Københavns små hoteller har personlighed. De er som skræddersyet til at gøre din weekendtur uforglemmelig i det øjeblik, hvor du træder ind ad døren. Du bliver budt velkommen med smil og en stemning af varme, der omfavner dig fra starten. Du er ikke blot et nummer i rækken, men en værdsat gæst, der vil føle dig som noget helt særligt uanset, om du er på en romantisk weekend eller inspirerende sightseeing. Hele dit ophold vil være gennemsyret af charme og hygge, så du kan nyde byen i fulde drag.
Her præsenterer jeg dig for 12 hyggelige hoteller, som alle har en central beliggenhed i København, så du kan udforske byen til fods. Hvert hotel fortæller sin egen historie gennem sin unikke indretning og atmosfære. Der er noget for enhver smag uanset, om du foretrækker tidløs elegance, skandinavisk minimalisme eller funky farver.
Rye115 Hotel
I et grønt hjørne af København ligger det hyggeligste lille hotel med en hjertevarm stemning og en service, som du næppe finder på andre hoteller. Det imødekommende personale byder dig velkommen med smil, så du får en følelse af at være hjemme. Der er tænkt over alle detaljer i indretningen. De smukke vintagemøbler er håndplukket til de 20 værelser, som ydermere er prydet af store vinduespartier, høje stuklofter og smukke tapeter. Kendetegnende for Rye115 Hotel er de fælles badeværelser. De er lige så pæne og rene som resten af hotellet, og du skal sjældent vente på et ledigt badeværelse, så det fungerer godt. Blandt de øvrige faciliteter er en dejlig opholdsstue, en skøn terrasse og en stor gårdhave, hvor du er velkommen til at slå dig ned. Morgenmaden er økologisk, og du kan nyde kaffe og te hele dagen i stuen. Hotellet ligger i et smørhul på Østerbro med kort afstand til både Fælledparken, søerne og Rigshospitalet. Der er få skridt til nærmeste metrostation, så du er såmænd også tæt på den indre by.
Hotel Tiffany
Hotellerne ligger side om side i Colbjørnsensgade ganske få skridt fra Københavns Hovedbanegård, hvor tog fra nær og fjern buldrer forbi. Alligevel er her overraskende fredeligt. Særligt Hotel Tiffany har vundet mange gæsters hjerter takket være den hyggelige indretning, behagelige stemning og centrale beliggenhed. Det er et indbydende logi med 30 store værelser, som er praktisk indrettet med eget bad og tekøkken med køleskab og mikroovn. Er børnene med på tur til København, kan I bo sammen på et rummeligt familieværelse med 3 eller 4 senge. Alle værelser er indrettet i en afdæmpet farveskala, som skaber et harmonisk samspil med komfortable møbler i et enkelt og tidløst design. Fra hotellet er der adgang til et grønt gårdmiljø med legeplads, hvor børnene kan boltre sig – måske mens forældrene snupper en gratis kop kaffe i caféen, som også byder på te og isvand. Morgenmaden bliver leveret til dit værelse, hvor du kan starte dagen med kaffe, te eller juice, inden du går om bord i yoghurt eller rundstykker. Herefter er det tid til at udforske Tivoli, Kødbyen, DGI-byen eller nogle af de mange andre attraktioner i de nærliggende gader.
Fiftyseven Hotel Copenhagen
I en flot gammel bygning har 4-stjernede Fiftyseven Hotel Copenhagen til huse. Her kan du vælge mellem 35 værelser, som spænder fra et enkeltværelse med udsigt over byens tage til et smukt deluxe-værelse med sofaarrangement. Indretningen er æstetisk med fine detaljer og en dæmpet farveskala, som får modspil af livlige mønstre på interiøret. Alle værelser har minibar, værdiskab og wifi. Sengene er virkelig komfortable, og gardinerne er effektive til at lukke lys ude, så du kan vågne frisk og veludhvilet næste dag. Morgenmaden består af en klassisk nordisk buffet med et stort udvalg af lækkert brød og alt, hvad du ellers kan ønske dig. Er din appetit ikke så stor først på dagen, kan du booke en overnatning uden morgenmad. Skal pulsen op, kan du slå dig løs i hotellets fitnesscenter, eller du kan leje en cykel og få lidt motion samtidig med, at du nemt og bekvemt kan komme vidt omkring i København. Er du mere mageligt anlagt, er der få skridt til S-togene på Vesterport Station. Ankommer du i bil, kan du nyde godt af hotellets private parkeringspladser i gården, som ganske vist koster et ekstra gebyr. Der er også mulighed for opladning af elbiler.
