12 forslag til et lækkert weekendophold i Jylland

Vil du forkæle dig selv og dit hjertes udkårne med et weekendophold i Jylland, er der mange spændende hoteller at vælge mellem. Uanset om du er til en storbyferie i Århus, et spaophold i Sønderjylland eller masser af frisk luft i Nordjylland, kan du finde et godt og velrenommeret hotel, hvor I kan nyde lidt kvalitetstid sammen.

12 forslag til et lækkert weekendophold i Jylland

Trænger du og din partner til en pause fra hverdagens travlhed, kan et weekendophold i Jylland være en overvejelse værd. I behøver nemlig slet ikke at rejse langt væk for at tanke ny energi. Det vigtigste er, at I kommer ud af jeres vante rammer, får nye oplevelser og skaber dejlige minder sammen. 

Holder I en miniferie inden for landets grænser, undgår I stress og jag i lufthavnen eller på motorvejen. I kan nå frem til de fleste destinationer i Jylland i løbet af nogle få timer. Mindre rejsetid betyder mere tid til at fokusere på det, som betyder noget for jer, når I nyder et weekendophold i Jylland. 

Uanset om du er på udkig efter en afslappende pause fra hverdagen, et romantisk tilflugtssted med din partner eller et par sjove dage i en ny by, kan en lille ferie i Jylland være en fantastisk mulighed for at tilbringe kvalitetstid med din kære. Det giver jer mulighed for at undslippe distraktioner og forpligtelser, så I virkelig kan fordybe jer i hinanden, styrke jeres forhold og nyde et par dejlige dage sammen.

Hotel Royal i Aarhus

Hotel Royal i hjertet af Jyllands hovedstad ligger perfekt til et weekendophold i Aarhus

Hotel Royal i hjertet af Jyllands hovedstad ligger perfekt til et weekendophold i Aarhus. Lige uden for døren knejser byens majestætiske domkirke med sit spir, som rager højt op over byens tage. Byens charmerende latinerkvarter med snævre brostensbelagte stræder støder op til hotellet, så du kan bo få skridt fra Mejlgade, som er flankeret af smukke gamle huse med små specialbutikker, restauranter og caféer. På den anden side af Hotel Royal slynger åen sig og slår en hyggelig stemning an blandt byens smarte barer og spisesteder. Du kan spadsere langs åen over mod ARoS Aarhus Kunstmuseum, som er et af Nordeuropas største kunstmuseer. På toppen af museet kan du stå midt i det farverige kunstværk Your Rainbow Panorama og skue ud over Aarhus. Om sommeren kan du tage til koncert i Tivoli Friheden eller få sus i maven i forlystelsesparken rutsjebane. 

Også Hotel Royal er en oplevelse i sig selv. Hotellet har en lang historie bag sig som det fine hotel i Aarhus, hvor prominente gæster overnatter. Indretningen er en smagfuld kombination af luksus og hygge med en imponerende samling af kunst, majestætiske lysekroner i lofterne, detaljeret stuk, komfortable møbler og varme farver. En overdådig morgenmad er inkluderet i dit ophold, så du kan starte dagen på den bedst tænkelige måde. Din hund er også mere end velkommen, hvis blot du gør opmærksom på, at du har din firbenede ven med. Så glæd dig til et uovertruffent ophold hos Hotel Royal, hvor du vil blive fortryllet af hotellets historiske atmosfære og personalets varme gæstfrihed. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige, der vil efterlade dig med smukke minder fra dit weekendtur til Aarhus.

Radisson Blu Hotel i Papirfabrikken i Silkeborg

Radisson Blu Hotel i Papirfabrikken er de perfekte rammer til et lækkert weekendophold i Silkeborg

Silkeborg ligger i et smørhul midt i Jylland. Byen er omkranset af smuk og varieret natur lige fra store skove til klare badesøer og høje bakker. Gudenåen strømmer gennem midtbyen og tilføjer sin naturlige skønhed til området. Det er her, du finder Radisson Blu Hotel i Papirfabrikken. Hotellet har en central og unik beliggenhed i en smukt restaureret papirfabrik, der vidner om byens industrielle arv. Den gamle fabriksbygning er blevet ombygget til et atmosfærisk og stilfuldt hotel med moderne faciliteter. Værelserne på Radisson Blu Hotel i Papirfabrikken er komfortable og elegant indrettede, og mange af dem har en betagende udsigt over Gudenåen.

