18 sjove lydbøger for hele familien på kør-selv-ferie

Den gode kør-selv-ferie kræver lidt forberedelse. Bilen skal gøres klar til den lange køretur, alt skal pakkes, snacks og vand skal være inden for rækkevidde, og underholdningen skal planlægges. Et af de sjove indslag kan være en lydbog, som hele familien kan lytte til, mens I suser af sted på motorvejen.

18 sjove lydbøger for hele familien på kør-selv-ferie

En lang køretur kan blive meget bedre med en morsom lydbog i ørerne. Tiden flyver, lattermusklerne bliver rørt, og vejen er banet for de første gode ferieminder. Et godt grin gavner endda lykkefølelsen og immunforsvaret, så en sjov lydbog er den perfekte kickstart på kør-selv-ferien. 

Lydbøger er endda nemme at have med på ferie. Alle bøgerne på denne liste kan du lytte til hos streamingtjenester som fx Mofibo, så alt hvad du behøver er en app på din mobil.

Sallys far

Pinlighederne står i kø, når Sallys far folder sig ud. Egentlig er Sally meget glad for sin far, men ind i mellem kan han godt blive lidt for meget, når han fortæller løgnehistorier fra sin egen barndom eller siger mærkelige ting foran hendes klassekammerater. Fantasien fejler absolut intet i denne hylende morsomme og originale serie for børn fra 4 år. Første bind i serien om Sallys far hedder Dengang Sallys far var dreng.

Emil fra Lønneberg

Astrid Lindgrens elskede gavtyv Emil fra Lønneberg er en klassiker, som du måske også selv fik læst højt som barn. Han har en helt særlig evne til konstant at rode sig ud i problemer. Som straf bliver han sendt ud i snedkerværkstedet, hvor han snitter træmænd. Samlingen når op på hele 369 træmænd. Egentlig har Emil et godt hjerte og vil gerne hjælpe, men hans sans for retfærdighed følger ikke helt spillereglerne i de voksnes verden. Den skønne fortælling fortjener et lyt eller genlyt sammen med børn fra 5 år.

Kaptajn Bimse

Humor og alvor går hånd i hånd i Bjarne Reuters opfindsomme fortælling om Anna, som ikke kan falde i søvn, fordi hun har glemt sin yndlingsdukke i familiens sommerhus. Pludselig får hun besøg midt om natten, da en gul flyvemaskine lander midt i hendes værelse. Om bord er Kaptajn Bimse og Goggeletten. De tager Anne med på en eventyrlig og farefuld redningsaktion gennem en farverig fantasiverden, som børn fra 5 år kan leve sig ind i.

Den sygeste løgnehistorie 

Køleskabet er tømt for mælk, så familiens far begiver sig ud i byen efter nye forsyninger. Men hvor bliver han af? Da han endelig er hjemme igen, disker han op med en lang bortforklaring om, hvordan han blev suget op i en UFO for derefter at ryge i kløerne på en flok pirater, inden han bliver reddet af en ballonskipper. Sæt jer godt til rette og nyd den sygeste løgnehistorie, som vil sætte fantasien på overarbejde hos både drenge og piger fra 5 år.

Anton & Molly

Underholdningen er i top, når Anton sammen med nabopigen Molly forsøger at finde den perfekte mand til Antons mor. Der er vist noget med, at hun er forelsket i skuespilleren Don Amore, så nu går den vilde jagt. Da de har kidnappet ham, går det op for dem, at moren hellere vil have pizzamanden Pappa. Det er bare ikke til at blive klog på de voksne! Det er en rablende vanvittig fortælling i højt tempo for børn fra 6 år. Første bog i serien hedder Tro, håb og gorgonzola.

Doktor Proktor

Jo Nesbø er en alsig forfatter, som også hitter med sine børnebøger. Doktor Proktor er den skøre professor, som eksperimenterer med pruttepulver sammen med børnene Lise og Bulle. Det udvikler sig til et vildt eventyr fuld af skæg, ballade, ægte venskab og pudsige personer. Underholdningen til børn fra 6 år er sikret i flere timer med den rablende serie, som bliver indledt med bogen Doktor Proktors pruttepulver. 

Frida og Fætter

Fridas underlige fætter skal bo på hendes værelse i hele den lange sommerferie. Det er Frida sur over, og det bliver ikke bedre, da mor og far vil rydde op på hendes værelse. Hendes elskede men samtidig temmelig stinkende tøjelefant forsvinder, og så må Frida og Fætter af sted på en redningsaktion. Det bliver et vildt eventyr, hvor centimetermænd og hallodamer skaber drama, mens Frida og Fætter knytter bånd i et helt særligt venskab. Første bog i serien hedder Skrald, støj og stinkdyr, og børn fra 6 år vil ligge flade af grin.

Bækager Boldklub

Finalen står for døren, da hele holdet i Bækager Boldklub pludselig har skiftet klub. Reserveholdet må på banen, men hvad skal man gøre, når de slet ikke kan spille fodbold? Det udvikler sig til en masse sjove forviklinger og pinlige misforståelser, som skaber sammenhold på fodboldholdet. Tæsk og tuba er første bog i serien, som er for børn fra 6 år med hang til et godt grin. 

Gangster farmor

Ben er sygt træt af at blive passet hos farmor hver fredag, mens mor og far ser Vild med dans. Farmor er dødkedelig, for hendes fjernsyn virker ikke, og hun spiser altid kål, så hun slår stinkende prutter. Ben går på opdagelse i farmors køkken og finder en kagedåse proppet med smykker. Farmor fortæller, at hun en gang var en stor julvetyv. Hendes drøm er at stjæle kronjuvelerne, og det kræver Bens hjælp. Ben begynder at udtænke en plan, og pludselig er det sjovt at besøge farmor. Hele bilen vil ryste af grin, når børn fra 7 år lytter med.