Hotel Sanders
Gaderne bag Det Kongelige Teater gemmer det hyggeligste lille hotel. Københavns historiske kvarter er et sandt smørhul kun få minutter fra et væld af kulturelle oplevelser, spændende butikker og gode gourmetrestauranter. Hotel Sanders er intet mindre end et 5-stjernet hotel, hvor alle værelser er udstyret med minibar, aircondition og luksuriøse toiletartikler. Indretningen stråler af diskret luksus med møbler af høj kvalitet, varme farver og eksklusive tekstiler. Detaljerigdommen er enorm, så dit øje hele tiden vil støde på nye overraskelser, hvis du kigger dig omkring i de smukke fællesområder som fx den delvist overdækkede gårdhave eller den grønne tagterrasse.
Hotel Alexandra
Træd ind i tidsmaskinen og tag med tilbage til de gode gamle dage i 1950’erne og 1960’erne. Ja, det er rent faktisk muligt, hvis du overnatter på Hotel Alexandra, som er intet mindre end et autentisk boutiquehotel indrettet i en gennemført retrostil. Selv tapeterne sender tankerne tilbage til en forsvunden tid. I lobbyen kan du lytte til LP-plader, mens du bladrer i bøger om dansk design. Du vil føle dig hjemme i den afslappede stemning, så du helt glemmer, at du bor på hotel midt i Danmarks største by. Værelserne er udstyret med lydisolerede vinduer, som holder trafikstøjen ude. Heldigvis er alle 61 værelser også velsignet med aircondition, så du kan regulere temperaturen uden at åbne vinduerne. Den centrale beliggenhed på en af byens travleste gader betyder, at du bor tæt på Tivoli, Strøget og Latinerkvarteret, så du kan gå rundt til mange af Københavns seværdigheder samtidig med, at Metro, S-tog og bus stopper lige i nærheden af hotellet.
Savoy Hotel
Vesterbro er Københavns mest trendy bydel med et mylder af hippe barer, restauranter og caféer. Der er rig mulighed for at gå på opdagelse eller shoppe amok i unikke butikker, indtil du trænger til at hvile fødderne i rolige omgivelser. Savoy Hotel ligger strategisk placeret tæt på både Istedgade, Kødbyen, Øksnehallen, Tivoli og Rådhuspladsen, så du kan nyde det bedste af det bedste på din tur til København. Det lille hyggelige hotel har hjemme i en smuk og velholdt bygning opført i jugendstil med fine detaljer såsom små dyrehoveder på murene i den indre gård og løver i stukken omkring elevatoren, som for øvrigt er Danmarks ældste. Der er i alt 66 værelser fordelt på 6 etager, og de er alle indrettet lyst og indbydende. Støj fra gaden vil genere dig minimalt, da alle værelser vender ind mod gården. Sengene er virkelig dejlige, så nattesøvnen er sikret, og næste morgen kan du starte med frisk morgenkaffe, så snart elkedlen er færdig med at koge vand.