Et par hundrede meter fra hotellet vugger Hjejlen blidt i Gudenåens rolige vand. Det er verdens ældste sejlende hjuldamper, som stadig benytter den oprindelige dampmaskine. Hop om bord på det historiske skib, læn dig tilbage og nyd en smuk sejltur ud til Himmelbjerget. Har du taget vandreskoene på, kan du begive dig op ad den stejle bakke mod Himmelbjergtårnet, hvor du bliver belønnet med en vidunderlig panoramaudsigt over søer og skove.

Vil du hellere mærke adrenalinen suse gennem blodet, kan et besøg i Silkeborgs Klatrepark nok give dig sved på panden samtidig med, at latteren bobler i kroppen. Byen er kendt som Danmarks outdoorhovedstad, så her er rig mulighed for at dyrke sejlsport, cykle mountainbike, løbe trail, vandre eller spille golf i naturskønne omgivelser. Vil du hellere slappe af, er søbadene i Almind Sø et populært udflugtsmål, hvor du også kan nyde lidt godt til ganen.

Sidst men ikke mindst er Søhøjlandets smukke by også hjemsted for flere interessante museer. Museum Jorn huser en stor samling af Asger Jorns malerier og skulpturer. Få skridt derfra hviler Tollundmanden og Ellingpigen på Museum Silkeborg. Det er to velbevarede moselig, som stammer fra den tidlige jernalder.

Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant i Ebeltoft

Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant er en eksklusiv ramme til et luksus weekendophold på Djursland

Djursland er et naturskønt paradis med frodige skove, kuperet terræn og børnevenlige sandstrande. Det unikke istidslandskab i Mols Bjerge inviterer til timelange vandreture, hvor du udforsker den enestående natur. Lige så spektakulær er Helgenæs, hvor Sletterhage Fyr på næssets sydspids leder skibe sikkert ind og ud af Aarhus Bugt. Et besøg ved Kalø Slotsruin tager dig med tilbage i historien. Borgen blev opført i 1313, og Gustav Vasa sad i fangenskab her, inden han flygtede og senere blev konge af Sverige.

Er du på weekendophold med dine børn, vil de også elske Djursland. Glædeshyl blander sig med skrækslagne hvin i Djurs Sommerland, hvor den ene vilde forlystelse efter den anden frister med et adrenalinfremkaldende sus i maven. Mere rolig er et besøg i Kattegatcentrets enorme akvarier med store hajer og farvestrålende tropefisk i Grenå. De fascinerende kattedyr, ulve og bjørne holder til i Ree Safari Park lidt nord for Ebeltoft. For enhver med interesse i søfart, er det gamle krigsskib Fregatten Jylland ved kajen i Ebeltoft en virkelig spændende oplevelse, som giver indblik i livet til søs.

Efter en lang dag rig på oplevelser bliver det godt at hvile fødderne. Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant i hyggelige Ebeltoft står klar til at forkæle dig med et udsøgt ophold. Du kan bo i en lys ferielejlighed med havudsigt, lækkert badeværelse og luksuriøs indretning med håndplukkede møbler, som skaber en hjemlig stemning med sjæl og charme. En lang badebro strækker sig ud i vigen foran hotellet, så du kan tage en forfriskende dukkert i de blå bølger. Bagefter kan du blive gennemvarm i saunaen eller hygge foran bålstedet, mens du forsvinder ind i dine egne tanker til synet af den smukke udsigt. Trods den kystnære placering ligger hotellet faktisk ganske centralt i Ebeltoft kun få skridt fra de stemningsfulde brostensbelagte gader med specialbutikker og spisesteder, så her får du det bedste af alle verdener.

Hotel Randers

Oplev Randers på et weekendophold i Jylland

Lige midt mellem alle herlighederne i den gamle købstads bymidte kan du indlogere dig på det fine gamle Hotel Randers, som er nænsomt renoveret. De klassiske rammer akkompagneret af en stilfuld indretning holdt i rolige nuancer stråler af kvalitet og skaber en oase til afslapning, mens du tænker tilbage på dagens mange indtryk. Trænger du til lidt varme, kan du forkæle dig selv med en tur i hotellets sauna. 

Prioriterer du wellness højt på dit ophold, kan du vælge mellem flere forskellige saunaer og lysterapi hos Water & Wellness Randers, som lokker gæster fra nær og fjern. En af de store attraktioner er Danmarks længste indendørs vandrutsjebane, men du kan også tage et pusterum med en dejlig massage eller en skøn ansigtsbehandling.

Er du til fods, kan du begive dig tilbage mod bymidten ad en velholdt sti, som flankerer Gudenåen. Du vil få en følelse af at befinde dig midt i naturen, selv om du kun er en kilometer fra byens mylder af liv. Undervejs passerer du Den Blå Bro, som er blevet et vartegn for Randers. Her kan gående og cyklende krydse Gudenåen og via et godt stisystem vandre videre til flere fugletårne og udsigtspunkter.

Randers Regnskovs kupler rejser sig mod himlen lige ved siden af Den Blå Bro. De gemmer på tropiske oplevelser, som vil tage dig med til tætte jungler med fritløbende lemurer og godt skjulte dovendyr. Fra en gyngende hængebro kan du betragte det tætte tag af grønt. Elsker du at svinge dig i højderne, kan du også udfordre dig selv i Klatreparken Randers.

På den modsatte side af bymidten venter en kulturel oplevelse dig. Randers Kunstmuseum tager dig med på en rejse gennem dansk kunst fra 1800-tallet til moderne tid. Historiens vingesus kan du også føle på Clausholm Slot en kort køretur uden for Randers. Det er et af Danmarks bedst bevarede slotte, som du måske kan genkende fra Den Store Bagedyst. Om sommeren slår slottet portene op til den store slotspark, som imponerer med sin strenge symmetri og utallige alléer af lindetræer.

Comwell Rebild Bakker i Skørping

Comwell Rebild Bakker er ideel til et aktivt weekendophold i Jylland

Rebild er den perfekte destination til en forlænget weekend med masser af frisk luft i Himmerlands flotte natur. Efter en lang aktiv dag kan du tjekke ind på Comwell Rebild Bakker, som er et velrenommeret 4-stjernet sportshotel. De lyse værelser er indrettet i en elegant nordisk stil med en afstemt farvepalet og nøje udvalgt interiør. Alle værelser har egen balkon eller terrasse og udsigt til skov eller mark, så du kan nyde den omkringliggende natur i fulde drag.

Går du på opdagelse på hotellet, vil du finde et væld af faciliteter som inkluderer en hyggelig bar, en spændende restaurant, en stor pool, en dejlig sauna, et veludstyret fitnesscenter og udendørs tennisbane. Fra hotellet er der direkte adgang til afmærkede ruter for vandrere, løbere og mountainbikere. Der er mulighed for at leje en cykel eller mountainbike i receptionen, så du kan komme vidt omkring i lokalområdet.

Efter en gedigen morgenmad med alt, hvad du kan ønske dig, er det tid til at udforske den unikke natur i Rebild og omegn. Første stop er Rebild Bakker skråt over for hotellet. De lyngklædte bakker bliver til det smukkeste tæppe af lilla blomster i sensommeren. En markeret rute leder dig forbi mange flotte steder som fx Troldeskovens krogede træer, kildebækken Ravnkilde og Stendalen, så du kan opleve det bedste af det bedste i nationalparken.

Et utal af kilder springer op af den kalkrige undergrund omkring Rold Skov. En af de mest kendte er Store Blåkilde med sit klare blå vand, som gør kilden ganske spektakulær. Det er forbudt at bade i søen. Vandhunde kan i stedet lægge vejen forbi den populære badesø Madum Sø. Du kan blive klogere på egnens unikke natur i Thingbæk Kalkminer, hvor man brød kalk i 1900-tallet. Om sommeren kan du gå med på en guidet tur i de kølige minegange, som af og til lægger rum til koncerter, middage og luciaoptog.