Matilda

Allerede som 4-årig er Matilda en rigtig læsehest, som begraver sig i tykke bøger. Hendes mor og far er mere til bingo og biler, så de forstår det slet ikke. Matilda glæder sig derfor til at begynde i skole. Hun får en helt fantastisk lærer, men rektor er til gengæld en ond dame, som elsker at tyrannisere børnene. Da Matilda efter flere år opdager, at hun har en helt særlig evne, beslutter hun sig for at tage kampen op. Det er en skør og skæv historie med masser af sort humor, som vil fænge hos børn fra 7 år.

Iqbal Farooq

Alle vinduer klirrer på Nørrebro, da 13-årige Iqbal og hans lillebror Tariq i en fysiktime kommer til at sprænge deres skole i luften. Det hober sig op med ballade, da en bande forbrydere vil have fat i formlen på drengenes sprængstof. Kidnapning og trusler står på dagsordenen, men Iqbal og Tariq udtænker en genial plan, der involverer Tivoli-uniformer, Dronning Margrethe og en smule held. Både børn fra 7 år og voksne vil elske de tempofyldte røverhistorier, som starter med Iqbal Farooq og den sorte pjerrot.

Slimsnegle fra det ydre rum

Den lille provinsby Kirke Knærum bliver invaderet af klamme slimsnegle fra det ydre rum. De kravler op i næsen på de voksne og forvandler dem til zombier. Kun børnene Trolle, Funder og Flora kan stoppe invasionen af slimsnegle. Det sker i samarbejde med det intergalaktiske politi og kræver både vandpistoler, brandbiler og kampvogne. Den hæsblæsende fortælling vil begejstre store børn fra 8 år med de mange klamme scener, overdrevne karikaturer og platte humor.

Kongen af Sydspanien – og hele balladen

I en forunderlig verden fuld af pudsige figurer hersker Kong Guzman af Sydspanien sammen med den vidunderlige Dronning Diamante og deres søn Prins Safiro. På slottet vrimler det med sjove, anderledes og endda farlige eksistenser, som laver en masse ballade, når de folder sig ud. En af dem er den betagende smukke skurkinde Dona, der dansker dolkedans og spiser giftslanger, mens hun koster rundt med sin dumme mand og uvorn skarn af en søn. Det er en rablende vanvittig fortælling for børn fra 8 år.

Pippi Langstrømpe

Seje Pippi gør alting på sin egen måde. Hun er bomstærk og kan løfte sin polkaplettede hest i strakte arme over hovedet. Hun bor alene i et stort hus, men får tit besøg af de artige søskende Annika og Tommy, som bor inde ved siden af. Pippi er nysgerrig, modig og fuld af appetit på livet, så hun oplever mangt og meget sammen med sine venner. Første bog i serien hedder ganske enkelt Pippi Langstrømpe og vil fornøje børn og barnlige sjæle fra 9 år.

Antboy

Lille Pelle er en lidt for tyk nørd, som bliver mobbet i skolen. Et bid fra en tissemyre forandrer dog alt, da Pelle pludselig kan kravle på vægge, løfte tunge ting, og bevæge sig lynhurtigt præcis som en myre. Pelle er bare nødt til at spise masser af sukker for at holde sine nyvundne kræfter ved lige. Det er dog ikke lutter lagkage at leve et dobbeltliv som superhelt, for han må holde sin sande identitet skjult, mens han forhindrer ulykker og sværmer om søde Ida. Første bind i serien af humørfyldte historier hedder Tissemyrens bid. Børn fra 9 år vil med garanti få sig et godt grin.

Mugge og vejfesten

Livet er godt, men lykken får en brat slutning, da Mugges mor falder for lækre Pierre fra fitnesscentret og flytter sammen med ham. Det knuser Mugges far fuldstændig. For Mugge bliver det vigtigste i hele verden at føre sine forældre sammen igen, og det skal ske til årets vejfest, som er lige på trapperne. I mellemtiden er en håndboldpige flyttet ind i huset sammen med Mugge og hans far, for økonomien er stram. Hun bliver forelsket i sin udlejer, så problemerne hober sig op for Mugge. Det er en skør historie , hvor Wulffmorgenthaler folder sig ud med masser af skæv humor for børn fra 9 år.

Wimpy Kid

Greg skriver dagbog om livet som den mellemste bror, der prøver at overleve storebroderens tyranni og lillebroderens vane med at sladre. Det hårde hierarki i skolen er også et minefelt, men Greg forstår sig på at navigere gennem det. Han tier, når det er til hans fordel og spekulerer i, hvornår det kan betale sig at yde lidt ekstra for at score billige point. Serien er en perlerække af sjove selvudleveringer, som Greg forventer at tjene kassen på, når han bliver berømt. Første bind i serien hedder “Ikke en dagbog”, og med foreløbig 17 bøger om Wimpy Kid er der timevis af underholdning til børn fra 11 år.


Nikkis dagbog

Det er bare ikke sjovt at være den nye pige i klassen og hverken have venner, stil eller den nyeste mobil. Nikki ønsker sig brændende en mobil, men i stedet får hun noget så kikset som en dagbog af sin mor. Siderne bliver alligevel fyldt med alle mulige oplevelser og betragtninger, som efterhånden gør det udholdeligt at gå på den nye skole. Nye venskaber, forelskelser, fjendskaber og pinlige situationer bliver skriblet ned med en stærk dosis humor, så piger fra 12 år vil grine som aldrig før.