Andersen Boutique Hotel
Der er knald på farver og mønstre hos det 4-stjernede Andersen Boutique Hotel, som er placeret midt i Vesterbros urbane miljø 3 minutter fra Hovedbanegården. Det lille designhotel har masser af personlighed og sætter en ære i at gøre dit ophold til en enestående oplevelse. Den søde receptionist byder dig velkommen med åbne arme og et smittende humør, som går hånd i hånd med hotellets hyggelige atmosfære. Vesterbros kreative ånd smitter af på indretningen af de 69 værelser, som er udsmykket med omhu for at skabe et elegant og moderne udtryk. Værelserne har lydisolerede vinduer, behagelige senge og aircondition. Der er fri adgang til kaffe og te døgnet rundt i den stemningsfulde lobby, som summer af liv, når gæsterne bliver budt på et gratis glas vin til wine-hour. Det er de små detaljer, som gør den store forskel, så mange gæster vender tilbage igen og igen.
Coco Hotel
500 meter nede ad Vesterbrogade ligger Coco Hotel, som i 2023 blev kåret som det bedste hotel i Skandinavien. Indretningen er domineret af et lyst og livsglad farvespil, som slår en ungdommelig tone an. Tidløse møbler mikses med kreativt interiør, så du sent vil glemme dit ophold her. I stueetagen lokker caféens indbydende omgivelser, hvor rejsende og lokale kan møde hinanden. Du er også velkommen til at slappe af i den skønne gårdhave eller slå dig løs i loungen, hvor du kan dyste i bordtennis. Er du på weekendtur med gode venner eller den lille familie, kan I indkvartere jer i et 3-personers værelse. Har du tilkøbt morgenmad, bliver du forkælet med det lækreste brød og god kaffe, inden det er tid til at gå på opdagelse i København. I den ene retning er der kort afstand til Zoo og Vega. I den modsatte retning ligger city med Strøget, Tivoli, Rundetårn og alle de øvrige attraktioner. Vesterbros trendsættende restauranter, vilde natteliv og inspirerende gallerier venter på dig i Kødbyen, så man kan roligt konkludere, at Coco Hotel er et hyggeligt lille hotel med en fremragende beliggenhed i København.
Babette Guldsmeden
Med Kastellet som nabo ligger Babette Guldsmeden virkelig centralt i forhold til et hav af seværdigheder i København. Her bor du ganske tæt på Amalienborg, Langelinie, Den Lille Havfrue, Marmorkirken, Rosenborg Slot, Botanisk Have og Statens Museum for Kunst. Hotellet ligger med andre ord i det klassiske København, der er spækket med smukke bygninger opført i rokoko- og baroktiden. Beliggenheden er også god, hvis du skal til koncert eller fodbold i Parken. Når du træder ind på dit værelse, vil du straks bemærke den helt særlige atmosfære, som opstår i en unik fusion af nordisk elegance og balinesisk varme. Alle 98 værelser er indrettet individuelt med lyse vægge, varme farver og møbler i træ for at skabe en hyggelig stemning og optimal komfort for gæsterne. Der er kræset for detaljerne på det 4-stjernede hotel, som tilbyder luksuriøs enkelhed og kompromisløs bæredygtighed. Er hele familien med børn på weekendtur i København, kan I bo sammen på et familieværelse med balkon. Hunde er velkomne på hotellet efter aftale. De mange fælles faciliteter byder også på masser af hygge lige fra den aflukkede gårdhave til den afslappende spa på tagterrassen, hvor du kan kigge over til Marmorkirken. Glem ikke badetøjet, hvis du vil forkæle dig selv med lidt kvalitetstid i sauna eller dampbad. Det er oplagt, hvis du har planlagt en romantisk weekend sammen med dit hjertes udkårne.
