Et weekendophold tæt på skov er en fantastisk måde at nyde et par afslappende dage væk fra den daglige trummerum, hvis du har hang til frisk luft og lange traveture. I skovens stilhed kan du lade tankerne flyde frit, mens du følger stierne længere og længere ind blandt træerne. Skovens lyde og lugte beroliger dit sind, reducerer mængden af stresshormoner og forbedrer dit humør. Det har man for længst opdaget i Japan, hvor skovbadning er en anerkendt behandlingsform.
Vil du glemme hverdagen i lidt mere end en time eller to, kan et lækkert ophold væk fra dine vante rammer være et kærkomment pusterum. Du får hverdagens trivielle bekymringer på afstand og kan i stedet fokusere på dig selv, mens du nyder lidt luksus som fx en god morgenmad i fredelige omgivelser. Lad hotellet være dit fristed og skoven din terapeut for en stund, og du vil snart være klar til atter at tackle dagligdagen med frisk energi og et nyt perspektiv.
Rold Storkro ved Rebild Bakker

Med en af Danmarks største skove lige uden for døren ligger Rold Storkro helt perfekt til et weekendophold med masser af naturoplevelser. Når du går ind i skoven, vil du som noget af det første støde på Troldeskoven med krogede bøgetræer. Sætter du kursen mod nordøst, vil Rebild Bakker snart rejse sig op i landskabet. Også undergrunden byder på spektakulære oplevelser i Thingbæk Kalkminer og REGAN Vest. Kroen er et dejligt sted at bo, hvis du har hund med, for den bliver der også sørget godt for med tæppe og godbid. Værelserne er pæne og rene, parkeringspladsen er stor, og der er mulighed for opladning af elbiler. Om morgenen kan du sætte tænderne i lunt brød, mens du suger synet af det smukke landskab til dig i restauranten.
Hindsgavl Slot i Middelfart

En af Danmarks smukkeste vandreruter, Lillebæltstien, passerer forbi Hindsgavl Slot, som ligger naturskønt ganske få kilometer uden for Middelfart. Her er vand, skov og en stor dyrehave med hjorte. I bunden af den velholdte have lokker badebroen med et dyp i det glitrende vand. Et slotsophold i disse smukke omgivelser er en oplevelse ud over det sædvanlige. De historiske rammer er velholdte, og værelserne er smukt indrettet i forskellige stilarter alt afhængig af, hvilken bygning de ligger i. Særligt de moderne værelser i de gamle stalde har deres helt eget unikke udtryk med rå murstensvægge, farverige tekstiltryk og karakteristiske brusenicher. På nogle værelser er der mulighed for at tage rolige hunde med mod et ekstra gebyr.
Skjoldenæsholm Slotshotel på Midtsjælland

Mellem skovens høje træer dukker Skjoldenæsholm Slotshotel op, når du nærmer dig ad Pilgrimsruten. Der er rig mulighed for at gå lange dejlige ture i det kuperede landskab, hvor Gyldenløveshøj hæver sig op fra skovbunden som Sjællands højeste punkt. Du kan endda tage hunden med, for den er også velkommen som gæst i de smukke omgivelser. Skjoldenæsholm har en lang og spændende historie, som kan spores tilbage til middelalderen og kongefamilien, inden den store herregård blev forvandlet til et elegant hotel og konferencecenter. Værelserne er måske lidt små efter moderne standard, men det opvejes til fulde af de dejlige senge, den hyggelige indretning og de fredfyldte omgivelser.
Villa Huno ved Møns Klint