Bakkerne omkring Rebild skjuler også en fascinerende hemmelighed fra den kolde krig. I 1960’erne blev bunkeranlægget REGAN Vest opført under jorden for at beskytte regeringen og den siddende regent, hvis en atomkrig brød ud. Det topsikrede anlæg står fuldstændig intakt som en historisk tidslomme præget af frygten for krig. I dag er det et bemærkelsesværdigt koldkrigsmuseum, som du kan besøge på en guidet tur.

Hotel Strandtangen ved Limfjorden i Skive

Tag på weekendophold i Skive og bo med udsigt over Limfjorden

Limfjorden er en stor labyrint af mindre fjorde, sunde og vige, som gennemskærer det nordlige Jylland fra Thyborøn i vest til Hals i øst. Det allestedsnærværende vand skaber et skønt og varieret landskab, som er ganske enestående. Egnen er et paradis for sejlere, lystfiskere og vandrere, som ynder at begive sig ud i naturen for at tanke op på mentalt velvære. 

Der er mange idylliske byer langs Limfjorden. En af dem er Skive, som gemmer sig i bunden af Skive Fjord. Byens lystbådehavn summer af liv i takt med, at solens stråler varmer vandet op. Når sommeren viser sig fra sin bedste side, kan du hoppe i fjordens rolige vand fra den 75 meter lange badebro. Vil du ud på åbent vand, er der rig mulighed for at leje en kano eller kajak.

Foretrækker du at have fast grund under fødderne, kan du slå dig ned ved Hotel Strandtangen, som har byens bedste beliggenhed ved marinaen. Nogle af værelserne har udsigt over vandet, mens andre vender ud mod skønne Krabbesholm Skov. Alle værelser og ferielejligheder har udgang til enten en svalegang med borde og stole eller en privat altan, så du kan nyde udsigten i fulde drag. Du kan også slappe af i den hyggelige lounge med åben pejs eller gå i sauna.

Når du har samlet energi, venter yderligere en perlerække af fine oplevelser. En kort spadseretur langs fjorden mod syd fører dig til Danmarks længste træbro ved Karup Å’s udløb i Skive Fjord. Det er et af Danmarks få tilbageværende floddeltaer. Langs åen kan du ofte se lystfiskere hale den ene store havørred efter den anden ind, så tag endelig din fiskestang med, hvis du vil fange din egen aftensmad.

Lige uden for Skive ligger Flyndersø, som er flankeret af skov og den enorme Hjelm Hede. Det er et fredet område, som du kan udforske, mens du begiver dig ud på en af de 3 markerede vandreruter. På den modsatte side af søen ligger Frilandsmuseet Hjerl Hede, som giver besøgende indblik i bondens hverdag for 300 år siden. Endnu længere tilbage i tiden tager Spøttrup Borg dig. Den flotte middelalderborg var hjem for biskoppen af Viborg, indtil bønderne gjorde oprør under reformationen.

En af de lokale personligheder, som du formentlig har hørt om, er Jeppe Aakjær. Du kan besøge hans kunstnerhjem Jenle nær Skive i sommermånederne, hvor der er mulighed for rundvisning i stuerne. Det er endnu en mulighed for at blive klogere på livet i gamle dage, for udover Jeppe Aakjærs forfatterskab fokuserer museet på at formidle børns opvækst på landet sidst i 1800-tallet. Også Skive Museum giver indsigt i livet på egnen både dengang og nu. 

Brøndums Hotel i Skagen

Lad romantikken blomstre på et weekendophold i Skagen

Danmarks nordligste by opstod som et afsondret fiskerleje og blev siden kendt som en idyllisk ferieby sidst i 1800-tallet, da kunstmalere som Holger Drachmann, Michael Ancher og P.S. Krøyer opdagede den smukke natur omkring Skagen. Mange skagensmalere og forfattere ført an af Karen Blixen og H.C. Andersen indlogerede sig på Brøndums Hotel. Det er byens legendariske badehotel blot 500 meter fra Skagen Sønderstrand, som er en af Danmarks bedste bynære strande med fint sand og lavt vand. 