Scandic Front
Beliggenheden er i top. Scandic Front er et stilfuldt hotel med udsigt til Københavns hyggelige havnemiljø og byens operahus. Hotellet nyder godt af en enestående placering i hjertet af byen midt mellem attraktioner som Skuespilhuset, Nyhavn og Amalienborg. Ankommer du i bil, kan du med det samme parkere i et underjordisk parkeringshus 50 meter væk. Der er også mulighed for opladning af din elbil – begge dele mod betaling. Det 4-stjernede hotel er et mellemstort byhotel med 132 værelser, som er indrettet med moderne bekvemmeligheder som aircondition, tv og minibar. Lyset vælder ind af gulv-til-loft-vinduerne, som er forsynet med en fransk altan. Farvepaletten læner sig mod den mørke ende af skalaen for at skabe intimitet og ro om aftenen, når du trækker mørklægningsgardinerne for. Du har mulighed for at booke et værelse med udsigt over havnen. På nogle af værelserne er hunde tilladt, men husk at informere hotellet først, hvis du tager din firbenede ven med på tur til København. Morgenmad er inklusiv i alle ophold, og du kan se frem til et solidt udvalg af godt brød, mysli, yoghurt og alverdens pålæg og toppings. Der er også tænkt på dig, som foretrækker en glutenfri, vegansk eller laktosefri diæt. Vil du holde formen ved lige under din tur til København, kan du pumpe jern eller piske pulsen op i hotellets veludstyrede fitnessrum, hvorfra du kan følge med i livet på kajen.
Ibsens Hotel
I et livligt kvarter 300 meter fra Torvehallerne ligger det lille hyggelige Ibsens Hotel tæt på et af Københavns trafikale knudepunkter. Der er få minutters gang til Nørreport, hvor både metro og S-tog gør holdt. Strøget, Rundetårn, Botanisk Have, Rosenborg Slot og Statens Museum for Kunst ligger alle inden for gåafstand. Hotellet har både små enkeltværelser og store familieværelser. Nogle værelser er malet i neutrale farver, mens andre har fået lidt mere farve på væggene. Et ekstra pift bliver tilført af puder i friske farver. Mange af møblerne er moderne klassikere fra danske møbeldesignere. Kvadratmeterne i hvert værelse er udnyttet optimalt ved at fjerne skabe og i stedet gøre plads til kufferten under sengen. Er du på tur med veninderne eller familien, kan I vælge et ekstra stort værelse med mulighed for 4 opredninger. Du kan bestille en overnatning med eller uden morgenmad, så du undgår at betale for noget, som du måske ikke vil gøre brug af – men mange tidligere gæster roser den til skyerne! Der er mulighed for at leje cykler, så du kan komme vidt omkring i København. Er du tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, kan du falde i snak med nogle af de andre gæster til Cozy Hour i lobbyen, hvor du kan nyde et lille glas med eller uden alkohol.
Hotel Danmark by Brøchner Hotels
Vil du bo centralt i København til en fornuftig pris, er Hotel Danmark by Brøchner Hotels en overvejelse værd. De billigste værelser er små dobbeltværelser på 12 kvadratmeter, men den trange plads på værelset opvejes til fulde af hotellets fælles faciliteter og den fantastiske beliggenhed mellem Tivoli, Strøget og Nationalmuseet. Der er få skridt til metroen, så det er nemt at komme til og fra hotellet med offentlig transport. Ankommer du i bil, ligger det nærmeste parkeringshus nogle få hundrede meter væk. Er I en flok venner eller en stor familie, som har begivet jer til København sammen, kan I overnatte på et familieværelse med 6 køjesenge. Det er lidt som at bo på et vandrehjem i luksusklassen, for du får stadig en lang række af de fordele, som gæster i juniorsuiten også nyder godt af. Der er fx gode madrasser, gratis adgang til fitnesscenter og socialt samvær om aftenen i den gratis vinbar. Den lækre tagterrasse med udsigt til Rådhustårnet er helt perfekt til at nyde en stille drink på en lun sommeraften. Dobbeltværelserne er lydisolerede og udstyret med elkedel og Chromecast, så du kan hygge dig med en kop kaffe eller te, mens du ser et afsnit af din yndlingsserie. Du kan bestille en overnatning med eller uden morgenmad, som for øvrigt indeholder mange glutenfri valgmuligheder. Hele det 4-stjernede hotel er gennemsyret af en varm og generøs stemning, så du føler dig hjemme fra første færd. Her er ganske enkelt en oplagt kandidat, hvis du er på udkig efter et lille hyggeligt hotel i København.