11 nemme overnatninger tæt på Kassel og motorvej A7

Trangen til en pause begynder at melde sig efter mange timer bag rattet. Måske har du spildt flere timer på at holde i kø på vej gennem Hamborg, så et stop for natten kan være lige det, der skal til for at lade op til næste etape af din rejse sydpå.

10 nemme overnatninger tæt på Kassel langs motorvej A7

Når de blå skilte på motorvej A7 begynder at vise af til Kassel, er du nået cirka halvvejs gennem Tyskland, hvis din destination er Østrig eller Italien. Du har snoet dig gennem den tætte trafik omkring Hamborg og Hannover, og nu er det tid til at finde et roligt sted til en overnatning. I Kassel er der rig mulighed for at sove godt tæt på motorvejen, så du hurtigt kan suse videre næste morgen.

Længes du efter at slippe væk fra trafikstøj og smækkende bildøre, kan det være en god idé at undgå de egentlige motorvejshoteller langs A7. I stedet kan du søge mod landsbyer, som ligger 3-4 km væk fra motorvejen. Her kan du finde små hyggelige hoteller, hvor du bliver mødt med varm velkomst og autentisk charme, som straks sætter en feriestemning i gang.

Jeg har kigget nærmere på mulighederne i området og fundet et udvalg af hoteller, som ligger spredt langs motorvejen forbi Kassel. Her er hoteller for enhver smag, så du forhåbentligt kan finde det helt rigtige sted at overnatte uanset, om du rejser alene, med hele familien eller måske har din hund med.

Hotel Rennschuh

Hotel Rennschuh lidt nord for Kassel tilbyder en overnatning tæt på motorvej A7

I udkanten af universitetsbyen Göttingen kan du tjekke ind på Hotel Rennschuh, som efterhånden har budt mange danske gæster velkommen. Det familiedrevne hotel ligger 5 minutters kørsel fra motorvej A7, så beliggenheden er i top uanset, om du skal hurtigt videre efter en enkelt overnatning, eller du måske vil se lidt nærmere på Göttingen, hvor mange nobelpristagere har haft sin gang. Ankommer du sent om aftenen, kan du stille sulten på en af de nærliggende spisesteder, inden du kryber til køjs. Har du tid, kan du tage en dukkert i hotellets pool eller slappe af i saunaen. Næste morgen venter velduftende kaffe og lækker morgenmad på dig, inden turen går videre.

Hotel Göttingen-West

Hotel Göttingen-West ved Kassel tilbyder en familievenlig overnatning ved motorvej A7

Bag et støjværn gemmer Hotel Göttingen-West sig. Det er et familievenligt motorvejshotel ved en rasteplads med tankstation, ladestation, legeplads og fastfood. Beliggenheden er praktisk til en overnatning på vej gennem Tyskland, når kursen går mod syd, og du bare vi have en seng at sove i. Værelserne er lydisoleret , så din nattesøvn ikke bliver forstyrret af trafikken på motorvejen. Du kan vælge mellem enkeltværelser, dobbeltværelser og familieværelser alt afhængig af, om du er på farten alene eller på ferie i godt selskab. Der er mulighed for at tage din hund med ind på værelset efter aftale.

Landhaus Biewald

Landhaus Biewald tæt på Kassel tilbyder en rolig overnatning nær motorvej A7

10 minutters kørsel fra motorvejen ligger en lille perle af et romantisk 4-stjernet hotel. Alt går op i en højere enhed hos Landhaus Biewald, hvor du kan slappe af i et lækkert værelse med god plads, minibar, elkedel, værdiskab, tv og wifi. Der er  mulighed for at booke sammenhængende værelser, hvis den store familie er af sted sammen. Som noget helt særligt tilbyder hotellet også en suite med privat sauna. Hotellet er kendt for sin restaurant, som i mange år har haft en Michelin-stjerne. Hunde er velkomne, og I kan sammen strække benene i en stor skov cirka 1 km fra hotellet.

Brauner Hirsch

Brauner Hirsch nord for Kassel er god til en overnatning tæt på motorvej A7

Nord for Kassel passerer motorvejen gennem et stort skovområde. Det bemærker du næppe, men træerne skjuler det charmerende Gasthaus Brauner Hirsch. Kun 5 minutter fra motorvejen kan du parkere din bil foran det idylliske hotel med bindingsværk og blomsterkasser. Her ånder alt fred og ro, så du kan sove trygt og godt i hyggelige omgivelser. Indretningen er traditionel, alt er pænt og rent, og der er ikke en finger at sætte på service. Aftensmaden er god og solid, men vær opmærksom på at køkkenet er lukket mandage og tirsdage. Morgenmaden giver dig en god start på dagen, og trænger du til lidt frisk luft, er der fine vandrestier lige i nærheden.

B&B Hotel Kassel-City

B&B Hotel Kassel-City tilbyder central overnatning med nem adgang til motorvej A7

Vil du udnytte en overnatning i Kassel til lidt sightseeing, er der nem adgang til B&B Hotel Kassel-city fra motorvej A7. Når du har tjekket ind på hotellet og pakket ud, kan en gåtur ind mod bytorvet sætte gang i blodomløbet igen efter de mange timer i bil. Tilbage på hotellet kan du glæde dig over aircondition, hvis du er ude at rejse i sommervarmen. Værelserne tilbyder fin komfort til en enkelt overnatning med gratis parkering, mulighed for sen indtjekning og gode senge. Morgenmad er et tilkøb, så du kan springe den over uden at ærgre dig over spildte penge, hvis du vil tidligt af sted næste morgen.