Når du træder ind i receptionen, står du midt i den danske kulturhistorie. Brøndums Hotel er et smukt og romantisk hotel, hvor de gamle dyder holdes i hævd. Den autentiske atmosfære understreges af den vidunderlige nostalgiske indretning med vintage møbler, plankegulve og småsprossede vinduer. Som en del af charmen er mange af værelserne indrettet med en håndvask, mens de fælles badeværelser ligger ude på gangene. Nærmeste nabo er Skagens Museum, hvor du kan studere den store samling af værker malet af den kendte kunstnerkoloni.

Turisterne flokkes på Grenen, hvor Vesterhavet og Kattegat mødes. Men vil du stå på Danmarks nordligste punkt, skal du begive dig et par kilometer mod vest til Skagen Nordstrand, hvor du kan lytte til havets beroligende brusen, mens solen i de sene aftentimer maler himlen i et kaleidoskop af gyldne farver. Går du en lang tur i vandkanten, vil du passere adskillige bunkere fra 2. verdenskrig. Skagen Bunker lige nord for byen er åben i sommerhalvåret og indrettet som den gang, så du kan fornemme, hvordan det har været for soldaterne at opholde sig sammen i en kompakt klods af beton.

Syd for Skagens bygrænse breder klitplantagen sig. Det er et råt landskab med klitter, marehalm og hårdføre fyrretræer. Plantagen blev anlagt for at beskytte egnen mod den voldsomme sandflugt, som fordrev mange mennesker fra deres hjem. Sandets magt kan du for alvor få et indtryk af, hvis du lægger vejen forbi Den Tilsandede Kirke eller Råbjerg Mile, som er en fredet vandreklit. Fiskernes levekår er genskabt hos Kystmuseet Skagen, og stemningen fra den farefulde færd på havet bliver vakt til live i en udstilling hos Det Grå Fyr, som byder på en fantastisk udsigt 46 meter over havet.

Klitmøller Hotel i Thy

Nyd havudsigten hos Klitmøller Hotel

Leder du efter et weekendophold i Jylland fyldt med uberørt natur, frisk luft og ro til dit sind, har Thy alt, hvad du kan ønske dig. Også kendt som Danmarks sidste vildmark er Thy noget helt særligt med sin rå natur, hvor den salte vind suser hen over marehalmen akkompagneret af en taktfast brusen fra Vesterhavets utæmmelige bølger. Det er et landskab, som man aldrig bliver træt af at betragte.

Klitmøller Hotel ligger i første række til den vidtstrakte horisont med brusende skumsprøjt. Indretningen i de store suiter  er en hyldest til det fascinerende hav, som har inspireret nogle af de største forfattere og filmskabere gennem tiden. Den uspolerede udsigt over havet, stranden og klitlandskabet understreger den maritime stemning og skaber en fornemmelse af at være i ét med naturen. Farverne og materialerne afspejler kystlandskabets nuancer, og møblerne inviterer til afslapning og komfort. Det er en oase af ro, hvor du i de sene aftentimer kan lade dig fortrylle af solnedgangens fantastiske farvespil, inden lyden af havets rytmiske bølgeslag blidt vugger dig i søvn.

Naturen er allestedsnærværende i Thy, og stranden inviterer nærmest insisterende til en lang gåtur i vandkanten. Den friske havluft og den uendelige horisont giver ro til hjernen, så tankerne begynder at vandre deres egne veje, mens du bliver forført af naturens magi. Vil du prøve kræfter med omgivelserne, kan du tage på surfskole eller kaste snøren ud. Lystfiskere står side om side på molen i Vorupør, sejler ud med kuttere eller nyder en stille dag ved de rene søer i nationalparken.

Den unikke natur i Thy kommer også dyrelivet til gode. Du kan være heldig at se kronhjorte, oddere og sæler. Hanstholm Vildtreservat lige nord for Klitmøller er et mekka for sjældne fugle, som du kan være heldig at få et glimt af fra et af fugletårnene. Lidt længere oppe ad kysten tårner Bulbjerg sig op over havet og tiltrækker ynglende fugle, som bygger rede på de udsatte afsatser. 

Er du på disse kanter, kan et besøg på testcentret for vindmøller i Østerild også være fascinerende, for du kan komme ganske tæt på de høje giganter, som tilsammen kan producere strøm til en hel by. Interesserer du dig mere for anden verdenskrig, kan du mærke historiens vingesus flere steder langs kysten omkring Hanstholm. Ved Vigsø Bugt ligger et stort batteri af bunkere delvis opslugt af havet, mens Bunkermuseum Hanstholm giver et fantastisk indblik i hverdagen for de 90 soldater, som havde deres hjem i en af de største bunkere i Danmark.

Nymindegab Kro ved Vesterhavet

Forkæl dig selv med et weekendophold ved Vesterhavet

Søger du efter det ideelle weekendophold, hvor du kan nyde naturens skønhed, indånde frisk luft og forkæle dine smagsløg med enestående gastronomiske oplevelser, er Nymindegab Kro det helt rigtige sted for dig. Den charmerende kro er kendt vidt omkring for sin varme gæstfrihed, smukke beliggenhed og udsøgte menu. Du vil føle dig hjemme i det øjeblik, du træder ind ad døren, for her har man virkelig gjort sig umage for at skabe en særlig atmosfære, så gæsterne kan få en helt unik oplevelse. 

Værelserne er indrettet lyst og indbydende på klassisk vis med bekvemme senge og en forrygende udsigt over vand og klitter. Kroens restaurant er et paradis for madentusiaster og vinkendere. De dygtige kokke er sande kunstnere, som har sammensat en udsøgt menu tilberedt af lokale råvarer med akkompagnement af vin fra alle verdenshjørner. Du kan forvente intet mindre end en symfoni af smagsnoter, som vækker begejstring og bekræfter kroens ry som en kulinarisk destination i særklasse. Morgenmaden er der heller ikke en finger at sætte på. Godt brød, mange slags juice, lækre marmelader, et bredt udvalg af ost og pålæg, lune røræg, sprød bacon og endda varm mælk til kaffen sikrer, at alle går mætte fra morgenbordet.

Der er rig mulighed for at samle appetit i den skønne natur, som omkranser Nymindegab. Du kan gå kilometerlange ture på den brede strand, udforske de nærliggende bunkers, betragte fuglelivet på Tippernes flade enge eller gå om bord på et vikingeskib i Bork Vikingehavn. Der er masser af storslået natur i området, så du kan også bestige klitten i Blåbjerg Plantage for at skue ud over landskabets utallige kirker. Drømmer du om at se store flokke af kronhjorte i deres naturlige habitat, skal du lægge vejen forbi Grærup Langsø midt i det store naturområde mellem Blåvand og Filsø.

Hotel Dagmar i Ribe

Hotel Dagmar ligger centralt til et dejligt weekendophold i Ribe

Midt i Ribe ligger det gamle historiske Hotel Dagmar, som smykker sig med titlen som Danmarks ældste hotel. Vægge og gulve er skæve, men det bidrager blot til den stemningsfulde atmosfære i den flere hundrede år gamle bygning. Det er tydeligt, at hotellet har mange år på bagen, men charmen er intakt og bliver blot understreget yderligere af de fine gamle møbler, vægmalerierne, kaklerne og den gamle telefon. Hotellets to restauranter har hjemme i smukke lokaler, som er indrettet i en rustik og autentisk stil, så du vil føle dig hensat til de gode gamle dage.

Fra hotellet kan du se over mod den imponerende Ribe Domkirke med det 50 meter høje Borgertårn, som er byens vartegn. Mod betaling er det muligt at tage turen op ad de mange trapper til toppen, hvorfra du kan skue ud over hustage, marsken og Vadehavet. Fra torvet omkring domkirken leder smalle brostensbelagte stræder med farverige byhuse dig videre gennem Danmarks ældste by. Der er mange muligheder for at fordybe sig i byens historie på interessante museer som fx HEX! Museum of Witch Hunt, hvor du kan blive klogere på forfølgelsen af hekse som Maren Spliid, der blev brændt på galgebakkerne uden for Ribe. Vil du på opdagelse i de første spæde år af Ribes historie, fortæller Museet Ribes Vikinger historien om markedspladsen, der siden vikingetiden voksede og blev landets vigtigste handelsby i middelalderen.

Ribe Å slynger sig gennem byen og videre ud mod Vadehavet. Netop der hvor den vidtstrakte Ribemarsk møder det enorme tidevandsområde, ligger Kammerslusen som en del af det dige, der beskytter Ribe mod højvande og stormflod. Her kan du stige om bord på en turbåd, som sejler dig ud til de sandbanker, hvor sælerne tager et hvil. Østerssafari er også en mulighed, hvis du selv vil høste delikate østers. 

Vandstanden i Vadehavet kan svinge med 1,8 meter fra ebbe til flod. Når det er lavvande, ligger havbunden blotlagt, så det er muligt at køre ad Låningsvejen til Mandø. Øen er et af de mørkeste steder i Danmark, så her viser Mælkevejen sig tydeligt på nattehimlen. Forår og efterår er det derimod de store flokke af trækkende stære, som mørklægger horisonten over marsken i fascinerende mønstre som en sort sol, inden de går til ro for natten.

Steigenberger Alsik – Hotel & Spa i Sønderborg

Slap af på et weekendophold i Sønderborg med spa og wellness

Vil du forkæle dig selv og din elskede med et uforglemmeligt weekendophold med total forkælelse af alle sanser, er det luksuriøse hotel Steigenberger Alsik i Sønderborg det helt rigtige valg. Hotellet slog dørene op i 2019 og imponerer på alle tænkelige måder. De smukt designede værelser og suiter er indrettet med luksus i tankerne. Lyset vælder ind ad de store vinduer og åbner for den mest betagende udsigt over vand og by, mens de komfortable senge og den stilfulde indretning indfanger essensen af afslapning og velvære i bedste nordiske stil. Bestiller du et værelse på en af de øverste etager, vil udsigten være lige til at falde i staver over, for hotellet har en helt unik placering med udsigt over Als Sund og Sønderborg Slot.

På det eksklusive hotel i Sønderjylland kan du se frem til en bred vifte af oplevelser, hvor luksus og afslapning går hånd i hånd i en hyggelig atmosfære. Du kan købe adgang til en helt eventyrlig verden med spa og wellness, hvor du kan udforske mere end 60 unikke spa- og wellnessoplevelser fordelt på imponerende 4.500 kvadratmeter og fire etager. Du kan forkæle dig selv med et wellnessophold hele året rundt, hvor du får varmen i en af de mange forskellige saunaer, bliver kølet af i isrummet eller finder ro i den udendørs pool med udsigt over Sønderborg.

Når sulten melder sig, kan du se frem til en kulinarisk rejse i hotellets restauranter. De dygtige kokke fremtryller udsøgte gourmetretter, der kombinerer lokale råvarer med internationale smagsoplevelser. Restauranterne er populære og velbesøgte, så husk at bestille bord i god tid hvis du vil nyde en romantisk middag med levende lys eller en afslappet frokost med panoramaudsigt over vandet.

Får du lyst til at se nærmere på Sønderborg, kan du spadsere en tur langs vandet forbi de mange både, som vugger blidt ved kajen hele vejen ned mod det velbevarede Sønderborg Slot. Midt i 1100-tallet opførte Valdemar den Store slottet som et værn mod de nordtyske vendere, der ofte hærgede i det sønderjyske grænseland. Du kan gå på opdagelse bag de tykke mure og se det pragtfulde renæssancekapel og resterne af det tårn, hvor Christian 2. sad til fange. Museet fortæller historien om den omstridte landsdel, der skiftevis har været på danske og tyske hænder, så her kan historieinteresserede fortabe sig i mange spændende detaljer. Den skæbnesvangre krig i 1864 bliver også skildret af Historiecenter Dybbøl Banke, som har rekonstrueret et autentisk skanseanlæg med baraklejr, så du kan opleve hverdagen som soldat under et af de blodigste slag i Danmarkshistorien.

Egnens historie bliver også afspejlet i den årlige ringriderfest, hvor hundredvis af ryttere rider i optog gennem Sønderborg, inden de dyster om at ramme ringen med deres lanser. Det er en folkefest, hvor dygtige militærorkestre fra udlandet deltager i et imponerende tattoo show, inden de festlige dage kulminerer med et stort anlagt fyrværkeri på sommerhimlen.