Møn er et besøg værd både sommer og vinter. Det er et enestående naturområde, hvor de hvide kridtklinter rejser sig stejlt over det blå hav. På toppen knejser 3-400 år gamle bøgetræer i Klinteskoven, hvor mange forskellige arter af orkidéer også trives. I vintermånederne glimter stjernerne på nattehimlen takket være minimal lysforurening, som har belønnet Møn og Nyord med udnævnelsen som Nordens første Dark Sky Park. I gåafstand fra Møns Klint ligger Villa Huno, som er et moderne naturhotel med 8 lyse ferielejligheder. Fjernsynet er erstattet med et stort panoramavindue, så du kan skue ud over Huno Sø, mens stilheden sænker sig. Det er den perfekte base til et weekendophold med afslapning og lange gåture i naturen.
Tisvildeleje Strandhotel på Nordsjælland
Lyset, havet og den afslappede stemning har i århundreder lokket kunstneriske sjæle til Tisvildeleje, som er helt sin egen. Den brede sandstrand strækker sig kilometer efter kilometer forbi Tisvilde Hegn, som rummer mange naturperler lige fra krogede træer i Danmarks ældste fyrreskov, Troldeskoven, til 59 gravhøje, en stor hede, en gammel slotsruin og en tilsandet landsby. Fra skovens udkant er der et par hundrede meter til Tisvildeleje Strandhotel, som er en romantisk perle med en lang historie i det gamle fiskerleje. Den stemningsfulde atmosfære bliver slået an af den gennemførte indretning holdt i sandfarver, som står fantastisk til det blå hav. Enkelte værelser har fælles bad som i de gode gamle dage, men du kan også bo i sus og dus i en suite med balkon og havudsigt.
Jagthytten Skjoldemose på Sydfyn

Et spændende bud på et anderledes weekendophold tæt på skov er Jagthytten Skjoldemose, som har adresse på Skjoldemose Gods. Det er en af Danmarks ældste herregårde med en historie, som kan spores tilbage til 1365. Lige på den anden side af vejen fører en grusvej dig ind i skoven. Egnen er særdeles kuperet med gode udsigtspunkter i Egebjerg Bakker, hvor du kan skue ud over det sydfynske øhav. Herfra kan du vandre til det fine overdrev Rødme Svinehave, som er et af de mest spektakulære naturområder på Fyn med kødædende planter, orkidéer og sjældne stauder. Jagthytten er charmerende indrettet med originale møbler fra gamle dage uden at gå på kompromis med komforten. En sjov detalje er køjesengen, som er bygget af 200 år gammelt egetræ, som blev til overs efter restaurering af en lade.
Munkebjerg Hotel ved fjord og skov i Vejle

Midt inde i Munkebjergskoven på den sydlige side af Vejle Fjord ligger Munkebjerg Hotel. Den høje beliggenhed byder på en fabelagtig udsigt fra restauranten, hvor morgenmaden bliver serveret. Fra hotellet kan du gå ad snoede skovveje eller en lang trappe ned mod fjorden. Det kuperede landskab skal nok give dig sved på panden. Er det ikke nok, kan du også banke pulsen op på fitnesscentrets cardiomaskiner. Golfentusiaster vil glæde sig over muligheden for at spille golf på den nærliggende golfbane, som hører til blandt Danmarks smukkeste. Trænger du til lidt wellness oven på alle strabadserne, kan du slappe af i den store swimmingpool eller nyde varmen i dampbadet eller saunaen. Om aftenen kan du afprøve dit held i hotellets kasino. Alle værelser er lyse og indrettet med eget bad, designermøbler og stort tv med Chromecast. Du kan vælge mellem forskellige værelser alt afhængig af, om du rejser alene, sammen med din bedre halvdel eller sammen med hele familien. Også hunden er velkommen efter aftale og mod et ekstra gebyr. Nogle værelser har balkon, mens andre har udsigt til fjorden, så du kan suge synet af det smukke landskab til dig både morgen og aften.
Gl. Skovridergaard i Silkeborg

I den sydlige udkant af Silkeborg kan du koble af på det flotte gamle hotel Gl. Skovridergaard. Det er en fredelig oase i skovkanten med mange år på bagen. Den ældste bygning blev opført i 1798, og hotellet har en fortid som både skovridergård, kongelig residens, kuranstalt og kursusejendom. Det er et sted med sjæl, og man fornemmer stoltheden blandt det servicemindede personale. Over alt er væggene prydet af kunst. Den hyggelige lounge lokker med bløde møbler, hvor du kan nyde en drink fra baren. Mange af værelserne har udsigt til den frodige park, hvor du er velkommen til at strække benene. Vil du ud at vandre lange ture, kan du hurtigt stå i Vesterskoven, som er en virkelig stor og varieret skov. Her er anlagt rigtig gode MTB-spor med lækkert flow, hvoraf de fleste kilometer er blå. Når turen går retur til hotellet, bør du næsten indlægge et pitstop ved Øster Søbad, hvor kiosken er leveringsdygtig i is og kaffe.
Sostrup Slot på Djursland

