Verdens højeste kirke ligger i vores naboland

Det tog over 500 år at færdiggøre den gotiske kirke Ulmer Münster, som er blikfanget i Albert Einsteins fødeby. Det høje slank tårn stræber mod himlen og kan ses langvejs fra, for det rager højt over alle andre huse i Ulm.

Verdens højeste kirke ligger i vores naboland

Du skal lægge hovedet godt tilbage, hvis du vil beskue det himmelstræbende kirketårn på verdens højeste kirke. Det imponerende spir måler helt præcist 161,53 meter i højden, så Ulmer Münster rager et godt stykke op over de øvrige bygninger i den sydtyske by Ulm.

Du behøver altså ikke at rejse det halve af verden rundt for at besøge verdens højeste kirke. Fra den dansk-tyske grænse ved Padborg er der cirka 850 km til Ulm, som ligger i delstaten Baden-Württemberg. Her blev den første sten til kirken Ulmer Münster lagt i 1377.

1377: Det skulle være sikkert at gå i kirke

Inden byggeriet af Ulmer Münster blev påbegyndt, måtte Ulms borgere vove sig uden for byens beskyttende mure, hvis de ville i kirke. Den nærmeste kirke lå cirka en kilometer uden for byporten og hørte under den tyske kejser. Middelalderen var en turbulent tid med mange stridigheder, så det kunne være ganske farligt at bevæge sig uden for bymuren.

Tilbage i middelalderen var Ulm en velstående by med status som fri rigsstad. Det betød, at byen i høj grad var uafhængig og styret af en borgmester og et byråd modsat mange andre tyske byer, der var underlagt kirken eller adelen. Derfor ville man gerne have sin egen kirke. Byggeriet af Ulmer Münster blev vedtaget og finansieret af byens borgere, som på den tid talte cirka 10.000 mennesker.

Ambitionerne var store, for kirken skulle understrege byens uafhængighed og velstand. I de følgende år blev der udover selve kirkebyggeriet brugt mange penge på kostbare kunstværker og altre, som skulle udsmykke Ulmer Münster. 

1543: Reformationen sætter byggeriet i stå

Reformationens indtog i 1500-tallet satte imidlertid en stopper for den praksis. Den protestantiske kirke så dagens lys, og i kølvandet på kirkens splittelse fulgte en voldsom kritik af tendensen til at demonstrere sin magt og rigdom frem for at fokusere på åndeligt arbejde. 

I 1530 besluttede Ulms borgere ved en afstemning sig for at blive protestantisk. Nogle år senere, i 1543,  gik byggeriet af Ulmer Münster i stå af politiske og økonomiske årsager. Mange værdifulde statuer blev fjernet, talrige altre endte som brænde, og færdiggørelsen af kirken blev overladt til en uvis skæbne.

1844: Nationalistiske strømninger gør drømmen til virkelighed

Efter sejren over Napoleon voksede nationalismen sig stærkere i 1800-tallets Tyskland, og man drømte atter om at fremvise imponerende monumenter inden for det tyske riges grænser. Domkirken i Køln, som heller ikke var færdigbygget på dette tidspunkt, var en stor inspiration, og i 1844 blev byggeriet af Ulmer Münster genoptaget. Endelig i 1890 blev sidste sten lagt i det 161,53 meter høje kirketårn, der kan ses langvejs fra. 

Tårnet i Ulmer Münster er 4 meter højere end de to tårne på Køln Domkirke. Derfor kan den gotiske kirkebygning i Ulm smykke sig med titlen som verdens højeste kirke. Oprindeligt var der plads til hele 20.000 mennesker i kirken, fordi man i middelalderen stod op under gudstjenester. I dag er der siddepladser til 2000 mennesker i den 125 meter lange bygning.

Et kirketårn på 161,53 meter er selvfølgelig ikke noget at prale af sammenlignet med nogle af verdens højeste bygninger som fx det ikoniske Burj Khalifa, der rager hele 828 meter op i Dubais skyline. Men tænk blot på, at tilbage i den tid, hvor Ulmer Münster blev bygget, var høje kraner og ståldragere ren science fiction. Det sætter byggeriet af verdens højeste kirke i et helt andet perspektiv.

Det er for øvrigt nærliggende at tro, at Ulms overdådigt udsmykkede kirke er en domkirke. Men domkirker er kirker, som har en biskop tilknyttet, og de blev bygget for at understrege biskoppens betydning. Det var imidlertid ikke en biskop, men byens egen befolkning, der tog initiativ til byggeriet af Ulmer Münster. I stedet kan man karakterisere Ulmer Münster som en hovedkirke i Ulm.

Planlæg din tur til Ulm

Ulm er en historisk by, hvor middelalderens byggekunst møder moderne arkitektur. Byens historie er især spændende, hvis du interesserer dig for kirker, middelalderen eller Napoleonskrigene.

Her har jeg samlet lidt links, som kan være interessante for dig, hvis du vil opleve Ulmer Münster og resten af Ulm: