, hvor du kører i bus hele vejen, mens en guide underholder med spændende anekdoter og interessante fakta om området. Måske vil han eller hun fortælle om, hvordan hulerne blev opdaget ved en tilfældighed i 1959 af fem drenge, som jagtede flagermus.

En guidet tur i bus er ideel, hvis du er på ferie i Málaga uden bil og vil have det så bekvemt som muligt. Du kan slappe af og nyde udsigten uden at bekymre dig om trafik eller parkering. Guiden er altid klar til at besvare dine nysgerrige spørgsmål om hulernes historie, geologi og beskyttede status, mens du står med nakken bøjet bagover i beundring over de imponerende drypstensformationer.

Planlæg din egen tur i bil til Málagas drypstenshuler

Er du den impulsive eller frihedselskende type, er en arrangeret udflugt til Nerja og Frigiliana måske ikke lige din kop te. Med en stram tidsplan er der ikke tid til svinkeærinder ned til stranden eller eventyr i det omkringliggende landskab.

Måske vil du hellere udforske Nerja i dybden frem for at køre videre til Frigiliana, lytte til en koncert i hulerne, vandre op til toppen af El Cielo, eller fange et glimt af den imponerende akvædukt Puente del Águila. Mulighederne er mange, hvis du selv planlægger en udflugt til Nerja og drypstenshulerne.

Det nemmeste vil naturligvis være at leje en bil og køre, hvorhen du lyster. Plot adressen Calle Carretera a la Cueva, 29787, Málaga ind i din GPS og du kan suse af sted på den brede motorvej eller trille af sted langs kysten i et afslappet ferietempo.

Billig billeje til din ferie i Malaga

Når du sætter kursen mod Cueva de Nerja, skal du være opmærksom på, at hulerne er en populær seværdighed. I de varme sommermåneder strømmer turisterne til, og der kan være kamp om parkeringspladserne. Hvis du tager bilen til Nerja, er det derfor en god idé at være på pletten, når dørene åbner kl. 9.30. Husk også at have mønter med til parkeringen, som i skrivende stund koster 2 euro.

Vil du undgå at spilde en masse tid på at stå i kø ved billetlugen, kan du med fordel købe billetter til hulerne på forhånd. Det kan du nemt gøre online allerede inden, du tager af sted til Spanien. Når du har fået din billet, kan du downloade en audioguide til din telefon.Vil du spare på din datatrafik i udlandet, kan du hente guiden, inden du rejser på ferie.

Tag bussen fra Málaga til Nerja

Vil du opleve området som en lokal, kan du tage en moderne og komfortabel bus til Nerja. Du kan stige ombord enten fra den store busstation Estación de Autobuses de Málaga i centrum, eller fra havneområdet på Avenida de Manuel Agustín Heredia, 2, 29001 Málaga.

Er du morgenfrisk, kører den første bus allerede ved 7-tiden. Retur fra Nerja kan du trække den helt til kl. 22, hvis du stiger på bussen i Nerjas centrum ved adressen Calle Joaquín Herrera, 1, 29780 Nerja. Ellers er sidste afgang fra hulerne mod Málaga omkring kl. 18.

Har du din hund med på ferie, er den velkommen om bord på bussen mod ekstra betaling. Der er også mulighed for at købe plads til en cykel.

Du kan købe billetter online, så du er sikker på, at der er et ledigt sæde til dig, når du stiger om bord på bussen. Busselskabet anbefaler selv, at man køber sin billet på forhånd. I en del busser er det slet ikke muligt at købe billet hos chaufføren, og når det er muligt, tager de kun mod kontant betaling. Alternativt kan du købe din billet i en automat på stationerne.

Vær opmærksom på at købe billet til den bus, der kører fra Málaga helt ud til Cueva de Nerja. Så slipper du for at skifte bus, praje en taxa eller bruge alt for lang tid på at gå.

Bussen til Cueva de Nerja stopper nogle få gange undervejs i blandt andet El Palo, Torre Del Mar og Torrox, inden sidste stop cirka 1½ time senere ved indgangen til de berømte drypstenshuler i Málaga. Kan det blive nemmere?