Hotel Koldingfjord i Kolding

Slap af på et dejligt weekendophold ved Kolding Fjord

Oplev charmen ved Kolding på et weekendophold for 2, hvor kunst, historie og natur smelter sammen i en perfekt harmoni. Søger du samtidig ro og afslapning, er Hotel Koldingfjord det perfekte tilflugtssted. Beliggende ved bredden af Kolding Fjord er dette smukke historiske hotel en skøn lille perle, der ligger godt gemt i skoven lige uden for byens støj og travlhed.

Hotellets klassiske arkitektur er en oplevelse i sig selv. De imponerende bygninger, der oprindeligt blev opført som et sanatorium, er restaureret med respekt for stedets historie og indrettet med tidløst dansk møbeldesign. Det skaber en elegant ramme for dit ophold og bidrager til den særlige atmosfære, der findes på hotellet. Skal du rigtig forkæle dig selv, kan du bo i en juniorsuite med en stor balkon, hvorfra du har frit udsyn over fjordens vand. Badebroen inviterer til at tage en dukkert i bølgen blå, eller du kan dyppe dig i hotellets swimmingpool efterfulgt af en tur i den varme sauna.

På Hotel Koldingfjord kan du også nyde det søde liv med lækre gastronomiske oplevelser. Hotellets restaurant byder på kulinariske lækkerier, der afspejler sæsonens friske råvarer og lokale smagsnuancer. Du kan nyde en overdådig morgenbuffet, en lækker frokost eller en romantisk middag med udsigt over fjorden. Husk blot at bestille bord i god tid inden dit ophold.

Tæt på hotellet har Trapholt til huse. Det er Koldings anerkendte museum for moderne kunst og design. Her bliver du præsenteret for et væld af inspirerende værker og Danmarks største samling af stole fra det 20. århundrede. Kolding er i den grad med til at sætte dansk design på verdenskortet og er én af kun 31 designbyer i hele verden, som er optaget i UNESCO Creative Cities Network. Det kreative miljø kan du opleve på en gåtur gennem byen, hvor du fx med lys og lyd bliver ledt frem gennem Guldtunellen.

Som en kontrast troner middelalderborgen Koldinghus på en græsklædt bakketop. Slottet spillede en vigtig rolle i middelalderen, hvor grænsen mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark gik ved Kolding. De historiske sale er smukt bevarede og lægger rum til spændende særudstillinger og værdifulde skatte fra kongehusets historie. Når du er mæt af nye indtryk, kan du give dine tanker lidt ro med en romantisk gåtur i fredelige omgivelser på Kærlighedsstien langs Slotssøen.

Den romantiske stemning kan også få frit løb i Den Geografiske Have. Det er byens grønne åndehul med temahaver og planter fra eksotiske hjørner af verden. Du er velkommen til at tage en picnickurv med og slå dig ned blandt roser og skulpturelle buske, hvor fuglene underholder med deres skønsang.

Ligger shopping dybt i dine gener, vil du elske Kolding. Byen huser Jyllands største shoppingcenter, Kolding Storcenter, som med 120 butikker og et bredt udvalg af spisesteder kan tilfredsstille enhver shoppinglyst.

Der er mange muligheder, hvis du vil forkæle dig selv og din kæreste med et uforglemmeligt weekendophold i Jylland. Du kan finde et dejligt hotel til et par skønne dage uanset, om du vil overraske med en storbyferie i Århus, en romantisk spaweekend i Sønderjylland eller naturskønne omgivelser i Nordjylland, hvor hverdagen bliver sat på pause, så I kan nyde lidt kvalitetstid sammen.

Forhåbentlig har du nu fået inspiration til at planlægge nogle dejlige dage med ro, afslapning og nye oplevelser. I behøver ikke at rejse langt væk for at skabe fantastiske minder sammen. Det vigtigste er, at I bryder jeres vante rammer og sætter tid af til hinanden. Blot nogle få timers kørsel giver jer mulighed for at undslippe hverdagens forpligtelser og distraktioner, så I virkelig kan fordybe jer i hinanden, styrke jeres forhold og nyde nogle skønne dage sammen på et weekendophold i Jylland.