Stemningen på Sostrup Slot er helt eminent til et fredeligt weekendophold i udkanten af en stor skov. Her kan du året rundt leje en ferielejlighed eller et stort familieværelse og bo i pragtfulde omgivelser klods op ad en stor løvskov, som strækker sig flere kilometer mod nord, hvor den forvandler sig til en af Djurslands bedste strande med fint sand og lavt vand. Ferielejlighederne i den gamle avlsbygning har eget køkken, bad og opholdsrum, så der er mulighed for at lave mad. Har du ikke planer om selv at svinge gryderne i din miniferie, kan du alternativt indkvartere dig i et familieværelse, som er udstyret med elkedel og køleskab. Det er muligt at tage hunden med, og den vil elske at gå på opdagelse sammen med dig i de eventyrlige omgivelser. De er som taget ud af et eventyr med en slotshave fuld af krogede træer, en bred voldgrav og små stier, hvor magtfulde adelsfolk og fromme nonner har trådt mange skridt.
Munchs Badehotel i Nordjylland

Vesterhavets bølger pisker havet til hvidt skum ganske få skridt fra Munchs Badehotel, som er et lille familiedrevet hotel med 9 værelser, et par annekser, en lille købmandsbutik og en populær restaurant. Alle værelser har egen indgang, eget badeværelse og altan eller terrasse, hvorfra du kan nyde den fantastiske udsigt over klitterne. Der er elkedel, så du kan koge vand til kaffe eller te, når du vender retur fra en lang gåtur på den brede strand. Vil du hellere lytte til vindens susen i træerne, fører smalle stier dig gennem klitlandskabet mod Tornby Klitplantage, hvor den rå natur viser sig frem fra sin bedste side med nåleskov, løvskov, klithede, slugter, rørskov, søer og vandløb. Der er markerede vandre-, ride og mtb-ruter samt hundeskov, så området er et paradis for friluftsfolk – og hunde er velkomne på Munchs Badehotel, hvis poterne bliver børstet rene for sand.
Hotel Egeskoven ved Viborg

Hald Egeskov er Danmarks største skov med gamle egetræer. Skoven er fredet, så væltede træer får lov til at blive liggende i skovbunden, indtil de rådner væk. Det er en helt anden type skov end de velplejede rækker af træer, som bliver hugget ned til tømmer i mange af de danske skove. Den utæmmede eventyrskov skjuler en lille perle af et hotel ved navn Hotel Egeskoven. Den fredfyldte oase emmer af nostalgi og romantik med friske blomster i vaserne, dejlige senge og et fantastisk værtspar, som står klar med tips til oplevelser i området. Her kan du hurtigt få et par dage til at gå med vandreture i den store skov og videre mod Hald Sø og Dollerup Bakker.
Berits Bed and Breakfast ved Pamhule Skov

Et af de smukkeste naturområder i Sønderjylland er Pamhule Skov. Den gamle skov ligger i et kuperet terræn med imponerende skrænter, som blev skabt under den sidste istid. Når du står på toppen af dem, bliver du belønnet med en flot udsigt til søområdet Hindemade, som er hjem for et væld af fugle. Tørning Å bugter sig gennem landskabet mod vest forbi et gammelt elværk og videre mod en mølle, som begge producerer strøm til Haderslev den dag i dag. De er et besøg værd, hvis du begejstres af historie og teknik. Begiver du dig i stedet i den modsatte retning, kan du ikke undgå at lægge mærke til dyrehaven, hvor du kan komme tæt på dådyr og kronhjorte. Rundt om hjørnet ligger Berits Bed and Breakfast, hvor du kan geare ned til et hyggeligt weekendophold med udsigt til skov og marker. Stalden er renoveret og bygget om til lyse værelser med egen indgang og en lille privat terrasse. Der er adgang til et fællesrum og et tekøkken med køleskab og elkedel. Værten vil forkæle dig med en lækker hjemmelavet morgenmad, så du får en helt fantastisk start på dagen.