Hotel am Rüssel

Hotel am Rüssel i Kassel syd er et godt motorvejshotel ved A7

I periferien af Kassel passerer A7 tæt forbi Hotel am Rüssel, som er et godt motorvejshotel ved en rasteplads med tankstation, ladestation og mulighed for en hurtig bid mad, inden det er tid til at krybe til køjs. De flotte værelser har en fornuftig størrelse og er lydisolerede, så du slet ikke bemærker støjen fra motorvejen. Du kan vælge mellem dobbeltværelser og familieværelser, som alle er pæne og rene. Er hunden med på ferie, må den gerne overnatte på værelset og komme med i restauranten. Når turen atter går videre næste morgen, er du tilbage på motorvejen i løbet af et minut eller to.

Hotel Restaurant Zur Post Lohfelden

Hotel Restaurant Zur Post Lohfelden ligger i Kassel tæt på motorvej A7

Er et motorvejshotel ikke lige dig, kan du i stedet parkere din bil foran Hotel Restaurant Zur Post Lohfelden, hvis du ofrer 5 minutter ekstra på at køre lidt væk fra motorvejen. Det er et hyggeligt hotel med en restaurant, som serverer traditionel tysk mad. Menukortet indeholder også et udvalg af børnevenlige retter. Værelserne er indrettet med komfortable senge, så du kan vågne veludhvilet næste dag og gå om bord i morgenbuffeten, som præsenterer et rigt udvalg af brød, ost, pålæg og hvad du ellers kan ønske dig til en god start på dagen.

Hotel Montana

Hotel Montana er god til en overnatning tæt på motorvej A7 syd for Kassel

Der er rigeligt med parkeringspladser hos Hotel Montana, som ligger under en kilometer fra motorvej A7. Du skal bare tage afkørslen mod Guxhagen. På vej hen til hotellet kommer du forbi en tankstation, hvor det også er muligt at oplade elbiler. Prisen for en overnatning er konkurrencedygtig i betragtning af, at det er et 3-stjernet hotel med store værelser. Hunde og katte er velkomne. Du kan spise aftensmad i den populære italienske restaurant, og trænger du til lidt ekstra forkælelse, kan du kigge forbi wellnesscentret ved siden af, hvor der er både sauna og opvarmede pools. Næste morgen kan du tanke op med gratis kaffe to-go, inden du sætter dig ind i bilen igen.

Pension Alte Scheune

Pension Alte Scheune er en hyggelig overnatning tæt på Kassel og motorvej A7

Fortsætter du ad motorvej A7 til lidt syd for Kassel, hvor afkørslen til Melsungen dukker op, kan du se frem til en fantastisk overnatning hos Pension Alte Scheune. Det 4-stjernede pensionat ligger 5 km fra motorvejen i en idyllisk lille by fuld af bindingsværkhuse. Melder sulten sig, er der flere gode restauranter i nabolaget. Der er værelser til solorejsende såvel som familier, der kan indkvartere sig i et familieværelse eller en ferielejlighed. Alle værelser er flot indrettet med komfortable senge, store badeværelser, tv og gratis wifi. Nogle værelser har også køleskab. Du kan tilkøbe morgenmad til en god pris.

Motel Herbold

Motel Herbold ligger i en hyggelig by syd for Kassel og tæt på motorvej A7

Lad dig ikke snyde af det ydre. Motel Herbold ligger på en tankstation, og du skal henvende dig i butikken ved ankomst. Beliggenheden er praktisk kun et par minutters kørsel fra motorvejen, for her kan du både tanke, proviantere og hvile ud. Du får god værdi for pengene, for værelserne er pæne, rene og indrettet til en komfortabel overnatning, når du er på vej gennem Tyskland. Du kan koge vand til kaffe eller te i elkedlen, se lidt fjernsyn og tage et bad. Morgenmaden giver dig en god start på dagen med lunt brød, pålæg, ost, marmelade, æg, kaffe, te og juice, så du kan tanke energi til den videre tur.

Hotel Hohlebach Mühle

Hotel Hohlebach Mühle er perfekt til en romantisk overnatning tæt på Kassel og motorvej A7

Er du på udkig efter en overnatning i rolige og romantiske omgivelser, skal du se nærmere på Hotel Hohlebach Mühle. Det lille hotel har hjemme i en restaureret mølle, som i flere hundrede år har malet korn til indbyggerne i den historiske by beliggende cirka 40 km syd for Kassel. Fra motorvejen er der cirka 7 km til hotellet, så det er nemt, hvis du vil tyvstarte ferien med en overnatning i smukke omgivelser. De luksuriøse værelser er store og lyse med dejlige senge, elkedel og fjernsyn. Du kan ikke spise på stedet, men du kan sagtens gå ind til retauranterne i den hyggelige bymidte, hvor torvet er indkranset af charmerende huse i bindingsværk.